Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Goodfellas

Tidernes bedste mafiafilm

Goodfellas er en episk fortælling om gangsteren Henry Hill og hans indtræden i mafialivet i New York.

Publiceret 10/02/2017 - 09:13
Goodfellas
Tor Aavatsmark

Martin Scorsese (Taxi Driver, Raging Bull, Casino) er uden tvivl en af de største filmskabere gennem tiderne og bl.a. kendt for sit samarbejde med Robert De Niro og sine beskrivelser af kriminelle miljøer. Goodfellas (1990) indeholder begge disse særtræk og er en gangsterfilm af ypperste klasse.

Filmen fortæller den sande historie om gangsteren og stikkeren Henry Hill (Ray Liotta i sit livs rolle), og er baseret på bogen Wiseguy: Life in a Mafia Family af Nicholas Pileggi, der også har skrevet manuskriptet sammen med Scorsese.

Vi følger Henrys liv over en periode på 30 år, fra han som lille dreng kommer i kontakt med mafiaen og lærer betydningen af “familie” over kronede dage med uindskrænket magt til virkelighedens indtog med paranoia, forræderi og diverse nedture. Historien er mesterligt fortalt af Scorsese, og filmen formelig oser af engagement og fortælleglæde.

Brugen af voice-over fungerer fremragende (som altid i Scorseses film), kamera-arbejdet er fantastisk, manuskriptet er glimrende, og castingen og skuespillet er der heller ikke noget at udsætte på. Tværtimod: Ud over Ray Liottas kraftpræstation er Robert De Niro storslået i rollen som mafiabossen Jimmy Conway, og Joe Pesci vandt en Oscar for bedste mandlige birolle for sin fortolkning af den lunefulde Tommy. Desuden gør Lorraine Bracco en solid indsats som Henry Hills kone.

4K-udgivelsen af Goodfellas er en fin anledning til at sikre sig en virkelig god film, der kan ses igen og igen på grund af sin detaljerigdom, sin underholdningsværdi og øvrige kvaliteter. Det ville være en skandale ikke at anbefale et køb.

Goodfellas_7 Goodfellas_6 Goodfellas_2
<
>
Goodfellas

4K-versionen har det samme gode ekstramateriale som standard Blu-ray-udgaven – kommentarspor til udvalgte scener, fire bag-om-filmen og interviews, et kommentarspor med den virkelige Henry Hill samt trailer – og billedkvaliteten er stærkt forbedret! Borte er næsten al den støj, der har præget tidligere udgaver, og HDR tilfører de mange mørke scener mere smæld og flere detaljer. Surround-sporet (dts-MA 5.1) imponerer også, men mangler lidt punch i dybbassen.

Karakter
Goodfellas

Fakta:

  • 4K UHD Blu-ray
  • Release: 8. november 2016
  • Instruktion: Martin Scorsese
  • Med: Robert De Niro, Ray Liotta, Joe Pesci, Lorraine Bracco, Paul Sorvino, Frank Sivero, Tony Darrow, Frank Vincent
  • Genre: Gangster
  • Land: USA
  • År: 1990
  • Tid: 2:26 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top