Anmeldelse: Ironheart

Ja, drenge og piger, så er det endnu engang Marvel-tid. Ironheart er intet mindre end den 13. live action MCU TV-serie fra Disney+, begyndende med WandaVision i 2021, og senest repræsenteret ved Daredevil: Born Again tidligere i år. Mange af serierne har været fine (f.eks. Loki, Hawkeye og Ms. Marvel), andre har været underlige men mindeværdige (f.eks. Moon Knight og She-Hulk), mens atter andre har være lige lovlig kedelige (Ja, Secret Invasion, jeg taler om dig!). Så er der dem, der ikke har haft noget særligt med Marvel-universet at gøre, som f.eks. Echo og Agatha All Along. Og nu kommer så slutningen på MCUs Fase 5, nemlig Ironheart.

 

I den nyeste serie møder vi Riri Williams, velspillet med følelsesmæssig tyngde af Dominique Thorne. Hende har vi tidligere set kortvarigt i Black Panther: Wakanda Forever, men her får hun endelig lov til at folde sig ud. Hun er teenagegeniet, der bygger den mest avancerede rustning siden Iron Man – men Ironheart er ikke blot endnu en “nyt talent arver masken”-historie. Det er en fortælling om at finde sin kreativitet i skyggen af tab, og om at forme noget stærkt og beskyttende ud af næsten ingenting. Hvor Tony Stark svævede i champagne og industrielle imperier, bygger Riri sin teknologi på rå viljestyrke, kreativ opfindsomhed og en sorg, der ulmer under overfladen.

I desperation over pengemangel til udvikling af næste generation af sin rustning, går Riri hen og bliver medlem af en Robin Hood-agtig bande af superskurkagtige typer, der berøver rigmænd. Men der stikker noget under, og denne underverdensrejse tager en række ubehagelige drejninger, indtil liv og død står på spil, både for Riri og hele hendes familie og omgangskreds.

Et centralt og interessant twist er, at Riris nyudviklede AI-assistent (på basis af en hjælpende hånd fra Wakanda) uventet tager form af hendes afdøde bedste veninde, Natalie. Det er både dybt foruroligende og rørende. En digital genopstandelse, der gør hver samtale akavet, og som tvinger Riri til at konfrontere både sit traume og de etiske gråzoner i sin egen ingeniørkunst.

Serien undgår den sædvanlige glansbilledæstetik og vover at vise et miljø med skarpe kanter og sociale lag – en verden i gadeperspektiv, hvor de rige altid er suspekte og korrupte. Det er Marvel i street-level-modus, med mindelser om Daredevil og Luke Cage, men her pakket ind i Wakanda-tech og ungdommelig sårbarhed.

 

Ironheart lander ikke som Marvels største brag, men dog som et vigtigt aftryk. Marvels tilbageholdenhed med at binde serien tættere til resten af MCU-universet vil frustrere nogle fans – men måske er det også en del af pointen: Ironheart vil stå på egne ben. I en tid, hvor spørgsmålet om hvem der får lov at redde verden stadig er politisk ladet, føles Riri som en figur hvis tid er kommet. En sort, ung kvinde, der ikke beder om tilladelse, men skaber sin egen plads i en verden, der helst vil putte hende i en boks. Som et ”brøl fra undergrunden” er det måske en smule poleret, men det afholder det ikke fra at være både inspirerende, dybfølt og nødvendigt.

Ironheart er imidlertid ikke nogen perfekt serie. Både plottet og personerne foretager nogle valg, som er så problematiske at de truer med at underminere præmissets logik og appel. Her hentyder jeg f.eks. til nogle fantasy-elementer med magi, som ikke føles naturlige for en historie der drejer sig om et videnskabeligt geni, men mere virker tilføjede for at tækkes de seere, der godt kunne lide Agatha All Along-serien, der handlede om hekse. Her føler denne anmelder desværre, at serien går i en forkert retning.

Et andet af Ironhearts problemer er, at man nemt kan blive træt af den evige følelse af “set-up” som karakteriserer både denne og andre Marvel-serier – en udvikling og slutning der antyder at også denne serie får en giga-mega-betydningsfuld fortsættelse – og her kan Ironheart føles som endnu en brik i et ikke længere helt så interessant puslespil. Endnu et løfte der med stor sandsynlighed aldrig helt bliver indfriet.

Formår Marvel Studios stadig at lave underholdende film og serier, der er værd at se, især for tegneseriefans? Ja. Men formår de at præsentere os for en vild og hæsblæsende wow-faktor og konstant overraskende nyskabelser, som de gjorde for ti år siden? Nej. Det er lidt som om de ikke rigtig gider mere, og er fanget i spindelvævet af deres stort anlagte kontinuitet, som med lidt uheld godt kan gå hen og blive en tung lænke om benet på franchisen. Ironheart klarer med nød og næppe 4 stjerner ud af 6 mulige.

Ironheart får streaming-premiere på Disney+ d. 25. juni.