Ridley Scott skabte filmhistorie med den snigende uhygge fra verdensrummet i 1979-klassikeren Alien. En film, der snarere var en psykologisk gyser end de mere action-mættede efterfølgere. 

Siden da er der kommet en række film, hvoraf vi vil fremhæve Aliens (1986; en af de bedste sci-fi-actionfilm nogensinde) og den visuelt smukke Prometheus (2012). Sidste år kom så Alien Romulus, som handler om teenagere, der må kæmpe mod det frygtindgydende monster – det foregår i en tid mellem Alien og Aliens.  

Nu er Disney+ klar med den første serie fra Alien-franchisen: Alien: Earth. Executive producer er Sir Scott. Serien er en forløber for den oprindelige film og foregår i år 2120.  

 

Endnu en gang i Alien-sfæren starter vi i det store, åbne, golde verdensrum. Her er Weyland-Yutanis’ fragtrumskib på vej tilbage til Jorden. Ombord medbringer de en række ikke-jordiske livsformer, som skal tages med til vores blå planet i forskningsøjemed.  

Hvad kan der vel gå galt? Tja, knap to uger før ankomsten udbryder der en uforklarlig brand i skibet, styremekanismerne svigter, og besætningen dør i en lind strøm …  

En vintage homage 

Seriens skaber Noah Hawley (Fargo) tager os umiddelbart tilbage til Scotts film fra 1979. Her er det lidt slidte 70’er-interiør det samme, besætningens tøj (og udseende) matcher den oprindelige film sammen med en række små detaljer blandt rekvisitterne. Alt i alt en veludført hyldest til klassikeren.  

Det samme kan siges om den vedvarende, snigende uhygge. Sanseapparatet sættes straks i alarmberedskab, når man bevæger sig ind i det enorme fragtskib. I denne omgang medbringer den brogede besætning en lang række ekstraterrestriske livsformer, som på hver deres måde er livsfarlige for mennesker, der kommer i uønsket nærkontakt med utysket.  

Rumrejsen har taget 64 opslidende år af astronauternes liv, og stemningen er anspændt, kortluntet og mistroisk.  

Besætningen har dog én stående ordre, som overtrumfer alle andre: Uanset hvad der sker, og uanset hvad konsekvenserne måtte være, skal den dyrebare last overleve og transporteres til Jorden. Det er en ordre, som sikkerhedsofficeren, cyborgen Morrow (Babou Ceesay), ikke tager let på; og han kommer da også hurtigt i konflikt med kaptajnen.  

Hybrid-androider

I 2120 (10 år før Alien) er demokratiet sat ud af kraft, og planeten styres af fem gigantiske konglomerater, som alle tænker i profitmaksimering frem for menneskelig velfærd og medbestemmelse. Kapitalens rå magt hersker, og kampen om fremtidens ressourcer foregår nu.  

På Jorden har den purunge excentriske teknologimilliardær Boy Kavalier (Samuel Blenkin) udviklet en helt ny form for androider. En robot i menneskekrop, som vi har set i tidligere Aliens-film (Bishop), men hvor man har klonet hjernen, hukommelsen, følelserne og empatien fra et ægte menneske 100 procent.  

I spidsen for disse superandroider finder vi Wendy (Sydney Chandler). Hun og resten af den første generation er navngivet efter figurerne fra Peter Pans ‘lost boys’, og de er da også vokset frem i laboratoriet på den øde ø ‘Neverland’; og i anekdoter, der binder historien sammen, hører vi den plysklædte Kavalier læse op fra Peter Pan. 

Projektets svaghed er, at et voksent menneske ikke lader sig klone til en robot, så her får vi 10-12-årige forvandlet til lysende intelligente, stærke supermennesker i en ung voksens androidekrop. Der opstår dermed et lille mismatch mellem den unges sind og den krop, det er blevet transformeret ind i.  

Målet helliger midlet 

Da «USCSS Maginot» styrter ned i en skyskraber i Prodigy City, beslutter Kavalier sig for at foregribe begivenhedernes gang og sikre sig den dyrebare last.  

Til trods for stærke protester fra forskerne sætter han sine unge hybridmennesker på deres første store prøve. Wendy har desuden en meget personlig grund til at melde sig til missionen, da hendes rigtige bror, CJ (Alex Lawther), er udkommanderet til ulykkesstedet.  

I modsætning til tidligere Aliens-film består lasten denne gang af langt mere end kun den ikoniske Xenomorphen. Skibet er lastet med de mest obskure og ekstreme livsformer, som alle har det til fælles, at de kan true menneskeheden og/eller kan bruges i udviklingen af ultimative våben. Og stol på undertegnede, du vil sandsynligvis ikke have ret meget lyst til lammekød de de næste par måneder …  

Under dække af “i forskningens interesse” og dulgte etiske valg opstår en kamp om livsformerne, hvor alle kun er ude efter at profitere på de ukendte skabninger, og hvor et menneskeliv fra eller til er at betragte som et ubelejligt, men acceptabelt uforsætligt uheld. 

Sci-fi horror

De umodne unge er usikre, både når det gælder fremtiden og hvad de egentlig er. Her sidder dialogen ikke altid lige i skabet, og seriens skabere famler lidt mellem genrer – før serien (gen)finder formen.  

Efter et par nedtonede episoder hen mod midten af sæsonen, som er præget af konflikterne mellem hybriderne og deres skabere, hvor tankegods fra Blade Runner om, hvad der kendetegner et ægte menneske, er i fokus, eksploderer serien så i sin femte episode. 

Idet vi tager et tilbageblik til tiden inden styrtet, hæver serien sig til horror-niveau. Her har manuskriptforfatterne og special effects-folkene virkelig haft frie hænder og har fundet frem til den mest spektakulære (og bestialske) måde, man kan slå et menneske ihjel på. Det er bestemt ikke for sarte sjæle!  

Men gys og splatter til side – Alien: Earth ser virkelig rålækker ud. Alt fra brugen af menneske inde i Xenomorphen til det dystre interiør, alle detaljerne og de grimskønne fremtidsbyer er som visuelle snacks. Den visuelle fest toppes med et herligt lydspor, hvor musikken lægger flere lag til spændingen. 

Solide skuespillerpræstationer

Timothy Olyphant er fremragende som den iskolde, analytiske chef-androide Kirsch. Alt fra gangarten til gestikken, det beregnende blik og den lavmælte stemme sidder lige i skabet. En mand, der åbenbart forstår at spille sine kort godt og jonglerer med flere (skjulte) dagsordener. Den perfekte mand til kløgtigt rænkespil.  

Det er ham – og Wendy, i Sydney Chandlers vævre skikkelse – der er seriens ankerpunkt og bærer den fascinerende historie. Wendy har en særlig forbindelse til den unge xenomorph, og der udvikler sig en besynderlig form for kommunikation. Hendes sløve padde af en bror begynder at ane, at hun og de andre hybrider er i fare i tech-milliardærens forskningslaboratorium. For hvad er egentlig den kyniske Kavalier’s mål?  

Den til at begynde med irriterende excentriske Kavalier er en figur, der faktisk vokser på os. Og unge Samuel Blenkin gør ham både mere kompleks og foruroligende fascinerende.  

Er serien så lydefri? Langtfra. Her er flere overkarikerede, stereotype karakterer og huller i plottet, som der indimellem dækkes over på nonchalant vis. Og lidt for ofte er det flere karakterer som træffer uforståelige, tåbelige valg.  

Men Alien: Earth formår på meget tilfredsstillende vis at forene gys, spænding og popcorn-underholdning med mere dybtpløjende filosofisk tankegods og fremtidsvisioner for menneskeheden.  

Derudover har man formået at krydre historien med passende doser lettere absurd humor, som f.eks. et herligt dødsraid blandt borgerskabet på bourgeoisiets festaften. Fem stjerner til en serie, som sci-fi-fans helt sikkert vil flokkes om.  

Nordisk premiere er den 13. august, hvor de to første episoder kan ses. Anmeldelsen er baseret på 6 (af 8) episoder.