For lidt over en uge siden udgav rocklegenden fra Freehold, New Jersey, Bruce ”The Boss” Springsteen, et kæmpe bokssæt med syv uudgivne, komplette album fra hans mangesidede karriere.
De 83 sange (fra 1983-2018) på Tracks II: The Lost Albums har samlet støv i The Boss’ kælder. Her dækker han et usædvanligt bredt musikalsk spektrum. Fra low-fi popmusik til synthpop, rock, country, storslået filmmusik, bløde crooners og endda mexicanske mariachi-rytmer fra The Boss.
Hele boksen fortæller, hvor alsidig han er som musiker, og udforsker alternative veje, hans karriere kunne have taget.
En aldrende rockmusiker trasker hvileløst rundt på den støvede landevej
Springsteen fylder 76 år den 23. september – men på trods af sin alder hviler den ærkeamerikanske rocker bestemt ikke på laurbærrene. I de seneste årtier har The Boss været en af de største kunstnere, der har brugt det meste af sin tid på landevejen, hvor han har rejst verden rundt enten alene eller med sit E Street Band for at sprede sin musikalske skat.
Lyd & Billede kom gennem ”perleporten” og var lettere euforisk tilstede ved koncerten i Baltimore den 7. april 2023. Et af de første shows på den igangværende verdensturné.
Så sent som sidste sommer kunne vi danskere se den ikoniske rocker og hans elektriske E Street Band optræde i Odense, Helsinki, Stockholm (hvor L&B var til stede) og Bergen.
På grund af pandemien var der et hul på seks år mellem Springsteens sidste turné (The River Tour) og den nuværende verdensturné (med undtagelse af hans unikke Broadway-shows i 2017-2018). Turnéen sparkede The Boss i gang i Florida den 1. februar 2023 – og (indtil videre) er den sidste koncertdato i Milano.
A man on a (political) mission!
Under sin koncert i Baltimore sidste år serverede The Boss en herlig blanding af gamle klassikere, mere obskure fansange samt sange fra sine to seneste album (Letter to You og Only the Strong Survive). I alt 26 sange, over 2:47 timer, blev det til.
Hans bandkammerat George Theiss’ død (fra Springsteens første band, The Castiles) var den kunstneriske udløser for den skriveproces, der resulterede i albummet Letter to You. Erkendelsen af, at Springsteen nu er den sidste mand i live fra det oprindelige band, var en rød tråd gennem de første to år af turnéen. Koncerterne (især det første år) var præget af en usædvanlig fast sætliste.
Med den bitre erkendelse, at der nu sidder en narcissistisk, inkompetent og gennemkorrupt fascist i Det Ovale Kontor, har Springsteen omdøbt dette års del af turnéen til ”Land of Hope and Dreams Tour” – hvor han hver aften siden turnéåbningen i Manchester har hamret løs på Trump-regeringen og den tandløse kongres, der tillader Trump at regere frit som en absolut ”konge”.
Springsteens budskab er, at selve det amerikanske demokrati er truet, og at folket nu må vågne op! I sine monologer under koncerten i Milano sparer han bestemt ikke på krudtet, har lagt den diplomatiske indpakning på hylden og har endda fået oversat talerne til italiensk, som ruller over storskærmen backstage.
In my country, they’re taking sadistic pleasure in the pain that they inflict on loyal American workers, they’re rolling back historic Civil Rights legislation that led to a more just and plural society, they’re abandoning our great allies and siding with dictators against those struggling for their freedom.
They have no concern or idea of what it means to be deeply American. The America that I’ve sung to you about for 50 years is real, and regardless of its faults, is a great country with a great people.
Og de næsten 76.000 euforiske italienere (såvel som mange tilrejsende) er helt sikkert med på The Boss’ budskab – det er ingen hemmelighed, at “Trump the Dump” er relativt upopulær blandt europæerne.
Sætlisten har også ændret sig dramatisk i forhold til 2023 og ’24. I år er Land of Hope and Dreams, Death to My Hometown, Long Walk Home, House of a Thousand Guitars, My City of Ruins og Chimes of Freedom hjørnestenene i koncerterne. Alle sange, der på forskellig vis behandler temaer som menneskerettigheder, demokrati, politisk forfald og korrupte ledere.
Men i velkendt lyrisk stil er der et (lille) glimt af håb mod slutningen af sangene. En iboende stædighed og tro på menneskeheden og det amerikanske folks modstandsdygtighed og udholdenhed. The Boss proklamerer, at han er overbevist om, at USA også vil komme igennem denne krise.
Det har aldrig været en hemmelighed, at Springsteen har sympatiseret med Demokraterne, men under dette års turné har han endelig kastet handsken og udløst en bredside mod det republikanske parti i almindelighed og dets ubestridte diktator i særdeleshed. Hvilket selvfølgelig har fået den »følsomme« Trump til at slå igen – og indirekte true med at nægte ham indrejse.
Som Springsteen så nøgternt og ligefremt udtrykker det:
In my home, the America I love, the America I’ve written about that has been a beacon of hope and liberty for 250 years, is currently in the hands of a corrupt, incompetent, and treasonous administration.
Tonight, we ask all who believe in democracy and the best of our American experience to rise with us. Raise your voices against authoritarianism and let freedom ring.
Smittende livsglæde – “Our Love is Real”
Men på trods af det (højst forståelige) nag til Trump og den klare røde tråd af alvor i dette års turné, er det stadig musikken, der er i centrum for den brændende varme aften i Milano. Er der efter næsten 60 år på landevejen stadig relevans, liv og vitalitet i et Springsteen-show i 2025?
Ja, det er der! Fra første vers fyrer Springsteen og hans band den af på alle cylindre – og et euforisk, hujende, klappende og dansende publikum er med på noderne til My Love Will Not Let You Down. Undertegnede har været til et par Springsteen-koncerter i årenes løb, mange af dem med ekstatiske publikummer i USA, men italienerne tager prisen for at være nogle af verdens mest entusiastiske og engagerede publikummer – og det smitter af på fyrene på scenen.
Arrangørerne har sat tekstkunst op på tribunerne, hvor den øverste langside danner den ikoniske hyldest til New Jerseys store søn (med italienske aner på sin mors side): “Our Love is Real” skinner på bandet, da de går på scenen.
Pludselig (præcis kl. 20.00) står rockikonet fra The Garden State der, midt på den enorme scene på det ikoniske San Siro Stadium. Uforskammet frisk og stadig (næsten) evig. Hans hår er kortklippet, og hans solbrændte ansigt er blevet sølvfarvet og furet, men hans smil er lige så bredt og imødekommende som altid.
Hans fysik er blevet lidt stivere end før, og nej, han hænger ikke længere på hovedet i mikrofonstativet, glider hen over scenegulvet på sine knæ, danser med rødmende unge piger eller surfer på publikum. Men den unikke spilleglæde, stemmepragt, guitarfærdigheder og den lidt udefinerbare, unikke scenetilstedeværelse er der bestemt stadig.
Man må tage hatten af for hans udholdenhed, når han holder tempoet oppe gennem hele koncerten, ulasteligt klædt i hvid skjorte, vest (!) og slips – og det i 37 graders varme. Gang på gang bevæger han sig ned til publikum og lader sig omfavne af fansene.
Hans engagement og passion er upåklagelig, og det smitter af på den brogede flok, der assisterer Springsteen, så vi alle får en længe ventet pause fra hverdagen, lidt trøst, livsglæde, minder at tænke tilbage på; og tre timer senere forlader vi stadion som (for en stund) et lykkeligere menneske.
Bred musikalsk spændvidde
Springsteens styrke som sangskriver og koncert-connoisseur har altid ligget i spændet mellem den dybeste alvor, rytmisk pumpende rock og livsbekræftende sange. Du vil græde, grine, mindes, synge med, blive begejstret, svede og danse dig gennem en aften med The Boss.
Hans karakteristiske, lidt mere rustne stemme skinner stadig, og rockeren imponerer lige så meget på de bombastiske My Love Will Not Let You Down og Rainmaker som på de ømme My City of Ruins og Thunder Road.
Et af de absolutte musikalske højdepunkter er House of a Thousand Guitars. En sang, der på Letter to You-albummet fik et ret pompøst og storladent arrangement, stråler her i en ny og helt nedbarberet version. På mange måder har den overtaget Last Man Standings plads som koncertens bro. Bruce træder frem, helt alene, i lysets skær, håndterer forsigtigt sin akustiske guitar og messer:
The criminal clown has stolen the throne
He steals what he can never own
May the truth ring out from every small town bar
We’ll light up the house of a thousand guitars
Og et stille og hengivent publikum er aldrig i tvivl om, hvilken despot rockeren synger om.
Balancegang mod slutningen af rejsen
Det må siges at være en kunst og en delikat balancegang at blande et politisk budskab så kraftigt ind i en rockkoncert – især når man tænker på, at den politiker, han angriber, regerer et land langt fra Italien og Europa. Alligevel slipper The Boss af sted med det, ikke mindst fordi vores eget politiske liv er så inficeret af Trumps mange infantile krumspring, men også fordi The Boss har troværdighed og åbent erkender, at han taler om et »lokalt«, nationalt problem, men formår at gøre budskabet universelt.
Desværre får vi ikke en eneste sang fra Tracks II (en langsom sang som Rain in the River ville have passet fint ind), men måske har han gemt det materiale til en kommende soloturné – for dette kunne meget vel være et farvel til de eksplosive, maratonlignende E Street Band-koncerter.
Kernen i E Street Band nærmer sig de 70 (og lidt til) og er stadig blandt de bedste »barbands«, man kan opleve live. Men alting har en ende, og alderen (med to medlemmer, der allerede er døde efter hofteoperationer og blindtarmsbetændelse) er ved at indhente dem.
Springsteen selv er sandsynligvis blandt den unikke gruppe af musikere, som Mick Jagger, Paul McCartney, Paul Simon, Bob Dylan og Willie Nelson, der helt sikkert vil falde døde om på scenen. Mens vi er i Norditaliens “hovedstad”, er 92-årige Nelson faktisk på turné i USA!
Men The Boss selv er still going strong! Selv hans mange krævende guitarsoloer er lige så effektive i dag, som de var for 20 år siden. Efter to timers spil på San Siro i kvælende 40 graders varme har Bruce og bandet kun varmet op. Ekstranummeret består af imponerende syv numre, domineret af hits fra Born in the USA. Og publikum hopper og svinger villigt med!
Springsteen er i sin sædvanlige storform, og Little Steven er stadig Bossens uundværlige wing man, bundsolide guitarist og koncertens »ringmaster«. Duoen er tydeligvis kommet sig over en nylig operation og går stadig arm i arm med Bruce og synger de klassiske duetter om venskab sammen.
Guitarkunstneren Nils “The Swedish Cowboy” Lofgren brillerer med voldsomme guitarsoloer, Tallent er den indadvendte bassist, der aldrig går glip af en tone, mens den trofaste synth-magiker Roy ”The Professor” Bittan stråler, og den utrættelige Max Weinberg håndterer trommesættet med en næsten manisk intensitet. Jake Clemons’ (nevø til afdøde Clarence ”The Big Man” Clemons) saxofon skærer gennem lyden, og koret tilføjer varme med sine himmelske gospeltoner.
Ungdomseliksir?
Det er tydeligt, at gruppen har mange års erfaring og samspil bag sig. Bare det mindste vink fra The Boss, og det musikalske maskineri vil reagere som et velsmurt rocktog – uden behov for visuelle tricks, laserlysshows, prangende kostumer eller ekstra wow-effekter.
Hele ensemblet spiller med samme intensitet, glød og passion som for mange årtier siden. Simpelthen ubeskriveligt imponerende. Vi ved ikke, hvor de “gamle drenge” får deres energi fra, men hvis der findes en hemmelig eliksir, vil vi meget gerne have en flaske!
Et sjældent entusiastisk, italiensk domineret publikum er med til at løfte koncertoplevelsen til store højder.
Den bageovnsvarme session slutter med signatursangen fra Amnesty-turnéen for næsten 40 år siden, Bob Dylan-sangen Chimes of Freedom.
Hele stadion rejser sig, strækker 152.000 arme i vejret og brøler med:
As we listened one last time an’ we watched with one last look
Spellbound an’ swallowed ’til the tolling ended
Tolling for the aching whose wounds cannot be nursed
For the countless confused, accused, misused, strung-out ones an’ worse
An’ for every hung-up person in the whole wide universe
An’ we gazed upon the chimes of freedom flashing
Efter næsten tre timer og 28 livsbekræftende, euforiske og opløftende sange (mange til dyb eftertanke) afslutter Bruce Springsteen and the E Street Band endnu en unik og noget udmattende maratonkoncert. Med en intens coverversion af John Fogerty-klassikeren Rockin’ All Over The World siger Bruce & Co farvel.
En koncert, som han holdt sit evige løfte om at indeholde: ”Fun, and jokes, and dancing, and laughter, and sex, and faith, and hope and lonely nights – and of course, teardrops».
Grazie mille, signor Brooooooooooooce!
Årets “version” af the E Street Band består af:
- Roy Bittan (piano, synthesizer)
- Nils Lofgren (guitar)
- Patti Scialfa (guitar, vokal) – sjældent til stede på grund af kronisk sygdom
- Garry W. Tallent (basguitar)
- Little Steven (guitar, vokal)
- Max Weinberg (trommer)
- Soozie Tyrell (violin, guitar, vokal)
- Jake Clemons (saxofon)
- Charlie Giordano (keyboards)
Sætliste, Milano, Italien, 03.07.2025
- My Love Will Not Let You Down
- Prove it All Night
- Darkness on the Edge of Town
- Land of Hope and Dreams
- Death to My Hometown
- Rainmaker
- The Promised Land
- Hungry Heart
- My Hometown
- The River
- Youngstown
- Murder Incorporated
- Long Walk Home
- House of a Thousand Guitars
- My City of Ruins
- Because the Night
- Wrecking Ball
- The Rising
- Badlands
- Thunder Road
Ekstranumre:
- Born in the U.S.A.
- Born to Run
- Bobby Jean
- Dancing in the Dark
- Tenth Avenue Freeze-Out
- Twist and Shout
- Chimes of Freedom
- Rockin’ All Over The World
PS! Du kan læse mere om turnéen på Springsteens officielle hjemmeside.
Fakta:
- Bruce Springsteen “Land of Hope and Dreams Tour 2025”
- Dato: 3. juli 2025
- Sted: San Siro Stadium, Milano, Italien
- Med: Bruce Springsteen, Roy Bittan, Nils Lofgren, Garry W. Tallent, Little Steven, M. Weinberg, Soozie Tyrell, Jake Clemons, Charlie Giordano
- Genre: Rock
- Land: Italien
- År: 2025
- Tid: 2:55 t.
- Karakter: 5
I særklasse en fed anmeldelse fra en begejstret anmelder af verdens (måske) største kunstner!
Mange tak, Peter 🎶