Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets bedste TV’er 2022-2023

Søger du den bedste filmoplevelse, eller bedre billede til sport og spil? Så kan det være tid til at købe nyt TV. Her finder du de allerbedste, vi har testet i år!

Af / 01/11/2022 - 12:04
Årets bedste TV’er 2022-2023

Glem alt om små mobil-, tablet- eller laptop-skærme: Når det gælder hjemmeunderholdning, RIGTIG underholdning med stor indlevelse, er TV’et svært at slå. 

Vi lever i streaming-tjenesternes storhedstid, og der er et kæmpe udbud af underholdningsmuligheder, du kan boltre dig i. Med et topmoderne tv er disse apps kun et klik væk, og billedkvaliteten kan være virkelig lækker. Næsten som i biografen, eller endnu bedre i nogle tilfælde. Men så gælder det om at have udstyret i orden! 

Mange af de nye serier og film bliver serveret i knivskarp 4K-opløsning og kontrastrig billedkvalitet (HDR), som kan give dig forbløffende resultater med det rette udstyr. Det kan være et godt argument for at skifte det gamle TV ud med et nyt! 

Størrelsen betyder noget!

Når man skifter tv, er det normalt at gå mindst én skærmstørrelse op. 55- og 65-tommerne er stadig dem, der sælger mest, men de større modeller på 75-85 tommer er kommet ned i et prisleje, hvor flere kan forkæle sig selv med en rigtig storskærm. Vores erfaring er, at skærmstørrelsen i sig selv kan have stor indflydelse på billedoplevelsen. Derfor: Har du plads og penge, har du lov til at vælge stort!  

OLED, QLED eller LCD?

Valget af TV indebærer også valg af panelteknologi. OLED-teknologien nyder stigende popularitet takket være høj billedkvalitet og kontrast – og priserne falder konstant. I år har den fået selskab af en ny teknologi – QD-OLED, som udfordrer de bedste skærme i high-end klassen. Men LCD lever stadig i bedste velgående, ofte med en ekstra ‘turboladning’ i form af MiniLED-baglys. Prisen for LCD er fortsat væsentligt mere fordelagtig pris pr. tomme, hvilket illustreres ved, at man nu kan købe TV-skærme på op til 98 tommer (!), uden at det behøver at koste lige så meget som en ny bil. 

Brugervenlighed er alfa og omega

Billedkvalitet og lydgengivelse er naturligvis allervigtigst, men på sigt er brugervenlighed (deriblandt menusystem og fjernbetjening) også særdeles vigtig. Dagens TV-skærme har en række kilder (TV-bokse, streaming-tjenester) at forholde sig til, og derfor er en effektiv brugergrænseflade essentiel. 

Mange tv-producenter bruger nu Googles Android-system (evt. Google TV), mens andre har valgt deres egne, skræddersyede platforme. Det medfører betydelige forskelle på brugervenlighed, og ikke mindst på hvilke apps, du får med i købet. Tjek derfor, at TV’et understøtter de tjenester, du ønsker at bruge! 

De angivne priser er vejledende. Vi anbefaler altid at bruge en prissøgning online for at finde opdaterede priser på anbefalede TV’er. 

 

5 gode TV-tips

 

  1. Køb den rigtige størrelse

Det første, du skal bestemme dig for, er hvor stor skærmen skal være, og en typisk fejl, som mange begår (og senere angrer), er at købe et for lille TV. En moderne fladskærm giver et så skarpt billede, at du sagtens kan sidde tæt på skærmen uden fare for at se pixelmønster, og med 4K-opløsning kan du trygt vælge et endnu større TV. Her spiller brugsformålet også ind. Hvis dit mål er optimal underholdning og biograffølelse, bør skærmstørrelsen vælges ud fra afstanden mellem TV’et og der, hvor du sidder. 

Vil du vide, nøjagtig hvor stor TV-skærmen bør være? Så tjek vores grundige guide til skærmstørrelse!

 

  1. Vælg den rigtige skærmtype og kvalitet – LCD, OLED og 4K/8K

Hvad skal skærmen hovedsagelig bruges til? Almindeligt TV-kiggeri, spil eller filmhygge om aftenen? Det er lettere at finde den rigtige fladskærm, når du kender dine behov. 

Hvis favoritmenuen er film og TV-serier, bør du lægge vægt på god billedkvalitet med fokus på kontrast og sortniveau. Sport kræver et TV, der er godt til hurtige bevægelser, mens spil har brug for TV’er med lav forsinkelse (input-lag). Og jo større billede, du vil have, desto vigtigere er skarphed og skærmopløsning.

 

  1. Tænk på placering og lysforhold

Hvor skal TV’et placeres? Hvis du ser meget fjernsyn i dagslys, har du brug for et lysstærkt TV, gerne med mat skærmoverflade eller tonet glas. Husk, at skærme med blank overflade kan give generende refleksioner af omgivelserne.   

OBS: Store TV’er har ofte også en bred fod eller adskilte fødder for at sikre, at de står stabilt. Tjek derfor, at der er plads til TV’et på dit TV-møbel. Nogle TV’er har også en drejelig sokkel, så skærmen let kan vinkles i den ønskede retning. 

Overvejer du at hænge TV’et på væggen? Det kan absolut anbefales. Læs mere i vores guide. 

 

  1. Glem ikke lydkvaliteten

Flade skærme er blevet synonymt med flad lyd, men der er nogle lyspunkter indimellem. Hvis du vil have, at tale, musik og lydeffekter gengives klart og tydeligt, er det værd at bruge nogle ekstra penge på et TV med bedre lyd. Men resultatet bliver endnu bedre, hvis du vælger et separat lydanlæg eller en soundbar.   

OBS: For det bedst mulige resultat er det vigtigt, at både soundbaren og TV’et understøtter HDMI 2.1 med lydreturkanalen eARC (enhanced Audio Return Channel).

 

  1. Tilslutningsmuligheder (HDMI)

Hvis du skal slutte en masse eksternt udstyr til TV’et, er det en god idé at sikre sig, at det har indgange nok. Fire HDMI-indgange er nærmest blevet standard, men enkelte modeller må nøjes med tre. Hvis du har planer om at bruge moderne videokilder som PlayStation 5 eller Xbox Series X/S, bør TV’et også understøtte de nyeste HDMI 2.1-funktioner for at sikre optimal ‘spilbarhed’. 

OBS: Husk også, at en eventuel soundbar, der er tilsluttet via lydreturkanalen (ARC/eARC), lægger beslag på en af HDMI-indgangene. 

Nominerede til Årets bedste TV'er 2022-2023

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets bedste TV’er 2022-2023

Årets bedste TV - Basic

TCL QLED860

Hurtig, kontrastrig og brugervenlig

TCL QLED860 er udstyret med den opdaterede Google TV-brugergrænseflade, og det leverer en rigtig lækker billedkvalitet til prisen.

Kinesiske TCL er kendt for sine prisbillige TV’er med god ydelse: Det nyeste QLED860 fås i skærmstørrelser fra 55 til 75 tommer. 

Årets model har også fået en kærkommen opdatering: Den nye brugergrænseflade, Google TV, har en menuopbygning, vi synes godt om. Der er et bredt udvalg af apps, og man får anbefalinger, baseret på ens egne præferencer. Skærmen reagerer desuden hurtigt på kommandoer fra fjernbetjeningen.    

Billede og lyd

TCL-skærmen bruger et QLED LCD-panel med direkte bagbelysning, dog uden local dimming. Alligevel er lysstyrken og panelkontrasten relativt god, målt til henholdsvis 370 nit (10% vindue) og 5000:1 med skakbrætmønster (ANSI Checkerboard).   

QLED860 giver et positivt indtryk og tager hurtigt føringen som en af de bedste skærme i prisklassen, når det gælder billedkvalitet. Vi fandt også, at farvegengivelsen var neutral, naturlig og mere nuanceret end de fleste andre i testen. Vores testeksemplar havde meget god skærmuniformitet uden ‘lyse pletter’ på sort baggrund.   

Sortniveauet er også bedre end Philips, og det fører til et noget mere livligt og kontrastrigt bilde. Serier som Magtringene på Amazon Prime ser rigtig flotte ud på TCL-skærmen. QLED860 har imidlertid ikke helt så god indsynsvinkel som Philips’ IPS-panel – den giver det allerbedste billede, når du sidder direkte foran skærmen.  

På lydsiden er TCL QLED860 udstyret med en højttaleropsætning fra Onkyo. Det giver en klar og distinkt talegengivelse, og lyden er klarere og fyldigere end hos mange af konkurrenterne. Alligevel anbefaler vi, som så mange gange før, at supplere med en passende soundbar. Måske en af TCL’s nye Atmos-soundbars? 

Konklusion 

TCL QLED860 er totalt set det bedste TV i testen. Skærmen leverer god og kontrastrig billedkvalitet, og vi kan også godt lide, at den er udstyret med den nye Google TV-brugergrænseflade. Et godt køb! 

Årets bedste TV - Premium

LG OLED C2

Solidt comeback fra LG

LG’s populære OLED-TV i C-serien har fået en kraftig overhaling i år. Det har gjort et godt TV endnu bedre!

Årets nye C2 OLED fra LG har fået en række opdateringer både indeni og udenpå med nyt design, nyt billedpanel og flere nye brugervenlige funktioner om bord. 

Alle fire HDMI-indgange understøtter 4K 120 Hz signaler, og TV’et er dermed klar til at blive parret med moderne spilkonsoller og gaming-PC’er. Der er også understøttelse af variabel billedfrekvens, Nvidia G-Sync og AMD FreeSync, som sikrer en jævn gengivelse af spilgrafik. Der bliver taget godt hånd om gamerne her! 

Billedkvalitet

LG C2 er udstyret med den nyeste generation OLED-panel, som bl.a. lover op til 20 procent højere lysstyrke end på tidligere modeller. Lysstyrken har længe været en akilleshæl for OLED-skærmene, men er gradvis blevet bedre, og på OLED C2 virker det ikke længere som en begrænsning. 

Den gode lysstyrke giver også flere fordele, idet farvegengivelsen bliver endnu mere intens og får tydeligere nuanceforskelle. LG-skærmen har et saftigt smæld i farverne, som giver indlevelse, når vi gennemtrawler vores testscener. 

LG-skærmen byder på flere gode billedindstillinger, hvor vi umiddelbart foretrak Cinema Home. Med den opnås en meget neutral farvegengivelse, mens LG’s TruMotion-interpolation er med til at udjævne bevægelserne. Er man allergisk over for ‘sæbeoperaeffekt’, kan man også vælge den superneutrale Filmmaker Mode. 

Lydkvalitet

Mens tidligere generationer af LG OLED har haft fin billedkvalitet, har lyden ikke været noget at prale af. Men her er der faktisk sket ting og sager med den nye generation: Vi mærker straks, at lyden er blevet væsentlig klarere og mere fyldig af karakter. Stemmegengivelsen er tydeligere, samtidig med at musik og lydeffekter har fået markant mere punch i gengivelsen.  

Konklusion

Den nye C2-serien fra LG har fått en rekke viktige oppdateringer i år, der både Den nye C2-serie fra LG har fået en række vigtige opdateringer i år, hvor både design, brugervenlighed, lyd og billede har fået en solid overhaling. Det har bidraget til at gøre et af de bedste TV’er endnu bedre! 

Ud over et kontrastrigt og farvepræcist billede får man fin brugervenlighed og (af et TV at være) overraskende fyldig lyd. Der er også understøttelse af et bredt spektrum af gaming-relevante funktioner, som gør det til en glimrende samlet pakke.

Årets bedste TV - High-end

Panasonic LZ2000

Mesterklasse fra Panasonic

Panasonics bedste OLED-TV er tilbage i fuld vigør, og nu kan den endelig leveres i stort format! LZ2000 giver en simpelthen strålende billedoplevelse.

Topmodellen fra Panasonic har imponeret gennem flere generationer, og 2022-modellen LZ2000 er ingen undtagelse. Her får du alle de kvaliteter, der kendetegner et godt OLED-TV – bundløst sortniveau, god kontrast og nuanceret farvegengivelse. Forskellen er bare, at Panasonic klarer tingene endnu bedre end de fleste! 

Billedkvalitet

Udover et opgraderet ‘EX’ OLED-panel fra LG Display er LZ2000 udstyret med en råstærk videoprocessor (HCX AI) samt en avanceret lyssensor, som arbejder sammen om at levere det optimale billede. Hertil kommer, at farvegengivelsen og gråskalaen er så godt justeret på forhånd, at der knapt nok er behov for Calman-kalibrering. Måleresultaterne er imponerende gode, lige ud af kassen. 

Med de fleste TV-skærme må man finde sig i små ujævnheder i farvebalancen, som gør billedoplevelsen en smule mindre troværdig. Men på LZ2000 er der ikke antydningen af fargestik eller overdreven mætning noget sted. Farvechatteringerne er jævne og sømløse. Dette giver en realisme, som er til at tage og føle på!   

Sortniveauet er som på OLED-skærme flest: upåklagelig. Panasonic LZ2000 kan være fuldstændig mørk i de områder, hvor det er påkrævet. Men mindst lige så vigtigt er det, at den formår at bevare detaljeniveauet i de mørkegrå og næsten-sorte områder uden at drukne dem i såkaldt ‘black crush’. Alle billeddetaljer gengives med varsom og rolig hånd. 

Lydkvalitet

Det er dog ikke kun på billedsiden, at LZ2000 imponerer: Panasonic-skærmen har også en lydgengivelse, der får os til at smile. 360 Soundscape Pro højttalersystemet (5.1.2 kanaler og 160 watt) er udviklet i samarbejde med Technics og er absolut blandt de bedste tv-lydsystemer, vi har hørt! 

Konklusion 

Selv om vi har gode erfaringer med 55- og 65-tommer-versionerne af Panasonic-skærmene fra tidligere test, er der ingen tvivl om, at 77-tommeren byder på det lille ekstra i forhold til billedoplevelsen. Endelig kan man nyde Panasonics fantastiske billedkvalitet i et (relativt) stort format! Vi er i hvert fald ikke i tvivl: Hvis du er kræsen, når det gælder billedkvalitet, og leder efter en rigtig opgradering, er det storebror her, du skal vælge.

Årets bedste TV - Ultra high-end

LG OLED Z2

Solidt comeback fra LG

Med samtlige de kvaliteter, vi kender fra OLED, kombineret med knivskarp 8K-opløsning, er denne topmodel fra LG noget af det sejeste, vi har set!

Ved første øjekast ligner Z2’eren umiddelbart en hvilken som helst nyere OLED, men det bliver hurtigt klart, at netop skarpheden er noget for sig selv. Vi har testet flere LCD-skærme med 8K opløsning, men en 8K OLED-skærm er virkelig ekceptionelt god til billedskarphed! 

Billedkvalitet 

Med en pixeltæthed på omkring 115 PPI (nogenlunde det samme som et 39″ 4K TV), kan vi sidde næsten tæt på skærmen uden at se antydningen af pixelstruktur eller gittermønster. Hele billedet fremstår sømløst og glat. Og idet hver eneste af de omkring 33 millioner (!) pixels også er deres egen lyskilde, får billedet sindssygt høj kontrast og detaljerigdom.  

I testperioden var vi blandt andet forbi den nye serie Magtringene på Amazon Prime. Ringenes Herre-serien leveres ganske vist ‘kun’ i 4K-opløsning, og skal derfor opskaleres til at passe til skærmopløsningen på 8K. Men her gør videoprocessoren (LG’s a9) et fremragende stykke arbejde, mens billedkvaliteten af kildematerialet er noget af det bedste, vi har set.  

Man kan virkelig se hver eneste pore og hår på de smukkeste elvere, og hver grimasse på de fæle orker. Og ikke mindst hver lille detalje i de storslåede kampscener.  

Endnu bedre med ægte 8K 

Selv om LG-skærmen har en imponerende god opskalering, er det naturligvis med ægte 8K-indhold, at skærmen for alvor kommer til sin ret. Den slags er der stadig mangel på hos de store filmproducenter, men der er efterhånden en vis mængde semi-professionelle videoer på YouTube, som du kan se og nyde. 

Og fællesnævneren er, at de ser ultraklare og naturtro ud. Konturerne omkring genstande bliver så skarpe, at man næsten glemmer, at man ser en videooptagelse. Næsten som et vindue til virkeligheden. Bare giv agt for fingeraftryk! 

Konklusion 

Nogle vil hævde, at 8K-fjernsyn er en uddøende race; at de vil lide samme skæbne som 3D-fjernsyn og blive skrottet, før teknologien når at tage fart. Men for dem af os, der har set teknologien tæt på, er det bestemt fristende at se mere til den!  

Selv om LG’s almindelige OLED-skærme ser imponerende ud, er der ingen tvivl om, at billedoplevelsen bliver mere helstøbt og får mere oomph, når opløsningen øges til 8K. Her får du en billedkvalitet, som få andre TV-skærme kan konkurrere med!

Årets TV-innovation

Samsung OLED S95B

QD-OLED – det bedste af to verdener?

Samsungs første 'OLED-TV' er et af årets mest omdiskuterede og længe ventede TV’er.

Selv om Samsung har fremvist OLED-TV’er ved tidligere lejligheder, fik vi dem aldrig at se som færdige produktionsmodeller. S95B er derfor den første model, man rent faktisk kan købe her i Norden! 

TV’et har et helt nyt QD-OLED-billedpanel, og derudover får man stort set alt, hvad producenten har at byde på af smarte funktioner, i en åleslank udgave. 

Hvad er QD-OLED?

QD-OLED adskiller sig fra den almindelige OLED-teknologi fra LG ved den måde, billedpanelet er opbygget på. I stedet for at sende hvidt lys gennem et farvefilter bruges en blå lyskilde og Quantum Dots til at gengive primærfarverne rød, grøn og blå.  

Quantum Dots gør det muligt for QD-OLED at gengive endnu stærkere og klarere farvenuancer med højere lysstyrke (øget farvevolumen). S95B byder også på en saftig og nuanceret farvegengivelse, som overgår det meste, vi har set!  

Gengivelsen af primærfarverne rød, grøn og blå er imponerende intens og får testbillederne af natur, dyr og planter til nærmest at poppe ud af skærmen. Og ikke nok med det: Farverne ser ens ud, uanset om vi ser på skærmen lige forfra eller skråt fra siden, da betragtningsvinklen er imponerende bred. 

Speciel pixelstruktur

De nye QD-OLED-paneler har en speciel pixelstruktur. Subpixels for rød, grøn og blå er arrangeret på en måde, der giver en lidt underlig ‘mønstereffekt’ på en del billedindhold, grafik og tekst. 

Dette fænomen er først og fremmest mærkbart, når man sidder tæt på skærmen, og det er næppe noget, man vil hænge sig i ved normal betragtningsafstand (2-3 meter). Vi oplevede heller ikke, at det virkede ‘værre’ på en 65-tommer end på en mindre 55-tommer. Dog er det værd at være opmærksom på, især hvis man skal bruge skærmen meget til gaming eller som PC-monitor til videoredigering. 

Konklusion

QD-OLED-teknologien er stadig ung, men viser meget lovende takter og tilbyder noget af det bedste fra både OLED og LCD i én og samme panelteknologi. Og det er bestemt noget, vi kan forvente os mere af i fremtiden.   

QD-OLED-panelerne leveres af Samsung Display og bruges i TV-sammenhæng af både Samsung Electronics og Sony. De findes foreløbig kun i et begrænset udvalg af skærmstørrelser (55”/65”), men vi kan nok forvente større paneler næste år. 

Alt i alt er Samsung S95B et glimrende TV, og som repræsentant for QD-OLED er den en velfortjent vinder af årets TV-innovation!