Anmeldelse: Cinderella

En af Disneys højst elskede klassikere og mest arketypiske prinsesse-reddes-af-prins-historier, Askepot, er i tidens løb blevet filmatiseret flere gange. Senest i form af Kenneth Branaghs visuelle festfyrværkeri med Lily James som skønjomfru i nød.

Den aktuelle udgave, skrevet og instrueret af Kay Cannon, er i en helt anden kategori …

 

Amazon Prime Videos “moderniserede” musical-version af klassikeren har den cubanske sangerinde Camila Cabello i hovedrollen som Ella (eller Cinderella). Selvfølgelig bliver hun stadig stedmoderligt behandlet, arbejder dagen lang og tilbringer aftenerne i ensomhed i kælderen – med kun sine musevenner at tale med.

Men Ella er bestemt ikke nogen jomfru i nød, der drømmer om, at en prins skal komme og redde hende. Tværtimod planlægger hun at stå på egne ben ved at starte sit eget modefirma.

Cabello (der slog igennem i pigegruppen Fifth Harmony) har en brugbar musicalstemme, som desværre indimellem har en tendens til klynken a la Mariah Carey. Hun har også en charme og et nærvær, der matcher den fremadstormende Askepot glimrende.

Den forkælede drømmeprins (Galitzine), der egentlig slet ikke vil være konge, har en progressiv, feministisk søster (Greive), som drømmer om at fremme kvinders rettigheder og modernisere kongeriget med liberale reformer. Uheldigvis (?) bliver hun holdt tilbage af den meget konservative konge (Brosnan).

Hvis man har fulgt bare lidt med i den igangværende identitetspolitiske debat, hvor bl.a. kvinders retmæssige plads i samfundet skal fremhæves, og alle racemæssige, seksuelle og kønslige orienteringer skal have oprejsning, så kan man krydse næsten samtlige politisk korrekte bokse af i Cannons manuskript.

Men det fungerer faktisk overraskende godt, for det gøres med så meget glimt i øjet og så lidt selvhøjtidelighed, at det er mere befriende morsomt end enerverende.

Askepot anno 2021 kører den helt ud – og de fleste af sangnumrene swinger virkelig, med Queen, Madonna og de kongelige hiphoppere som musikalske højdepunkter. Kostumedesignerne har åbenbart fået én ordre, og det er anything goes  – jo mere skrigende farveeksplosioner, jo bedre. Filmen ser da også indbydende lækker ud og er toppet med velkoreograferede sangnumre.

Der gøres både grin med kvinders tøjvalg (f.eks. at højhælede sko er et mareridt at gå i), pompøse homoseksuelle, forstokkede patriarker og misforståede/gammeldags forestillinger om, at standhaftige mænd skal redde kvinder i nød.

Det eskalerer udi det groteske, idet den sorte skuespiller Billy Porter – i drag! – spiller den gode fe. Længere væk fra Verna Feltons drømmeagtige dydsmønster af en fe kan man vel ikke komme …

Handlingen kan ikke ligefrem kaldes overraskende, og persongalleriet er lige lovlig stereotypt og endimensionelt, ligesom filmens special effects heller ikke er af højeste klasse. Men Cinderella er blevet et skamløst frækt, outreret festfyrværkeri. Fire stjerner. Folk, der ikke kan tåle musicals, er hermed advaret!

Filmen kan streames på Amazon Prime Video fra den 3. september.