Det, der egentlig er den store nyhed på Z6 II, er hverken vertikalgreb eller to kortpladser, men markant bedre autofokus, især på følgefokus – som dog nedsætter skudtakten fra 14 til 12 fps – og at det fuldt ud understøtter ansigts- og øjenfokus i både Auto-områdefokus og bredt områdefokus.
Z6 II har samme 24 megapixel full-frame billedsensor, hybrid autofokus med 273 fokuspunkter, der dækker 90 procent af billedfladen, vipbar touch-skærm og højopløst OLED-søger, bare med lidt bedre opdateringsfrekvens.
Kameraet har stadig indbygget femaksers billedstabilisering, og den er især nyttig på video. Det har de samme videoegenskaber med 4K 30p full-frame-optagelse i 8 bit op til 144 Mbit/s, og i februar 2021 kom der en firmware-opdatering, som muliggør 4K i 50p med APS-C-beskæring.
Nikon Z6 II er en fryd at fotografere med. Man vænner sig hurtigt til, hvor alle knapper og hjul sidder, og når man først har sat kameraet op og programmeret de knapper, man vil, er det bare at nyde det. Billedkvaliteten er ikke overraskende identisk med Z6, som vi bl.a. sagde følgende om:
“Billeddynamik, skarphed, farvegengivelse og støjreduktion er klasseledende. Jeg oplever billedkvaliteten som bedre end på Sony a7 III; det gælder især farvegengivelsen på kameraets jpeg-filer. Som giver billederne et mere levende og naturligt udtryk.”
Billederne fra kameraet viser (igen), at Nikon ved, hvad de laver. Billedkvaliteten er i top for et APS-C kamera i denne prisklasse. Videokvaliteten på 4K-optagelser er også meget fin med kun moderat rullende lukker og rigtig god skarphed og detaljeopløsning.
Konklusion
Nikon burde have benyttet lejligheden til at give Z6 II en vendbar touch-skærm, når de nu var i gang, men bortset fra det er kameraet helt klart blandt de allerbedste allround-kameraer i klassen. De små ændringer er store nok til at få betydning for mange, der skal vælge kamera, og ærlig talt kan vi vel godt sige, at Z6 II er det kamera, som Nikon skulle have lanceret i 2018.
Det er tydeligt, at Nikon har lyttet til den kritik, de fik dengang, og givet kameraet mulighed for vertikalgreb, hurtigere skudtakt, endnu bedre autofokus og en ekstra kortplads. Det har gjort Z6 II til et endnu bedre kamera, som stadig har forgængerens klasseledende stillbilled- og videokvalitet.