Den store nyhed på S7 er en ny og større skærm på 45 mm – 20 procent større – og med endnu bedre læsbarhed. Det mærkes især på tekst, og en del af de sekundære ikoner og symboler kan stadig virke meget små, især hvis man har valgt en meget kompliceret urskive.
Uanset hvad kan man vælge, hvor store tal og bogstaver skærmen skal vise, og på S7 har standby-skærmen 70 procent mere lys end skærmen på S6.
Formfaktoren er den samme, men endnu mere afrundet, og Apple har altså ikke adopteret stilen fra den nuværende generation af iPhone med et mere stramt og kantet design.
Uret har de samme sensorer som S6, altså dem, der måler puls, hjerterytme og iltindhold i blodet. Sensorerne advarer om unormale afvigelser i hjerterytmen, og ligesom tidligere kan det selv ringe 113, hvis man falder om eller vælter på cyklen og ikke rejser sig igen.
Hvis man har brugt et Apple Watch før, er der ingen overraskelser ved S7. Altså bortset fra at skærmen er større. Den fylder endnu mere, og kanterne – bezelen – er meget smallere her end på S7, for slet ikke at tale om S5 eller SE.
Den drejelige og trykfølsomme krone kan bruges til lynhurtig navigering i apps og indstillinger. Den store skærm – som har fået et par nye urskiver, der er eksklusive for S7 – er den bedste på noget Apple Watch. Man kan nemt diktere beskeder og dele billeder, og med større taster og skærmknapper er det også det mest brugervenlige Apple Watch hidtil.
Konklusion
Apple Watch S7 er stadig det bedste smart-ur. Der er ikke mange forbedringer i forhold til Apple Watch S6. Det har også EKG- og iltmåling, og de samme træningsindstillinger er tilgængelige i watchOS 8.0, men for dem med et ældre Apple Watch vil S7 være en stor opgradering.
Den store skærm og den forbedrede navigation er store plusser, og med S7 viser Apple igen, at de er bedre til det med smart-ure end de fleste andre.