Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Threesome, 1. sæson

Scener fra et ægteskab i juniorudgave

Norden bekræfter endnu en gang, at vi kan skildre det komplicerede ungdomsliv langt bedre end amerikanske serier.

Publiceret 27/08/2021 - 13:14
Threesome, 1. sæson
Tor Aavatsmark

Det svenske kærestepar Siri (Källström) og David (Lööf) mødtes i gymnasiet. De har dannet par, siden de var 17, med op- og nedture, skænderier og tilgivelse, kærlighed og lidenskab som alle andre – men altid trofaste.

For at Siri kan forfølge sin karrieredrøm, er de flyttet til London, hvor hun læser til forretningsadvokat, mens David tjener til livets ophold som telefonsælger. Der er en ubalance i forholdet, ikke kun hvad angår ambitioner og karrierevalg, men også hvad de vil have ud af livet.

 

Forbuden frugt

Lige før de skal fejre deres syvårsdag kommer de underliggende konflikter langsomt, men sikkert op til overfladen, udløst af en pirrende trekant. Den tsunami, der følger, bliver en oprivende dans af voldsomme følelser, irrationalitet, selvransagelse, tvivl, anklager og skænderier. Det unge par gennemgår en følelsesmæssig rutsjebanetur af næsten Bergmanske proportioner, a la Liv Ullmann og Erland Josephson i den klassiske TV-serie Scener fra et ægteskab (1973).

Efter en fugtig fest havner parret – på Siris initiativ – i en heftig trekant med den franske kunststuderende Camille (Jodorowsky), og deres forhold hvirvles ind i en nedadgående spiral – alt sammen udløst af Siris usikkerhed på sig selv: Er hun god nok, har hun en pæn krop, hvad med forholdet til David, og hvad vil hun egentlig med sin fremtid?

(Foto: Viaplay)

David forstår ikke Siris reaktion og fatter ikke, hvad al “balladen” går ud på. Så følger kolde skuldre, sexvægring, løgne – og endelig utroskab.

Læs også Et frækt forslag Herligt charmerende samtidsdrama med genkendelige konflikter og udfordringer.

Siri søger trøst hos den sympatiske og karismatiske danser John (Laviscount). Efter at de har mødt hinanden på en dating-app, eskalerer forholdet hurtigt, og Siri befinder sig pludselig i to forskellige verdener, mens David holdes hen i uvidenhed.

Matilda Källström i 1. sæson af Threesome. (Foto: Viaplay)

Skuespil af en anden verden

Både manuskript og instruktion er af Lisa Linnertorp, mens Helena Larand og Sara Askelöf er producenter. Men Threesome er ikke et “feministisk projekt”, hvor David skal dæmoniseres. Historien er generelt velafbalanceret og giver en usædvanlig autentisk, troværdig og usminket indsigt i, hvor smertefuldt og kompliceret et forhold kan være. Og sikke nogle skuespilpræstationer!

Hvor er det dejligt at se et frisk pust af unge skuespillere i fri og naturlig udfoldelse, der ikke har gået på teaterskole i årevis for at lære korrekt diktion.

Matilda Källström (Solsidan) har sin første store hovedrolle i Threesome, og sjældent har vi set en ung kvindelig skuespiller med et så vanvittig bredt spektrum at spille på. Hun får alle nuancer frem i den komplekse person og hendes problematiske rejse gennem kærlighedstunnelen.

Den tidligere ishockeyspiller Simon Lööf er ikke helt af samme kaliber, men leverer en solid fortolkning af en fortvivlet ung mand i en mere og mere desperat situation.

Threesome, sesong 1_4 Threesome, sesong 1_3 Threesome, sesong 1_5
<
>
(Foto: Viaplay)

Intimt og ægte

Det miljø, parret omgiver sig med, med ligesindede studiekammerater, fester, sociale medier og dating-apps, skildres imponerende troværdigt, subtilt og uden de store fagter. Det samme kan siges om den intime fotografering ved Erik Vallsten. Det er, som om vi konstant er en flue på væggen i en dokumentarfilm – næsten ubehagelig intimt og ægte.

Vi kunne godt have ønsket os en lidt mere nuanceret “drømmeprins”, der kunne have givet Siri noget modstand. Lucien Laviscount er god som den ufrivillige slange i Paradis, men han giver overhovedet ikke Siri noget modspil, og hans profil, væremåde og udseende er som taget ud af en reklame for Tinder (læs: to good to be true).

Læs også Vi kårer den bedste streaming-tjeneste (for dig) Med lanceringen af Disney+ har streaming-krigen virkelig taget fart, men hvilke af de store streaming-tjenester SKAL du have?

Serier, der skildrer ungdomslivet, har fået en renæssance i Skandinavien, ikke mindst takket være den banebrydende norske Skams succes. Med Threesome viser Viaplay, at det nordiske film- og seriemiljø er lysår foran sin modpol i de overfladiske og glatpolerede amerikanske ungdomsserier. Det her er den ægte vare! Seks stjerner til en af årets bedste serier.

Threesome har premiere på Viaplay den 29. august med et nyt afsnit hver søndag.

(Foto: Viaplay)
Karakter
Threesome, 1. sæson

Fakta:

  • Viaplay
  • Release: 29. august 2021
  • Instruktion: Lisa Linnertorp
  • Med: Matilda Källström, Simon Lööf, Alma Jodorowsky, Lucien Laviscount, Kitt Johansson, Emily Renée, Cat White
  • Genre: Drama
  • Land: Sverige
  • År: 2021
  • Tid: 3:10 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top