Jane Campions varemærke er dybe mellemmenneskelige dramaer, ofte sat i det 19. århundrede med overdådige kostumer (f.eks. The Piano og The Portrait of a Lady). Med The Power of the Dog udvider den newzealandske instruktør sit repertoire og fornyer sig på fremragende vis.
Fakta
- Netflix
- Release: 1. december 2021
- Instruktion: Jane Campion
Vi er i delstaten Montana med dens enorme prærier og storslåede ødemark i midten af 1920’erne. En tid, hvor mænd er mænd, maskulinitet er et æreskodeks, og kvindernes plads er i køkkenet.
Brødrene Burbank ejer og driver en stor kvægfarm sammen. Phil (Cumberbatch) er storebror og selvudnævnt leder af foretagendet. Stor i kæften, brysk, ufølsom og med stenansigt og et hidsigt temperament styrer han ranchen med en kraftig overdosis af maskulinitet.
Med sin afdæmpede, ydmyge fremtoning er George (Plemons) hans direkte modsætning. Og han bliver ustandselig hundset med af sin tilsmudsede machobror.
Forholdet mellem brødrene bliver bestemt ikke bedre, da George gør sine hoser grønne hos enken og alenemoren Rose (Kirsten Dunst).
Ved enhver lejlighed og i enhver forsamling griber Phil muligheden for at fremhæve sin egen fortræffelighed og position. Han nedgør sin bror i fuld offentlighed og kommer med nedladende kommentarer og beske stikpiller til alle omkring sig. Hans mest fremtrædende egenskab er at få andre til at føle sig små.
Jane Campion maler et langsomt, lavmælt kammerspil op, hvor vi trods de enorme, åbne landskaber og de mange cowboys føler os lukket inde med de fire hovedpersoner. De tærer på hinanden, nedbryder og fornedrer hinandens menneskelighed.
Filmens enigma er Phils problematiske forhold til Peter. En langlemmet teenager, som helst holder sig for sig selv og trives med at lave papirblomster. Fra første færd træder Phil på ham, kommer med nedsættende bemærkninger og mere end antyder, at ‘splejsen’ er homoseksuel. Men så vender han pludselig på en tallerken og prøver at få ham ind i folden.
Phil selv er også en venneløs mand. Han er mere frygtet end elsket og tilbringer lange aftener i ensomhed ude i naturen, smurt ind i skidt og møg, mens han mindes den legendariske cowboy Bronco Henry, der i teenageårene lærte ham at ride samt kvægdriftens hemmeligheder – og så ham.
Dialogerne er skåret ned til et minimum, og ofte skuler personerne bare ondt eller skræmt til hinanden. Især det betændte samspil mellem Cumberbatch og Dunst er til at tage og føle på. Intenst, ubehageligt og ofte psykologisk udmattende. Når han lister sig ind på hende, mens hun spiller klaver, ved vi ikke, om han er ude efter forsoning eller efter at gøre ondt.
Dette er en film, du skal se. 6 stjerner til et sobert og rystende psykologisk drama.