Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: A Dangerous Method

Blu-ray-anmeldelse

Omkring Sigmund Freuds fascination af, at alle vores handlinger kan tilskrives seksualiteten, har Cronenberg skabt en særdeles stilsikker film om psykoanalysens spæde begyndelse og samarbejdet og konflikterne mellem C.G. Jung og hans mentor Freud.

Publiceret 01/12/2012 - 00:00
A Dangerous Method
Tor Aavatsmark

Den unge psykiater Carl Jung får i begyndelsen af 1900-tallet den russiske jøde Sabina Spielrein (Keira Knightley) som patient på sin klinik i Zürich. Jung er overbevist om, at roden til alt ondt, og for så vidt godt, kan spores tilbage til barndommen – således også hos denne hysteriske kvinde. Han kommer med på en oprivende rejse ind i Spielreins sind og både skræmmes og fascineres af hendes væremåde og udadvendte seksualitet. Jung tager sagen Spielrein med til sin ven Sigmund Freud, som fra sin klinik i Wien forfægter, at alt kan spores tilbage til og forklares med seksuelle undertoner og lyster. De to foregangspsykiatere bliver først fagligt stimuleret af hinanden, siden ender det i bitter faglig og højst personlig strid.

Cronenberg tegner tidskoloritten i mellemkrigstidens Europa med sikker hånd og har et godt greb om karakterudviklingen for historiens tre hovedpersoner, som alle leverer glimrende rollepræstationer. Ikke mindst Viggo Mortensen er herlig som Freud, mens Knightley tenderer til at overspille i filmens første fase, men kommer særdeles stærkt tilbage. Til trods for filmens relativt korte spilletid føles historien dog alligevel for lang; dramaturgisk er der for få udsving og højdepunkter, og det hele lunter lidt for meget af sted, mens vi stort set er flue på væggen ved et psykosocialt seminar. Latent i historien er der meget mere krudt, end Cronenberg magter at få frem. Nydeligt billede, klip, tidskolorit og skuespil til trods bliver det en lidt for tandløs historie, vi får serveret. Fire stjerner.

Billedet er blændende skarpt og farvestærkt. Lydsporet, i dts-HD, imponerer også. På bonusfronten får vi et særdeles godt kommentarspor af Cronenberg, som virkelig belyser og uddyber historien, samt en meget kort bag-om-filmen med nogle få interviews.

Karakter
A Dangerous Method

Fakta:

  • Release: 30. oktober 2012
  • Instruktion: David Cronenberg
  • Medvirkende: Keira Knightley, Michael Fassbender, Viggo Mortensen, Vincent Cassel, Sarah Gadon, André Hennicke
  • Genre: Drama
  • Land: UK
  • År: 2011
  • Tid: 1:39 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lyd & Billede
Scroll to Top