Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Tunnelen

Klaustrofobisk

Endnu en solid norsk katastrofefilm ser lys for enden af tunnelen.

Publiceret 15/06/2020 - 19:30
Tunnelen
Tor Aavatsmark

Den norske filmflora begynder efterhånden at blive relativt righoldig på amerikanernes hjemmebane, katastrofefilm. Tidligere har vi været vidne til en gigantisk lavine med efterfølgende flodbølge i Bølgen, efterfulgt af et massivt jordskælv, der jævnede Oslo med jorden, i Skjelvet. Tunnelen flytter katastrofen til et lokation, man finder mange steder i Norge: Lange vejtunneler.

Der er tusindvis af tunneler i Norge, mange af dem uden anden krisesikring, end at enhver må redde sig selv, hvis katastrofen skulle indtræffe – og det gør den selvfølgelig.

https://www.youtube.com/watch?v=9_s2vAAlrYI

 

Det er få dage før jul i en lille vestnorsk landsby, hvor Stein (Harr) og datteren Elise (Fuglerud) prøver at komme i gang med livet igen, efter at moren i huset er død af kræft. Gnidningerne mellem far og datter er åbenlyse, og farens nye kæreste er det ømme punkt. Stein, der er en del af byens katastrofeberedskab, kaldes ud til en tilsyneladende uskyldig røgudvikling i en ni kilometer lang tunnel. Men hvad han ikke ved, er at hans datter er fanget inde i bjerget.

Hvis man har set den langhårede (men afgjort underholdende) actionfilm Daylight med Sylvester Stallone som handlekraftig helt, da en af de smalle tunneler under Hudsonfloden kollapser, så ved man lidt om, hvad man har i vente. Men vi befinder os i det mere jordnære Norge, så Stein er selvfølgelig ikke nogen Hollywood-actionhelt a la Stallone, men en sindig, jovial familiefar, der prøver at gøre det rigtige og bryder grænser i forsøget på at redde det kæreste, han har.

(Foto: Nordisk Film)

Desværre holder actionscenerne ikke samme intense og realistiske niveau som i tilsvarende film fra Hollywood, og desuden er der lidt for få af dem. Når det er sagt, så er det ubehagelig klaustrofobisk, når redningsmandskabet og de fangede civile kæmper en desperat kamp mod røg, flammer, mørke og deres egen frygt i jordens indre.

Harr og Fuglerud har et overbevisende og følelsesmæssigt gribende samspil, og de er afgjort filmens stærkeste kort. Flere af de andre personer er for endimensionelle og karikerede; især den dumme finansfyrste (fra Oslo!), der kører fast på fjeldet i sin Tesla og overfuser sønnen, virker påtaget tåbelig. Ivar, en teenagekåd frivillig brandmand, er også over-the-top.

t5 t7 t6 t2
<
>
(Foto: Nordisk Film)

Solid fotografering og jordnære personer såvel som en historie, vi kan relatere til og tro på, løfter Tunnelen op over den store masse af gennemsnitlige katastrofefilm. Hvis man havde hentet noget amerikansk ekspertise ind til actionscenerne, finpudset historien lidt og taget livet af noget af karakterne (før indspilningerne), kunne det have været en virkelig vellykket.

Fire neglebidende stjerner til en film, der også understreger, hvor vigtigt det er – ikke mindst i disse pandemitider – med en solid beredskabsplan.

OBS: Tunnelen kan købes på flere danske websites, bl.a. CDON, men desværre ikke med danske undertekster.

Karakter
Tunnelen

Fakta:

  • Blu-ray
  • Release: 6. april 2020
  • Instruktion: Pål Øie
  • Med: Thorbjørn Harr, Ylva Fuglerud, Lisa Carlehed, Ingvild Holthe Bygdnes, Mikkel Bratt Silset, Peter Førde, Per Egil Aske, Jan Gunnar Røise
  • Genre: Thriller
  • Land: Norge
  • År: 2019
  • Tid: 1:45 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top