LG OLED GX har fået tilnavnet Gallery OLED, og det er ikke tilfældigt. Det har et specialdesignet vægbeslag og smarte løsninger, der gør, at det passer perfekt på væggen. Færdigmonteret ser LG-skærmen utrolig stram og lækker ud, og rager ikke mere end 2 cm ud fra væggen.
App-udvalget er rigtig godt: Ud over Netflix har man adgang til bl.a. Amazon Prime, Rakuten, Apple TV+ og ikke mindst Disney+. GX understøtter de allerfleste HDR-formater samt HDMI 2.1 på alle fire indgange og er spækket med gaming-venlige funktioner inklusive FreeSync og Nvidia G-Sync.
Billedkvalitet
På billedfronten er GX-serien udstyret med et fuldblods 4K OLED-panel, mens LG’s kraftigste videoprocessor, A9 Gen 3, står for billedprocesseringen.
Det første, vi lægger mærke til, er skarpheden. Årets nye 8K-skærme ser afgjort imponerende ud, men LG’s 4K-OLED er meget tæt på! På en OLED-skærm er hver enkelt pixel også sin egen farve- og lyskilde, og det giver et kontrastrigt, knivskarpt og sømløst billede. LG-skærmen har en fuldstændig jævn lysfordeling uden antydning af skygge-effekter eller pletter. Gråskalaen og farvegengivelsen er ekstremt jævn.
LG-skærmen har heller ingen problemer med bevægelser eller hurtige kamerapanoreringer. Her har LG afgjort oppet sig siden sidste år!
Lydkvalitet
På GX er højttalerne helt skjult i bunden af TV’et. Det bærer lyden også præg af, hvor især klarheden i dialoger kunne være bedre. Men et TV i denne klasse fortjener ordentlig lyd. LG tilbyder derfor også en matchende soundbar som tillægsudstyr til GX-serien, der kan hænges på væggen i samme bredde som 65 tommers udgaven.
Konklusion
LG’s GX-serie er afgjort et af de lækreste OLED-TV’er, vi har testet hidtil. Her får du den stærke kontrast, det dybe sortniveau og den sprælske farvegengivelse, vi er vant til fra OLED, ud over en meget elegant formfaktor.
Uanset om du vælger 55, 65 eller 77 tommer, ser LG-skærmen uforskammet lækker ud på væggen!