Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: Barracuda Queens, sæson 1

Let overfladisk serie om virkelighedsfjerne rigmandspiger

Netflix giver os den kvindelige party-svensker.

Publiceret 05/06/2023 - 09:42
Barracuda Queens, sæson 1
Tor Aavatsmark

Netflix har haft stor succes med sine lokalproducerede nordiske serier – i særdeleshed produktioner rettet mod ungdomssegmentet; heriblandt Quicksand – Størst af alt, Young Royals, The Rain, Ragnarok og Royalteen. 

Læs også Sveriges plagede prins Netflix tager et skævt kig på den svenske kongefamilie – og det at være anderledes.

I dag lancerer streaminggiganten en ny svensk ungdomsserie, baseret på virkelige (helt utrolige) hændelser fra Sverige anno 1995. 

I velhaverforstaden Djursholm har de velstillede teenagepiger Klara (Tindra Monsen) og Frida Rapp (Sandra S. Zuboviz), samt Lollo (Alva Bratt) og den knapt så rige Mia (Tea Stjärne) deres egen pigebande, som går under det lidt bidske navn «Barracuda». 

Barracuda Queens, sæson 1 (Foto: Netflix)

De har hængt ud sammen gennem alle ungdomsårene og tilbringer weekenderne i deres forældres luksussommerhuse eller elitens partyområder som Båstad.  

Efter en weekend, der gik lidt over gevind, står pigerne fortvivlede tilbage med en American Express-regning på svimlende 175.000 kroner. Gode råd er dyre, og efter at en stangvissen Klara stjæler et luksusur til en fest, fører det ene tyveri til det andet, og problemerne hober sig op.  

 

Efter at de møder den nytilflyttede Amina (Sarah Gustafsson), går pigerne nærmest bersærk, smider alle hæmninger over bord og plyndrer sig gennem den ene luksusvilla efter den anden. Dyre ure, smykker, malerier og endda vin (og standerlamper!) kommer i pigernes hænder. Det handler ikke længere om at dække kreditkortsgæld, men om jagten på det kick, de får ud af at bestjæle familiernes omgangskreds (hvor mændene går på omgang mellem nabokonerne, mens pigerne sniger sig rundt i nattens mulm og mørke).  

Det er en ret fascinerende historie, som serieskaberen Camilla Ahlgren har dramatiseret ud fra virkelighedens “Lidingöligan“. Desværre er man faldet for det nemme valg at gøre karaktererne alt for karikerede og stereotype. De er alle overforkælede, virkelighedsfjerne, mangler jordforbindelse og sociale antenner.  

Nihilismen råder, og empatien er fraværende (eksemplificeret ved Aminas nederdrægtige behandling af familiens filippinske hushjælp). Sønnerne kører Porsche, spiller tennis og er gennemgående utiltalende. Det hele er selvfølgelig et bevidst valg fra filmholdets side for at dramatisere og “peppe” historien op. 

Barracuda Queens, sæson 1 (Foto: Netflix)

Når det er sagt, leverer pigerne troværdige fortolkninger af disse ret usympatiske og selvforherligende teenagere. Vi bliver ikke klogere på dem undervejs, men griner med dem og lader os konstant overraske af deres himmelråbende dumhed og hensynsløshed. Morgendagen og/eller eventuelle konsekvenser skænker de ikke en tanke!  

En slankepilleslugende mor med skyklapper på, som hovedsagelig går op i at opretholde facaden, er et af seriens stærkeste kort. Bond-pigen Izabella Scorupco spiller rollen med vid, mod og legende underfundighed.  

Barracuda Queens Barracuda Queens Barracuda Queens Barracuda Queens Barracuda Queens Barracuda Queens
<
>
Barracuda Queens, sæson 1 (Foto: Netflix)

Sidste år præsenterede Netflix os for en anden svensk serie baseret på en sand historie. Clark skildrede livsløgnen om den legendariske, ærkekriminelle bankrøver Clark Olofsson, som nærmest fik heltestatus efter alle sine gentlemanrøverier. Bill Skarsgård var eminent til på elegant vis at fortælle røverhistorien om manden bag Stockholm-syndromet. Stærkt overdrevet og ofte hylende morsom.  

Læs også Manden bag Stockholm-syndromet Serien om den notoriske kriminelle bag fænomenet Stockholm-syndromet er blevet en fornøjelig gangsterkomedie.

Barracuda Queens lander derimod lidt mellem to stole, hvor den ikke helt kan beslutte sig for, om den skal være en crazy komedie eller et mere seriøst krimidrama. Manuskriptet forsøger at være frækt, feel-good, komisk og problematiserende ungdomsdrama på én gang – og det fungerer ikke lige godt hele tiden.  

Desuden er serien (trods sine tre timer) for lang. Midtersektionen går nærmest i ring og gentager sig selv, mens karaktererne står stille. Historien ville have vundet ved at blive produceret som en to timers spillefilm i stedet for at strække narrativet over mere end tre timer. 3 okay stjerner for en seværdig, men let forglemmelig og lettere overfladisk røverhistorie.  

Læs også Sidste snif med kliken Efter tre sæsoner begynder både hovedpersonerne og serien at vise træthedstegn. Den sidste sæson er dog værd at se.

Barracuda Queens har global Netflix-premiere 5. juni, og anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.

Barracuda Queens, sæson 1 (Foto: Netflix)
Karakter
Barracuda Queens, sæson 1

Fakta:

  • Netflix 
  • Release: 5. juni 2023 
  • Instruktion: Amanda Adolfsson 
  • Medvirkende: Alva Bratt, Tindra Monsen, Sandra Zubovic, Tea Stjärne, Sarah Gustafsson, Carsten Björnlund, Izabella Scorupco, Max Ulveson, Johannes Kuhnke, Mirja Turestedt, Michaela Thorsén, Meliz Kargles, Gino Estera 
  • Genre: Drama 
  • Land: Sverige 
  • År: 2023 
  • Tid: 3:11 t. 
  • Karakter: 3 
  • IMDb 

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top