Anmeldelse: Harlan Coben’s Lazarus

Amerikanske Harlan Coben er en af vor tids mest produktive og succesfulde krimiforfattere. Den 63-årige fra New Jersey har allerede skrevet 38 krimier, og hans mest kendte karakter er detektiven og skurken Myron Bolitar.

I 2018 indgik han en stor aftale med Netflix om at filmatisere 14 af sine romaner, hvoraf den første var den mere end vellykkede The Stranger (2020).

Med originalserien Lazarus træder han ind under Jeff Bezos’ mægtige vinger og lancerer sin første Prime Video-serie. Lad os for guds skyld håbe, at fremtidige produktioner holder et helt andet kvalitetsniveau end denne konstruerede spøgelsessuppe.

Jo, Coben skriver gribende og spændende kriminalromaner, bestemt ikke Pulitzer-materiale, men simpel kioskspænding, som kan massekonsumeres i tog/bus/fly. For det meste gode underholdningskrimier med charmerende karakterer og et godt plot – men skrevet med en “simpel” pen og glemt dagen efter.

Med Lazarus forsøger han sig med et selvstændigt originalmanuskript skrevet til TV sammen med Danny Brocklehurst. De har også valgt at lade handlingen i denne serie foregå i nutidens Storbritannien.

Hvad producenterne havde på karakterskuespilleren Bill Nighy (Love Actually, Notes on a Scandal) for at få ham til at acceptere rollen er uvist – men vi antager, at legenden vrider sig i smerte over slutresultatet (eller griner hele vejen til banken…).

 

Psykiateren Joel “Laz” Lazarus (Sam Claflin) er midt i en session med en berygtet seriemorder, da hans far (Nighy) ringer. Laz tager ikke telefonen, og efter sessionen får han en chokbesked fra sin søster Jenna (Alexandra Roach) om, at hans far har taget sit eget liv.

Som om det ikke var traumatiserende nok for den hårdt prøvede familie, så kæmper de stadig med eftervirkningerne af det brutale mord på deres søster for 25 år siden. Morderen blev aldrig fanget, og familiemedlemmerne har altid bebrejdet hinanden.

Efter selvmordet besøger Laz sin fars kontor for at finde svar på det uforklarlige. Det, han finder, er en strøm af faderens afdøde (!) klienter, der kontakter ham!

Ganske vist kan et strejf af det overnaturlige fungere i en krimi, men det er ikke tilstedeværelsen af spøgelser, der får hele serien til at vakle. Her fejler den på alle fronter.

Hele serien, fra plotstrukturen, de karikerede karakterer, de “chokerende” afsløringer og dramaturgien, står og vakler. Den formår ikke at engagere eller fremstå med bare en antydning af troværdighed.

Allerede fra begyndelsen snubler Coben. Ved at opkalde sin hovedperson efter manden i Johannesevangeliet, som Jesus vakte til live fire dage efter sin død, har han sat en usofistikeret og svulstig linje for serien.

Karakteren træffer gentagne gange mærkelige (og uforklarlige) valg, den konstante nagende, ubegrundede selvbebrejdelse skurrer, dramaturgien halter, og klipningen er noget af et råudkast. Det hjælper heller ikke, at dialogen virker staccato og kunstig, de fleste af karaktererne er (ufrivilligt) teatralske, og actionscenerne er taget direkte ud af en billig B-film. Hvad enten det er biljagter eller slåskampe, har de en dunst af lavbudgetfilm, vi så for 20-30 år siden.

Det pompøse, noir-agtige kontor, der tilhører psykologfaderen, er historiens centrum, som alt (til det kedelige) vender tilbage til. Her er al katalogisering analog, sekretæren er “sær”, og hele kontoret ser utrolig billigt AI-genereret ud.

Når forsøget på et plot så overskygges af konsekvent dårligt skuespil, toppet af en pinligt overspillende Sam Claflin, som tydeligvis har fået besked på at råbe al dialog (!), står vi af allerede midtvejs i serien. I håb om en smule forbedring ser vi alle seks afsnit, men det bliver faktisk bare værre og værre.

Mysteriet giver slet ingen mening, og Coben famler i blinde efter måder at afslutte det absurde hjørne, han har malet sig selv op i. Fjollede bipersoner popper ind og ud af billedet som hæmorider på en snor, og de mange mordmysterier tenderer mere og mere mod det parodiske. Det eneste, vi finder på den positive side af linjen, er den sædvanlige fandenivoldske Nighy samt et velfungerende musiknummer. Men alt i alt er det ikke nok til at give Coben & co. mere end to magre stjerner.

Harlan Cobens Lazarus har global streamingpremiere den 22. oktober. Og nej, du skal bestemt ikke spilde (hvis du formår at holde dig vågen) fem timer af dit dyrebare liv på det her bras!

Hvis det er god moderne krimi, du er ude efter, anbefaler vi Task (HBO Max), Mayor of Kingstown (SkyShowtime), Black Rabbit (Netflix) og Dept. Q (Netflix). For mere traditionel krimi tilbyder Prime Video bl.a. den fremragende Bosch-serie.