Som rosinen i den skandinaviske pølseende har vejmyndighederne i Norge nu godkendt, at Fords BlueCruise må have ‘Håndfri kørsel’ på niveau 2, og dermed gælder det nu for hele Skandinavien. Dog gælder det kun den elektriske Mustang Mach-E fra 03/11/2022 eller nyere. Det betyder, at det nu er en mulighed at slippe rattet på udvalgte motorvejsstrækninger – kendt som Blue Zones.
BlueCruise er blandt de første systemer af sin art, der er godkendt i Skandinavien. Teknologien er allerede tilgængelig i 16 europæiske lande, herunder Danmark, Norge og Sverige.
Fra Oslo til Barcelona
Med den norske godkendelse kan Mustang Mach-E-kørere, der abonnerer på BlueCruise bruge teknologien på 92 procent af den 26 timer lange køretur mellem Oslo og Barcelona.
Styrer, accelererer og bremser selv
Når BlueCruise er aktiveret på godkendte strækninger, overtager systemet kontrollen med styring, acceleration, bremsning og placering i vognbanen. Samtidig opretholder det en sikker afstand til bilen foran. BlueCruise overvåger vejafmærkninger, hastighedsskilte og trafiksituationen omkring bilen – fra motorvejsfart ned til stillestående bilkøer.
Føreren skal dog stadig holde øjnene på vejen hele tiden. Dette sikres af et infrarødt kamera placeret på ratstammen, som kontrollerer førerens øjenbevægelser og hovedets position. Selv når man bærer solbriller. Når man forlader en Blue Zone, får man en besked om at lægge hænderne tilbage på rattet.
Ansvaret ligger hos føreren
BlueCruise er et niveau 2 førerassistancesystem. Det betyder, at føreren stadig har det fulde ansvar og til enhver tid aktivt skal følge med i trafiksituationen. Systemet er et hjælpemiddel, ikke en erstatning for en opmærksom fører.
Lidt over en million biler på verdensplan er udstyret med BlueCruise, og førerne har tilbagelagt mere end 888 millioner kilometer med teknologien.
Skandinavisk gennembrud
Norge er det sidste land i Skandinavien, der har godkendt BlueCruise. Systemet blev tidligere godkendt i både Sverige og Danmark som en del af en større europæisk udrulning, der dækker mere end 133.000 kilometer motorvej.
For skandinaviske bilister betyder dette, at de kan køre uden hænder på rattet på tværs af landegrænserne – hvad enten det er fra København til Stockholm, Oslo til København via Göteborg eller sydpå mod kontinentet. BlueCruise fungerer på store dele af E4 i Sverige, E45 i Danmark og E6 i Norge samt på motorveje videre sydover gennem Europa.
Aktivering og pris
Ejere af Mustang Mach-E-modeller fra modelår 22 og nyere vil snart kunne aktivere BlueCruise via Ford-app’en under Ford Konto. Kunderne får en 90-dages gratis prøveperiode. Efter prøveperioden kan man aktivere et løbende månedligt eller årligt abonnement. Prisen pr. måned er 190 kroner, mens det årlige abonnement koster 2.100 kroner. Det er ikke helt gratis, når man tager funktionens begrænsninger i betragtning.
Ford Motor i Skandinavien arbejder løbende på at udvide godkendelsen til at gælde alle Mustang Mach-E-modeller, som har hardware forberedt til BlueCruise.
Systemet vil også efterhånden blive tilgængeligt på den nye Explorer og den kommende Capri. Vi ved endnu ikke noget om Lightning F-150, men da den amerikanske version har BlueCruise, kan man forestille sig, at det burde være teknisk muligt.
Læs mere her: ford.dk
