Årets hi-fi-produkter

Solid afspiller der kan (næsten) alt

Digitale kilder og lydfiler får behandling af ikke én, men to ES9016S SABER digitalkonvertere med 32 bit/384 kHz opløsning. I alt otte kanaler er parallelt forbundet for at skubbe støjgulvet helt ned i afgrunden og give musikken frie tøjler. For at holde støjen nede på signalets videre færd er afspilleren udstyret med balancerede kredsløb ud over de sædvanlige ubalancerede. Brug dem (XLR), hvis du har en forstærker, der understøtter det.

Kan spille det allermeste

Hvad formatunderstøttelse angår, er der ikke noget at bekymre sig om. Ligesom sin forgænger kan N-70AE afspille de fleste musikfiler fra netværk eller USB-hukommelse og streame musik fra næsten alle tjenester. Spotify Connect er indbygget, og hvis du har en iPhone, kan du streame trådløst fra din telefon med AirPlay.

Endnu mere cool er indbygget Chromecast, der understøtter en række streaming-tjenester som Tidal, Deezer, YouTube og SoundCloud i høj opløsning (op til 24 bit/96 kHz). Så bruges mobilen egentlig bare som fjernbetjening, da al streaming sker via afspilleren. Hvis du f.eks. starter en playliste i Tidal, kan du tale i telefon, lige så meget du vil, uden at afspilningen stopper, og du tærer heller ikke på mobilbatteriet, som du gør med AirPlay.

En anden fordel ved Chromecast er, at det giver mulighed for at afspille på flere enheder samtidig – altså multirumsfunktion. Ordentlig multirumsfunktionalitet er også indbygget i form af FireConnect, hvor man let kan gruppere flere afspillere eller trådløse højttalere sammen og spille samme eller forskellig musik på dem alle – uanset hvor i huset de er placeret – såfremt de er koblet til hjemmenetværket.

Helt nyt er desuden, at Pioneer har indgået samarbejde med Audirvana. Det er den mest populære high-end musikafspiller til Mac, og nu kan man endelig streame direkte fra den til Pioneer-afspilleren over det trådløse netværk.

Meget vellykket

Pioneer N-70AE er en rigtig god netværksafspiller. Ud over at ligne en massiv hi-fi-tank og lyde lige så seriøst, som den ser ud, er den mere brugervenlig og fleksibel, end vi er vant til fra de fleste hi-fi-producenter. Man kan også lave justeringer på den digitale master-clock, hvis man føler for den slags.

Med multirumsfunktionalitet og understøttelse af de fleste musiktjenester er det kun Pioneers egen app, der hænger lidt. Den er udmærket og overskuelig nok, men ikke specielt hurtigt i vendingen. Vi oplevede også at måtte slukke og tænde afspilleren igen, efter at den gik i stå, da vi gik fra Tidal-app’en med Chromecast til at bruge Pioneers app til at afspille fra Tidal.

Lydmæssigt svarer N-70AE til en DAC til mindst 5.000 kroner (den opleves som mindst lige så god som Hegel HD12 og YBA WD202), der forvandler din digitale musiksamling til et rigtigt hi-fi-mekka.

En fabelagtig netværksafspiller og en velfortjent guldvinder. Kan varmt anbefales!

Guldsmedens storebror

AudioQuest Beetle er en kompakt DAC med en række anvendelsesmuligheder. Via Micro USB-porten kan den bruges sammen med en computer eller en mobil med USB-udgang. En optisk indgang er nærliggende til brug med tv eller spilkonsol. Og sidst, men ikke mindst er der indbygget Bluetooth-modtager.

Hvis du mener, at et stykke hi-fi helst skal være en æstetisk nydelse, som understreger din personlige stil, er det nu, du skal holde op med at læse! AudioQuest Beetle er en uprætentiøs lille klump sort plastic, der ikke kunne blive grimmere, om man så havde sat en komité fra det hedengangne DDR til at formgive den. Den overgås dog af strømadapteren.Vurderet på Bluetooth-indgangen spiller Beetle nogenlunde lige op med en række billige Bluetooth-adaptere.

Helt anderledes forholder det sig, når man bruger USB-porten eller den optiske indgang. Så trækkes et tykt imaginært fløjlsgardin til side, og AudioQuest Beetle afslører et lydbillede, som man ville forvente fra en langt større og dyrere digitalkonverter.

Selv om vi prismæssigt er i lommepengeafdelingen, kommer der rigtig hi-fi ud af hovedtelefonstikket. Den akustiske scene er ganske stor og dyb, og instrumenter og korstemmer har godt med luft omkring sig.

Hvis du har brug for god lyd på tv’et, men mangler optisk indgang i forstærkeren, er Beetle et nærliggende valg. Og Bluetooth-forbindelsen er et ekstra plus. Skal du “bare” have en knippelgod USB-DAC billigt, er AudioQuest DragonFly Black en stærk konkurrent, da den bygger på samme teknik, men til en noget billigere pris.

Konklusion

AudioQuest Beetle er en alsidig og forbandet vellydende digitalkonverter, der kan fungere som bindeled til stereoanlægget for både computer, spilkonsol og smartphone. Bag sit ekstremt uprætentiøse ydre har den et hjerte af guld, som vil få det bedste ud af dine signalkilder. Har du en lidt ældre cd-afspiller, kan den såmænd også give den en ny ungdom.

Til prisen er det svært at finde alternativer, der byder på lige så mange muligheder. Og slet ikke i den kvalitet. JAH

Digital perfektion

Hvis du ikke har brug for analoge indgange og kun har digitale lydkilder, er en forstærker udelukkende med digitale indgange at foretrække. Alternativet er en digitalkonverter.

Denne digitalkonverter (DAC) fra tyske T+A – den lille DAC 8 – ser så undselig ud, at den er let at overse. Den lave vægt og de kompakte mål kan snyde. Men under det velgjorte kabinet bor der en digitalkonverter sammen med en forforstærker. En temmelig sej en, der understøtter afspilning af bl.a. DSD-filer.

I øvrigt det samme format, som SACD’er er baseret på.

Den kan erstatte en forforstærker og bruges som DAC for op til otte digitale lydkilder. To par analoge udgange – balancerede og ubalancerede – kan kobles til en effektforstærker. Eller et par aktive højttalere, f.eks. T+A’s små CM Active. På den måde kan den lille boks blive navet i et stort eller lille anlæg.

Den kan også bruges som almindelig DAC, koblet til en allerede eksisterende analog forstærker. Så sætter man bare de analoge udgange til fixed. Dermed har man fast udgangsspænding på udgangene, og den digitale volumenkontrol på DAC 8 DSD kobles ud.

Læg i øvrigt mærke til, at den også har hovedtelefonudgang. Den virker volumenkontrollen på, selv om den er koblet fra bagpå.

Der findes en effektforstærker i samme serie med samme design og samme fysiske mål, der passer sammen med DAC 8. Den hedder kort og godt AMP 8 og er en stereoforstærker med 80 watt effekt pr. kanal.

Desuden er der en afspiller – netværksafspilleren MP8, som også er en cd-afspiller, bare med Wi-Fi, FM- og DAB+ radio samt digitale indgange oveni.

T+A DAC 8 debuterede allerede i 2012, men er nu opgraderet med bl.a. understøttelse af DSD-filer. Den understøtter dog p.t. ikke behandling af MQA-filer, som bl.a. findes på Tidals Masters-albums.

Konklusion

Navnet T+A DAC 8 DSD lyder måske som en trist diagnose, men den kan faktisk være en digital vitaminindsprøjtning til ethvert anlæg. Den kombinerer en fleksibel digitalkonverter med forforstærker og hovedtelefonudgang, pakket ind i tillidsvækkende kvalitet.

At fjernbetjeningen ligner et stykke legetøj, ser vi gennem fingre med, men vi håber på fremtidig understøttelse af MQA. Så vil DAC 8 være helt perfekt. LS

Ulv i fåreklæder

De billigste pladespillere fra Rega har altid hævdet sig i toppen af deres segment. De er blandt de enkleste og mest brugervenlige, man kan finde, og Planar 1 er et sikkert valg i budgetklassen.

Nu findes basismodellen med indbygget RIAA-trin, eller pladespillerforstærker, så den kan bruges med forstærkere, der ikke har sådan en indgang. Planar 1 Plus hedder den, og den er ellers magen til den almindelige Planar 1.

Det betyder en let og stiv pladespiller, der er færdigmonteret og nem at pakke ud og slutte til. Her skal ikke fumles med jordforbindelse eller anti-skating – ægte plug and play. Den leveres med en simpel Rega-mærket pickup fra Audio-Technica og en indbygget udgave af Rega Fono Mini. Som er et 1.000 kroners RIAA-trin med line- og USB-udgang. Her er USB-delen dog fjernet, så man sidder tilbage med line-udgangen.

Lydkvalitet

Selv de billigste Rega-pladespillere udmærker sig ved et levende lydbillede, altid med god rytmisk kontrol og dynamisk kontrast. Plus-udgaven har alt dette og lyder både detaljeret og kontrolleret. En stor del af æren for den gode lyd tilfalder den stabile 24 volt motor, kvaliteten af det roterende leje og den håndbyggede Rega-arm.

Klangen er varm, og bassen fyldig. Mellemtonen er godt fokuseret med godkendt detaljerigdom, men diskanten er lidt for afslappet til vores smag. Den rytmiske præcision er til gengæld upåklagelig, og den dynamiske kontrast er fremragende. Klassisk musik, rock og pop behandles med samme respekt, hvilket gør Planar 1 Plus til den perfekte allround-pladespiller.

Konklusion

Rega Planar 1 Plus er et af de bedste køb i prisklassen. Den er vellydende på alle slags musik, meget nem at bruge og kan fint tåle en opgradering til en bedre pickup. Som sådan er det en begyndergrammofon, der kan vokse med både musik- og hi-fi-interessen. LS

Klangfuld og engagerende

Her er en pladespiller for folk med en begyndende eller veletableret pladesamling. Måske har de også ejet en Garrard engang og har fundet vinylpladerne frem igen, eller måske er de rene begyndere i den analoge vinylverden.

Uanset hvad, så har de én ting til fælles: De er mindst lige så optaget af lyden som af æstetikken. En pladespiller er jo et instrument til at afspille musik på og kan sagtens tåle at stå fremme i et velmøbleret hjem. Især når den ser så velgjort og tiltalende ud som Pro-Ject The Classic Superpack.

Lydkvalitet

Mens den almindelige Classics nærmeste konkurrent hedder Rega Planar 3, skal Superpack-udgaven hamle op med den nyere Planar 6. En pladespiller, hvor al elektronik er placeret i en ekstern strømforsyning, inklusive hastighedsomskifter og start/stop.

Planar 3 fås enten med en Rega Exact MM-pickup til omtrent samme pris som The Classic Superpack eller med en Rega Ania MC-pickup mod et tillæg til prisen.

The Classic Superpack tager det hele et skridt længere i retning af varm og fyldig klang. Det lyder ikke så skarpt og fokuseret som med Planar 6, men der er mere krop i bassen.

Norske Maya Viks debutalbum, Château Faux-Coupe, blev udgivet på vinyl i et begrænset oplag. Her er der en fin tyngde i bassen, og The Classic Superpack lyder federe – hvis man kan sige det sådan – end Planar 6. Rytmerne har mere vægt, der er mere kraft bag slagene på stortrommen, og på Pat Methenys 80/81 lyder guitarklangen mere fyldigt.

Konklusion

Hvis man kan strække budgettet fra en Pro-Ject The Classic til Superpack-udgaven, er det afgjort de ekstra penge værd. Bedre motorstyring og en bedre pickup er med til at løfte lydkvaliteten fra pladespilleren til øverste niveau i denne prisklasse.

The Classic Superpack er et godt match til vores reference i klassen, Rega Planar 6, og har sin egen måde at præsentere musik på, som er meget let at holde af. En pladespiller med klare referencekvaliteter! LS

Himmelsk comeback

Technics er bedst kendt for en pladespiller, der blev en favorit blandt DJ’s: SL-1210. Men de lavede også pladespillere til high-end-markedet. Et marked, der var ret stort i 1970’erne og 80’erne. Så kom cd-formatet i 1982, bunden faldt ud af vinylmarkedet, og grammofonerne fulgte efter.

Millioner af vinylplader endte på lossepladsen, andre blev stuvet væk i garager, kældre og loftsrum, og snart var det nærmest ikke til at opdrive en pladespiller. Men Technics lavede stadig en af slagsen: SL-1210 til DJ’s. Indtil også det fik en ende.

Technics – der ejes af Panasonic – holdt ikke bare op med at lave pladespillere, da de droppede produktionen af SL-1210; hele Technics-divisionen blev lagt ned. Men så steg den sorte vinyl overraskende op af asken, og efterspørgslen efter pladespillere steg langsomt, men sikkert. Pludselig var det igen muligt at købe både pladespillere og plader, og udgivelsesraten for vinyl steg hastigt. Fra at være et format for de særligt interesserede blev vinyl pludselig hipt igen.

Nye pladespillere dukkede op nærmest fra den ene dag til den anden, og producenter som Rega, Thorens og Pro-Ject fik travlt med at producere grammofoner nok til at imødekomme efterspørgslen. I mellemtiden havde man angret i Tokyo og bestemt sig for at puste liv i Technics igen. Eksotisk elektronik med ny teknologi og egenudviklede højttalere fik pressen til at reagere: Var Technics virkelig tilbage?

Hvis der var nogen tvivl, så forsvandt den nok, da Technics lancerede SL-1200GAE på CES-messen i Las Vegas i januar 2016. En velkendt high-end-pladespiller – og ikke noget DJ-værktøj. Først i en begrænset udgave, så i serieproduktion i form af SL-1200G, efterfulgt af den billigere SL-1200GR.

Med ét havde Technics tre pladespillere at tilbyde markedet. Nu har de altså fire.

Arven fra SP-10

Eksotiske pladespillere er ikke noget nyt, heller ikke fra Technics. De mest legendariske er måske det rene, direkte drevne drivværk SP-10 fra 1969 og den komplette pladespiller baseret på samme drivværk, kaldet SL-1000. Mens den første hovedsagelig blev anvendt til broadcasting, var SL-1000 MKII den civil udgave, monteret i en SH-10B3 plint (chassis) og gerne med en EPA-100 tonearm.

På samme måde som Technics genskabte SL-1210, har de nu genskabt SP-10 og SL-1000 i to grammofoner, som egentlig kun har konceptet til fælles med de gamle modeller.

Konklusion

Der findes selvfølgelig endnu dyrere pladespillere, som med kostbare pickupper kan lyde endnu en tand bedre. Man kan sagtens bruge en million og mere til på en vinyl-rig. Men jeg er ikke sikker på, om det er det værd. For Technics SL-1000R tager lyden til et niveau, hvor alt andet, vi har testet, blegner.

Skal det være væsentlig bedre end dette, så bliver det også væsentlig dyrere. Og mere kompliceret. Og det vil vi ikke have. LS

Nyklassisk stereo

Marantz PM8006 er en klassisk stereoforstærker, som man lavede dem, da far var en bumset teenager: En stor og tung metalboks, der optager hæderspladsen i reolen eller på stereomøblet.

En elektronikingeniør, der blev vækket efter 30 års dvale, ville med det samme føle sig hjemme her. Vedkommende ville dog muligvis spørge til indgangen kaldet “Network”, men blive beroliget med, at der bare er tale om en almindelig line-indgang magen til dem, der er mærket med “Tuner”, “CD”, “AUX” og “Recorder”. Ja, der er ind- og udgang til (bånd)optager! Det kan ikke blive mere klassisk end dette uden at bruge radiorør.

Marantz PM8006 er en ren analogforstærker. Der er ingen – som i slet ingen – digitale funktioner under låget. Da der ingen digitale finesser er, er opsætningen simpel. Ingen netværksopsætning, Tidal-login eller indlæsning af drivere. Og den medfølgende cd indeholder kun en manual. Det er faktisk ganske behageligt.

Jeg har gennem de seneste år lyttet til et stort antal klasse D-forstærkere i alle prisklasser, som ofte har imponeret med deres udpræget neutrale, men også noget kølige og distancerede lyd. Det er ikke her, PM8006 er henne. Marantz’en spiller musik med hud og hår og varmblodet følelse.

Nogle audiofile skyer tonekontroller som pesten. Det er synd, når der som på Marantz PM8006 er ofret et godt sæt, endda med mellemtoneregulering. Har du ikke behov for at rette svagheder i højttalere og lytterum, bør du dog stadig skyde genvej gennem elektronikken ved hjælp af “Source direct”-knappen. Forstærkeren ændrer ikke klangkarakter med Source direct, men rummet bag højttalerne åbnes op og bliver langt større, når tonekontrollerne springes over.

Konklusion

Hvis du bare vil lytte til analog musik i stereo, er Marantz PM8006 et glimrende valg til en udmærket pris. Du får netop, hvad du har brug for – og intet andet. Det betyder dog ikke, at streaming-lyttere og hjemmebiofolk skal holde sig væk. Sætter du den sammen med en DAC, cd-afspiller eller hjemmebio-receiver, vil PM8006 være en vellydende og alsidig hjørnesten i anlægget. JAH

Drømmeforstærker i miniformat

Naims nye Uniti-serie er opgraderet på alle måder, og selv basismodellen Uniti Atom ligner en million. Dens kompakte dimensioner er praktiske, hvis man vil gemme forstærkeren ude af syne, men samtidig er den så elegant, at man ikke har lyst til det.

Spiller (næsten) alt

Af tilslutninger har Uniti Atom det meste, man har brug for, bortset fra pladespillerindgang og USB-B til tilslutning af pc og Mac. En af Atoms vigtigste funktioner er musikafspilning over netværket. Den kan kobles til med kabel eller trådløst med Wi-Fi, og antennerne er pænt gemt væk indvendig i stedet for at stikke op bag på kabinettet.

Du kan afspille musikfiler fra en netværks-harddisk, og der er både AirPlay, Chromecast og Bluetooth. Der er med andre ord ingen smartphones, der ikke kan forbindes med og afspilles musik fra. Atom har i øvrigt hele fem minutters buffer-hukommelse, som både giver ekstremt god fejlkorrektion og betyder, at selv om du mister internetforbindelsen, fortsætter musikken med at spille i fem minutter.

Af streaming-tjenester er der understøttelse af både Spotify og Tidal, og Uniti Atom kan styres direkte fra Roon-programmet på en pc eller Mac.

Forbandet god

Naim Uniti Atom lyder simpelthen forbandet godt. Ét sted har Naim måttet gå på kompromis, og det er på ren og skær kraft. Man kan ikke spille uendelig højt. Men den kan presses ret langt, og den kan drive selv store højttalere med overbevisning indtil dette punkt. Derimod er den perfekt med et par mindre højttalere som Focal Aria 906 – eller System Audio Pandion 5, hvis du vil være fin på den.

De, der hører musik ved normalt lydniveau, vil let kunne forelske sig i lyden, hvad enten der er klassisk, jazz eller rock på menuen. Læg hertil, at den har en meget potent hovedtelefonforstærker indbygget, og vi er ikke i tvivl om, at Naim er den mest spændende og vellykkede streaming-forstærker i sin prisklasse. GN

Monster med vinger

AVC-8500H er alt andet end en lilleput og byder på hele 13 forstærkerkanaler, der hver især er opgivet til 150 watt i 8 ohm. Og med et maksimalt strømforbrug på 900 watt står det klart, at det her er kraftige sager.

Og det er ikke kun blær, for det er vigtigt at have kraft nok at rutte med i hjemmebiografen – også når man spiller på moderat lydniveau, fordi det som regel giver mindre forvrængning. Altså renere lyd.

Desuden understøtter den alle formater osv., som hjemmebioverdenen kaster efter den. Den har HDMI 2.0b lige ud af æsken for endnu bedre HDR-understøttelse og desuden en udvidet lydreturkanal (eARC), der understøtter højopløst lyd – også Dolby Atmos – tilbage gennem HDMI-kablet til tv’et.

Senere vil man kunne opgradere forstærkeren til HDMI 2.1, som øger båndbredden fra 18 til 48 Gbit/s og dermed understøtter fremtidens video med 8K-opløsning.

Et monster der kan danse

Denon AVC-X8500H er den mest avancerede surround-forstærker på markedet i dag. Den største opgradering i forhold dens mere overkommelige lillebror, AVR-X6400H, er at den har 13 kanaler, altså to mere, hvilket åbner for et endnu større lydbillede, når man ser film eller hører musik med Dolby Atmos, DTS:X eller Auro-3D.

Og det kan høres, for den har det største lydbillede, vi hidtil har hørt fra sådan en. Desuden har den en musikalitet, der overgår det allermeste, og kræfter nok til at følge op. Det betyder, at hvad enten det er film eller musik, der er på menuen, vil din stue forvandles til et magisk rum af lyd.

Musik i stereo fungerer også rigtig fint, men det er nok ikke her, den har det store forspring i forhold til andre receivere til omkring 25.000 kroner. Skal du have en forstærker som denne, så anbefaler vi at bruge alle kanalerne. Det betyder at fylde rummet med højttalere, men skal det være, så lad det være!

Der er ingen surround-forstærker, der har mere guldglans end AVC-X8500H. GN

At høre den er at tilbede den

Hegel H590 erstatter ikke andre forstærkere i sortimentet, men placerer sig et godt stykke over den hidtil største integrerede, H360, på alle måder. For det første er den opgivet til hele 2 x 301 watt i 8 ohm. Adspurgt om hvorfor netop 301 svarer chefkonstruktør Bent Holter: “301 watt er jo faktisk mere end 300 watt, hvilket er udgangseffekten på flere andre store integrerede forstærkere Så kan vi f.eks. sige, at H590 er kraftigere end Gryphon Diablo!” Så var det afgjort. Eller for at citere Nigel fra Spinal Tap: “This one goes to 11!”

H590 lægger arm med de allerkraftigste, og prisen på 75.000 kroner er da også et godt stykke over, hvad Hegel nogensinde har krævet for en integreret. Faktisk en god del mere end forstærkersættet P20 og H20! Det er der gode grunde til.

Hvis vi tager den integrerede H360, som allerede har en imponerende strømbank, så har H590 har øget antallet af transistorer med 50 procent, fra otte til 12 pr. kanal (H20 har ti). Og selve strømforsyningen er dobbelt så stor for at give endnu bedre kontrol over højttalerne.

Desuden har man arbejdet hårdt på at undertrykke støj og forvrængning, bl.a. ved at give forforstærkerdelen sin egen strømforsyning samt en ny volumenkontrol med lavest mulig forvrængning og bedst mulig kanalseparation selv ved de laveste lydniveauer.

Et fantastisk festfyrværkeri

Hegel H590 giver både lydkvaliteten og kraften fra separate komponenter i ét og samme forstærkerkabinet.

Her er masser af kræfter, mere end de fleste nogensinde vil få brug for. Men hvad der virkelig slår os, er hvor musikalsk den er. Den starter og stopper på en femøre. Musikken gengives med så mange klange og facetter, at selv verdens dødeste komponist vækkes i live. Skulle du spekulere på, om den kan drive den eller den højttaler, er svaret et rungende ja. Og det fuldstændig uden respekt.

Netværksfunktion og indbygget AirPlay gør forstærkeren meget brugervenlig, og den indbyggede DAC er suveræn.

Mindre suverænt er udseendet, der ikke minder om en forstærker til 75.000 kroner. Omend en sort boks selvfølgelig kan have sine fordele, hvis partneren ikke skal vide, at man har opgraderet fra H360 til H590 – såfremt man altså kan skjule kontoudtoget … GN

Lysende vinylklang

Man skulle ikke tro, det var muligt at revolutionere vinylafspilning. Det er trods alt bare en mikroskopisk sten, der skal trækkes gennem plovfurer af vinyl, og så kommer der lyd ud af højttalerne.

Det er klart, at en ekstra skarp sten kommer dybere og kan give bedre lyd og mindre knitren, men princippet er det samme.

Bortset fra når det ikke er det.

Laser og lys er blevet prøvet før, uden succes. Men i Japan (hvor ellers?) børstede en gruppe ingeniører for nylig støvet af en Toshiba-opfindelse fra 1970’erne: En optisk pickup.

Resultatet er Digital Stream Corporation, forkortet til DS Audio, og produktet er en moderne udgave af Toshibas optisk pickup, C-100 P.

DS Audio DS-002 er ikke billig, omend den kommer med et tilpasset phono-trin, så man sparer den udgift. Men den lyd, den magnetløse konstruktion leverer, gør den alligevel hver en krone værd.

I den ene ende af nålearmen sidder der en skarp Shibata-slibning, i den anden ende bruges optisk læsning i stedet for bevægelige magneter eller spoler. Det frigør masse, dæmper friktion og fjerner magnetisk flux, til fordel for en fotosensor, som registrerer lyset fra en LED.

Lys vejer som bekendt ingenting og har heller ingen friktion. Det giver lavere forvrængning, hurtigere dynamik og bedre sporingsegenskaber.

Og det kan høres. Lyden er silkeblød, fokuseret og enormt detaljeret. Det er, som om et gardin er blevet trukket fra, for vokaler, instrumenter og atmosfæren på optagelserne kommer ekstremt godt frem i lydbilledet.

Bassen er bundsolid, stram som et trommeskind, og der er chokerende mængder af klang i lydbilledet.

Lyden af den optiske konstruktion er intet mindre end sensationelt god. Ja, revolutionerende god. LS

<

>

(Foto: Producent)