Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Marco Polo, 1. sæson

Netflix

Dramaserien om den legendariske opdagelsesrejsende Marco Polo er blevet en bleg og lejlighedsvis pinlig affære, omend med et vist potentiale.

Publiceret 06/02/2015 - 12:48
Marco Polo, 1. sæson
Tor Aavatsmark

Hvis Netflix med tv-serien Marco Polo har sigtet efter at konkurrere med HBO-succesen Game of Thrones popularitet, så har streaming-selskabet ramt helt ved siden af.

Vi har alle sammen hørt om venetianeren Marco Polos utrolige rejser i Østen i slutningen af 1200-tallet, og her burde der være masser af historisk og dramatisk materiale til en spektakulær tv-serie. Men det, vi får serveret af Netflix, er en lidt mere moderne B-version af Shogun (1980) med uinspireret skuespil, platte replikker og sløv fremdrift.

Netflix har givet os usædvanlig gode egenproducerede serier som Orange Is the New Black, House of Cards og Lily Hammer. Alle sammen vældig gode – og kritikerroste – serier, men de har manglet den masseappel, som konkurrenten HBO har med megasuccesen Game of Thrones.

Med Marco Polo har de kastet sig over et historisk kostumedrama med et storslået udgangspunkt, intrigemageri, magtkamp om tronen, slagscener og bunkevis af nøgne og halvnøgne damer. Men i modsætning til Thrones mangler Marco Polo spændende og troværdige personer, intelligent dialog, suveræne special effects og gode skuespillere. Det hele virker desværre meget halvhjertet og lavbudget-agtigt.

Den unge Marco Polo (Richelmy) følger med sin handelsrejsende far ad Silkevejen til det fjerne Østen. Her bliver han efterladt som aflad, for at faren og onklen kan drage videre, og bliver en vigtig rådgiver for den mægtige Kublai Khan (Wong).

De første to episoder er instrueret af de norske Kon-Tiki-instruktører Joachim Rønning og Espen Sandberg, og det er en meget pompøs og B-film-lignende start på serien. Svulstig musik og panoramaer af storslåede landskaber blandet op med kikset dialog, billige kulisser og en særdeles malplaceret hovedrolleindehaver.

Der er masser af kælen for Østens mystik, slowmotion-kampsport fra en “vis”, men åh så stereotyp krigermunk og iscenesatte halverotiske oplevelser. Pompøst og atter pompøst!

Som ufrivillig gæst ved den mægtige Kublai Khans hof bliver Polo efterhånden vist stor tillid og bliver den magtfulde leders øjne ind i den vestlige verdens tanker og kultur. En tillid, som ikke alle ved hoffet sætter pris på, og i kulisserne lægges der planer om forræderi, bedrag og mord.

Ligesom i Thrones hersker der i Marco Polo ikke kun fred og fordragelighed i den royale familie, men mange af konflikterne virker kunstige og iscenesatte. Manuskriptet er fuld af logiske brister, og dramaturgien halter i begyndelsen langsomt af sted. I første halvdel af første sæson sker der usædvanlig lidt, og der er slet ikke drama nok til at fylde de mange timer ud.

Hvor Game of Thrones har satset på engelsk som hovedsprog med indslag af lokale fantasy-sprog, er Marco Polo gennemgående på engelsk. Hovedpersonen med “klædelig” italiensk accent og asiaterne med tydeligt asiatisk præg. Mærkeligt til at begynde med, men man vænner sig til det. Værre er det, at dialogerne generelt er staccato og teatralsk fremført, som om skuespillerne står og læser op af manuskriptet.

Personerne er for det meste flade og endimensionelle, og lirer alt for ofte pinlige replikker af sig. Især italienske Lorenzo Richelmy slipper dårligt fra det som Marco Polo. Han er charmeforladt, usikker og endimensionel, og mangler den pondus, som rollen kræver.

Den ubestridt mest karismatiske rolle er Benedict Wong som Kublai Khan. Den buttede og gryntende khan med de store vækstambitioner er en fascinerende og flerdimensionel figur, der evner at skabe spænding og har en udviklingskurve. Det samme kan siges om hans hovedfjende, Jia Sidao.

Efter at have brugt næsten ti timer i Østens Rige med Marco Polo er vi ikke i tvivl: HBO kan tage det helt roligt, Marco Polo når ikke Game of Thrones til sokkeholderne. Er det så ren elendighed? Nej, dramatikken og spændingskurven stiger, efterhånden som serien skrider frem. Marco Polo “gror” på os, og jo mere tid vi tilbringer med den komplekse og herligt sadistiske Sidao (Chin Han), jo mere får vi lyst til at følge serien videre. Vi tøver os frem til tre svage stjerner; det kan blive bedre i anden sæson.

Marco-Polo_11-990x505-990x505 Marco-Polo_10-990x505-990x505 Marco-Polo_9-990x505-990x505 Marco-Polo_8-990x505-990x505 Marco-Polo_7-990x505-990x505 Marco-Polo_6-990x505-990x505 Marco-Polo_5-990x505-990x505 Marco-Polo_4-990x505-990x505 Marco-Polo_3-990x505-990x505 Marco-Polo_2-990x505-990x505
<
>
Karakter
Marco Polo, 1. sæson

Fakta:

  • Release: 12. december 2014
  • Instruktion: Joachim Rønning og Espen Sandberg m.fl.
  • Med: Lorenzo Richelmy, Benedict Wong, Joan Chen, Remy Hii, Tom Wu, Mahesh Jadu, Olivia Cheng
  • Genre: Drama
  • Land: USA År: 2014 Tid: 10:00 timer
Scroll to Top