En velfortjent påskeferie nærmer sig med hastige skridt.
Og uanset om du tilbringer den hjemme, hos din svigermor, på farten eller under sydligere himmelstrøg, kan det være godt at koble af med en spændende serie eller actionfyldt film i løbet af højtiden.
Med en traditionelt lang forårssæson foran os, med særligt omskifteligt vejr, kan vi lige så godt tilbringe påskeferien indendørs i år også 😉
Og – heldigvis!, er der et væld af fremragende serier og film på de mange streamingtjenester.
Lige så naturligt det er med juletræer, juleøl og gaver i julen, lige så afhængige er vi skandinaver af appelsiner, påskeæg OG en god thriller eller krimiserie/film i påskeferien.
Af sidste års nytilkomne på listen vil vi især fremhæve en strålende Andrew Scott i den skræmmende fascinerende Ripley (Netflix), den fremragende politiske thriller The Diplomat, sæson 2 med Keri Russell i storform (Netflix), det gådefulde mordmysterium in Paradise (Disney+), samt det spændende remake Presumed Innocent, hvor Jake Gyllenhall forsøger at rense sit navn, på Apple TV+.
Hvis du er fan af “traditionelle” påskekrimier, kan vi varmt anbefale et gensyn med den utroligt spændende The Night Manager (2016) eller Perry Mason, sæson 2 fra Max.
Gå ikke glip af Michael Connellys nye Bosch-serie, Bosch – Legacy, sæson 3, på Prime Video, hvor den kloge politimand nu arbejder som privatdetektiv; samt en skræmmende god Michael Fassbender i spionthrilleren The Agency (SkyShowtime).
Hvis du er mere “moderne”, hvad så med zombiedrama-thrillerserien The Last of Us, sæson 2 på Max (mere spændende end de fleste thrillere!), den hårdkogte krimiserie Mayor of Kingstown, eller den mørke krimithriller The Penguin, med Colin Ferrell i hovedrollen som en uigenkendelig, hård mafioso, på Max.
Tjek også den svenske røveriserie Helikopterkuppet, som er baseret på en utrolig sand historie (Netflix).
Lyd & Billede giver dig tips til de bedste krimiserier og krimifilm, du kan se i påsken, og nej, du finder dem ikke på de traditionelle TV-kanaler.
God krimi-påske 🙂