Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Lad din iPhone blive hjemme

Vi har prøvet Apple Watch, som nu fås med egen mobilforbindelse.

Skrevet af / 14/05/2018 - 15:46
Lad din iPhone blive hjemme

Da Apple lancerede Apple Watch 3 i september (sammen med iPhone 8 og iPhone X), var en af nyhederne, at det nu kunne fås i en version med egen dataforbindelse. I USA, vel at mærke. Her i Skandinavien måtte vi pænt vente, da ingen operatører understøttede det virtuelle e-SIM-kort, som uret anvender. Men nu er ventetiden forbi, og også vi kan lade mobilen blive derhjemme.

Den røde prik på kronen viser, at det er en LTE-model. (Foto: Apple)

Men hvorfor skulle man gøre det, vil du måske spørge. Der er mange situationer, hvor et opkoblet ur kan være alt lige fra praktisk til livreddende. F.eks. hvis man skal løbe en tur og ikke vil have en tung telefon spændt fast på armen, men stadig kunne modtage vigtige beskeder eller streame musik, mens man løber.

I fitnesscenteret vil man måske kunne nås i nødstilfælde, men man vil ikke risikere at glemme mobilen ved et træningsredskab og tør ikke have noget så dyrt liggende i et skab i omklædningsrummet.

Medierne har også fortalt om flere tilfælde, hvor folk, der var involveret i biluheld, ikke kunne nå deres telefon, men i stedet har kunnet ringe efter hjælp via et opkoblet Apple Watch.

Måske har man glemt mobilen derhjemme og kan nå ikke vende om og hente den før et vigtigt møde. Eller telefonen er løbet tør for strøm, og mens den er sluttet til en powerbank i tasken, kan man stadig nås og svare på beskeder.

Eller et aktuelt problem, som jeg selv har rodet med om sommeren: Man skal til stranden og tør ikke efterlade telefonen i en sko, mens man er ude og svømme. Et vandtæt og opkoblet ur fungerer faktisk fint som erstatning.

Så hvor meget kan man egentlig gøre med uret alene? Vi forsøgte at lade mobilen blive hjemme i slukket tilstand og gøre så meget som muligt med Apple Watch LTE.

Bluetooth-hovedtelefoner forbindes let til uret (Foto: Jonas Ekelund)

Først og fremmest vil vi have handsfree. Det er let med Bluetooth-hovedtelefoner og endnu lettere med AirPods.

Uret opkoblet via mobilen. (Foto: Jonas Ekelund)

Et grønt antenneikon på mobilen viser, at den har en mobil dataforbindelse, mens urets ikon er hvidt. Et grønt symbol øverst i hjørnet viser, at det i stedet får internet via telefonen.

Uret har nu sin egen forbindelse. (Foto: Jonas Ekelund)

Når vi slukker telefonen, skifter antenneikonet på uret til grønt for at vise, at det har mobil opkobling. Prikkerne i hjørnet viser signalstyrken.

Hvordan bliver vejret? (Foto: Jonas Ekelund)

Først og fremmest: Bliver det regnvejr? Nej, det bliver fint nok til en udflugt (Carrot Weather-app’en).

Tjek på lokaltrafikken. (Foto: Jonas Ekelund)

At få tjek på busser, tog og metro fungerer fint i Stockholm (Citymapper-app’en).

Navigering med uret fungerer fint. (Foto: Jonas Ekelund)

Men denne tur kræver en bil. Apples Kort leder os på rette vej ved at prikke på armen, når det er tid til at dreje.

Hvor er vennerne henne? Tid til at ringe og tjekke, helt uden mobil. I stedet for at bladre igennem kontaktpersonerne kan man bare bede Siri om at ringe op.

Så længe man ikke behøver at skrive længere svar på e-mails eller beskeder, fungerer det faktisk rigtig godt bare at bruge uret. En god mulighed for at være lidt mere nærværende, når man hænger ud om sommeren, uden at være helt umulig at få fat i. Der kan jo ske et eller andet.

Forårets nye urremme. (Foto: Apple)

Apple Watch Series 3 GPS + Cellular koster fra 3.700 kroner. Teleselskabet Tre tilbyder et e-SIM-abonnement til Apple Watch for 30 kroner om måneden.

Apple har selvfølgelig også udsendt en forårskollektion med nye urremme i friske farver.

Jonas Ekelund
(f. 1969): Journalist og nyhedsredaktør. Jonas har arbejdet for Lyd & Billede siden 2007 og skriver om det meste, der kan kaldes bærbart, dvs. smartphones, trådløse højttalere og hovedtelefoner. Indimellem trænger hans tests sig ind på kollegernes områder – multirumslyd, hjemmebiograf og foto. Jonas startede sin karriere som tech-journalist på IDG og har skrevet for PC för Alla, Internetworld og det, der senere blev til M3.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Scroll to Top