Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Anmeldelse: A Teacher

Lærerinde på afveje

Kate Mara begår barnerov i rodet og usammenhængende HBO-serie.

Publiceret 15/11/2020 - 21:52
A Teacher
Tor Aavatsmark

Dygtige Kate Mara har spillet farlig forførerske tidligere, som durkdreven dybdeborende journalist i House of Cards (mens serien stadig havde et strejf af troværdighed). I denne nye serie fra HBO er hun en lærer på udkig efter spænding i en kedelig, rutinepræget hverdag.

Claire (Mara) underviser i engelsk på en high school i udkanten af storbyen Austin, Texas. Hun bor sammen med ægtemand Matt, og de har i årevis forsøgt at få børn sammen.

På skolen fatter den ambitiøse 18-årige Eric (Robinson) hurtigt interesse for sin nye, sexede lærer – og der går minsandten ikke lang tid, før følelserne bliver gengældt …

 

Serien er baseret på en spillefilm af Hannah Fidell fra 2013. Denne gang har Fidell skrevet manuskriptet og instrueret de fleste af de (korte) episoder. Desværre viser det sig hurtigt, at historien med dette manuskript ikke har nok at byde på til at forsvare en samlet spilletid på over fire en halv time.

De ti episoder er alle sammen korte, knap 25 minutter, og indimellem føles de faktisk for korte, men samtidig er der ofte alt for lidt fremdrift på det narrative plan. Vi er overbevist om, at serien ville fremstå langt mere vellykket med tre kompakte episoder på 45 minutter hver. Nu er den hverken fugl eller fisk.

Endnu værre er det, at dramaturgien halter. Flere af historiens tråde løber ud i ingenting og/eller følges ikke op, mens andre scener får en alt for brat afslutning, og folk kommer og går uden tilfredsstillende forløsning eller mening. Det vidner om en instruktør, der ikke er helt sikker på, hvor hun vil hen med sin historie.

(Foto: HBO)

A Teacher er et drama i to klare akter, hvor første halvdel er forførelsen og det hemmelige samvær mellem lærer og elev, mens anden halvdel er det kaos, der opstår, efter at turtelduerne bliver afsløret. Anden halvdel er langt svagere og mere famlende end den mere charmerende kurtisering. De tilstræbte forsøg på at forklare, hvorfor Claire har truffet et så “umodent” valg, fremstår utroværdige og konstruerede, og den pludselige moralske indignation kommer ud af det blå.

A Teacher_6 A Teacher_4 A Teacher_3 A Teacher_2
<
>
(Foto: HBO)

Hovedrollerne er der ikke noget at udsætte på, for både Kate Mara og Nick Robinson leverer fremragende skuespil og virker som ægte, troværdige personer. Synd, at de ikke har fået et bedre manuskript at arbejde med.

En rodet og famlende dramaturgi opsummerer A Teacher – irriterende nok, for i materialet ligger kimen til en virkelig god serie. Tre svage stjerner.

Karakter
A Teacher

Fakta:

  • Release: 9. oktober 2020
  • Instruktion: Hannah Fidell m.fl.
  • Med: Kate Mara, Nick Robinson, Dylan Schmid, Ashley Zukerman, Shane Harper Adam David Thompson
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2020
  • Tid: 4:35 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top