Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Vi kårer

Årets bedste serier og film 2023-2024

Efter to år med corona-boost forsøger streamingtjenesten nu at tilpasse sig en ny (strejkefri) markedshverdag.

Af / 30/10/2023 - 12:02
Årets bedste serier og film 2023-2024

I løbet af året, der er gået siden sidste Kavalkade, har vi brugt tæt på 800 (!) timer foran det storskærmen og filmlærredet, i et forsøg på at guide dig gennem junglen af ​​de mangfoldige serier og filmudbud, der kan findes derude.

Overfloden af nye serier og film, både før og under pandemien, virkede nærmest umulig at dæmme op for – men nu bliver der strammet kraftigt op.

Pandemiens heyday

Streamingtjenesterne længes dog formentlig tilbage til den ekstraordinære pandemi-tilstand med lukkede biografer, kulturelle tilbud, social distancering, arbejde hjemmefra og lockdown – da de alle oplevede et regulært abonnementsboom, da folk rundt om i verden blev “låst” inde bag husets eller lejlighedens fire vægge.

Som respons på væksten i abonnementer skruede streaminggiganterne (såsom Disney+, Netflix, HBO Nordic, Prime Video, Viaplay og Apple TV+) op for deres egen produktion af indhold, og budgetdisciplinen blev sat løst og generøst.

Men en pandemi varer som bekendt (heldigvis) ikke evigt. Og siden sommeren sidste år har streaminggiganterne kæmpet for at holde abonnementstallet oppe, skåret produktionen af nyt indhold ned, og endda lanceret nye annoncebaserede abonnementer.

For så nyligt som i midten af ​​august annoncerede Disney+ et fald på over 10 millioner abonnenter i forrige kvartal, samt blodrøde tal i regnskabet – hvorefter den administrerende direktør (Bob Iger) gav meddelelse om drastiske omkostningsbesparelser, lanceringen af ​​annoncebaserede abonnementer, spærringer for deling af adgangskoder, og en robust stigning i den månedlige abonnementspris.

Netflix har allerede taget affære, efter chokfaldet i antallet af abonnenter i anden halvdel af sidste år, og indført en ny ekstrapris, hvis du vil dele dit abonnement med de af dine børn, der er flyttet hjemmefra. Alternativt kan de få lov at streame med reklamepauser.

Fusioner og sammenlægninger

I september sidste år, efter en fusion mellem Comcast og Paramount, blev streamingtjenesten SkyShowtime lanceret i Norden.

SkyShowtime tilbyder film og serier fra Paramount (såsom Top Gun: Maverick) og Universal Pictures (Jurassic World Dominion).

Multikunstneren Taylor Sheridan arbejder udelukkende for Paramount Pictures, og så længe streamingtjenesten Paramount+ eksisterede her til lands, var det dér, man måtte logge ind for at se Sheridans serier. Men efter fusionen finder du også hans serier (Yellowstone, 1883, 1923, Mayor of Kingstown, Tulsa King, Special Ops: Lioness) på SkyShowtime.

Men en bitter konflikt har taget livet af den største af serierne. Efter en langvarig fejde mellem Sheridan og Yellowstones ubestridte stjerne, Kevin Costner, er serien nu blevet aflyst (efter 5. sæson).

Men Prime Videos Jeff Bezos kender også sin besøgstid, og tog (midt i pandemien) på shoppingtur, og kom hjem med det traditionelle filmselskab MGM (007). Samtidig havde han råd til at producere den dyreste serie nogensinde: Ringenes Herre: Magtringene.

Efter fusionen mellem Warner Media og Discovery sidste år, har der været storm omkring streamingtjenesten HBO Max (tidligere HBO Nordic her i Norden).

Den nye topledelse har taget slagterkniven frem, skåret indholdsbudgetter ned og nedlagt populære serier én efter én. Blandt andre er Batgirl, Snowpiercer, Beforeigners, Westworld, Raised by Wolves og Perry Mason blevet smidt på historiens losseplads.

Samtidig er al produktion af lokale, nordiske serier aflyst. Og oven i det hele er de nordiske serier, der allerede er produceret (såsom Beforeigners, Lust, Velkommen til Utmark, Kamikaze og Beartown), fjernet fra streamingtjenesten og solgt til konkurrenten SkyShowtime.

Nu skifter den amerikanske streamingtjeneste snart navn (og fokus) igen. Discovery+ fusioneres med HBO Max – og det nye barn kommer helt enkelt til at hedde: MAX. Navnet favoriserer ingen af parterne, hævdes det, men vi er nu mere interesseret i det kommende indhold…

Historisk strejke og AI-forskrækkelsen

Uden sammenligning i øvrigt er det bestemt ikke kun Ukraine og Gaza-striben, der er hærget af konflikter.

I begyndelsen af ​​maj gik flertallet af manuskriptforfattere i Hollywood ud i en af ​​de mest omfattende strejker i historien for film- og seriebranchen.

Strejken blandt medlemmerne af “Writers Guild of America” ​​var gevaldig fastlåst indtil slutningen af ​​september, med en uforsonlig tone mellem parterne.

I midten af ​​juli eskalerede konflikten så til nye højder, da hele ca. 160.000 medlemmer af fagforeningen Sag-Aftra ligeledes gik ud i den største skuespillerstrejke i Hollywood siden 1960. Manuskriptforfatterne er nu gået tilbage på arbejde, mens skuespillerne stadig strejker.

Som følge heraf er et væld af Hollywood-produktioner, inklusive streaming af film og serier, enten blevet udsat på ubestemt tid eller ganske enkelt aflyst.

Manuskriptforfatterne krævede bedre lønforhold, og garantier for at AI (neurale netværk som f.eks. ChatGPT) ikke overtager store dele af deres arbejde.

Skuespillerne kræver primært en betydelig lønstigning, for at “kompensere” for den store prisstigning, samt en øget andel af streaming-indtægterne; men mindst lige så vigtigt kræver de ligeledes garantier for, at AI ikke fratager dem deres job.

Færre, men bedre, titler?

I en typisk måned i 2021 udgav de 6-7 største streamingtjenester op til 250-300 titler. Alt fra helt nye serier og film, til gamle og nye afsnit af eksisterende serier; og til en imponerende lav pris i forhold til at købe en fysisk DVD-, Blu-ray- eller biografbillet.

Nu sætter streamingtjenesterne månedsprisen op, mens de skærer i indholdet. Når det er sagt, var (er) der en masse algoritmisk, masseproduceret rald derude! Med nedskæringer og strammere budgetdisciplin kan indholdsadministratorer (forhåbentlig) fokusere mere på høj kvalitet fremadrettet, såsom med serier som Guillermo del Toros Pinocchio, Oppenheimer, The Banshees of Inisherin, The Bear, The Diplomat, Mayor of Kingstown, 1923, The Last of Us, Tom Clancys Jack Ryan, Pørni, The English og Pokerface – for at nævne nogle af de sidste par års serie- og film-højdepunkter.

Samtidig vil streamingmarkedet fortsætte med at konsolidere sig – for der er stadig for mange spillere derude til, at alle kan overleve.

PS! Du kan læse meget mere om – og mange flere af – de seneste års anmeldelser på vores hjemmeside. Godt nyt serie- og filmår!

 

Nominerede til Årets bedste serier og film

Læs videre med LB+

50%

Juletilbud - 50% Rabat!

50% På LB+ Total i 1 år!

Prøv LB+ Total i 1 måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

650,-
49,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Vindere af Årets bedste serier og film 2023-2024

Årets bedste film

Oppenheimer

Oppenheimer som Prometheus

Christopher Nolans 3-timer lange drama om «atombombens fader», Robert Oppenheimer, er et overraskende politisk tidsbillede, der udfolder sig som en af den visionære instruktørs bedste film.

«How can I save my little boy / From Oppenheimer’s deadly toy?» sang Sting i sangen «Russians» i 1985. Man kan ikke adskille masseødelæggelsesvåben som atom- og brint-bomber fra dystopiske scenarier som verdens undergang, atomvinter og frygten for hele menneskehedens udryddelse. Dét gør Christopher Nolan sandelig heller ikke i sin storslåede helaftensfilm om manden, der ledte Manhattan-projektet, og skabte de første atombomber: Robert Oppenheimer. Skildret af en Cillian Murphy, der aldrig er set bedre end her.

Lige fra starten af sin fysikerkarriere var det klart for alle omkring ham, at Oppenheimer var en genial videnskabsmand. Selv Einstein og Bohr beundrede ham.

Til trods for hans venstreorienterede tendenser anså alle Oppenheimer for det oplagte valg til Manhattan-projektets lederpost. Men hvad der står klart for eftertiden, stod ikke klart i en samtid hvor kommunistforskrækkelse og McCarthyisme var på vej frem, og det er faktisk disse betændte politiske omstændigheder, som Nolans storfilm noget overraskende hovedsageligt drejer sig om.

Tror man at denne film handler mest om selve Manhattan-projektet og de videnskabshistoriske omstændigheder omkring kreationen af atombomberne, så kan man godt tro om igen. Det er en film som på ambitiøs vis vil udgøre en fuld biografisk skildring af Oppenheimer som person, og hvad hans holdninger og moral egentlig var – noget som historikere længe har debatteret – samt ikke mindst hvordan hans samtid og samtidige påvirkede hans offentlige ry og eftermæle. Filmen er optaget af spørgsmålet: hvilken moralsk integritet og karakter havde manden, der skabte atombomberne?

Og filmen finder, eller foreslår, også et svar. Et svar som virker realistisk og overbevisende, da det – ligesom filmen – er baseret på biografien «American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer» af Martin Sherwin og Kai Bird. Som titlen antyder, foreslår bogen at Oppenheimer er en moderne Prometheus, der stjal ilden fra guderne, og derpå blev straffet for det.

Men han blev nok født et par årtier for tidligt, og blev offer for amerikanske politikeres korruption og paranoia i 1940’erne og 50’erne, fordi de var bange for, at hans progressive stemme skulle få for stor indflydelse.

At have påvist dette er én af Nolans største bedrifter, og Oppenheimer er således en af instruktørens vigtigste og klart bedste film: den får os til at føle historiens vingesus.

Dette understreges især også af svenske Ludwig Göranssons lydside, som gentagne gange presser en brusende baggrundsmusik frem i forgrunden, så de forskellige nøglesceners spændingskurver leder ulmende frem til næsten overvældende voldsomme crescendoer. Ganske enkelt imponerende effektfuldt – og en væsentlig medvirkende faktor til topkarakteren på 6 stjerner.

Årets bedste TV-serie

The Bear, 2. sæson

Ekstravagant, og dog subtil, dramaklassiker!

2. sæson af The Bear udvider universet, og fordyber sig i de underfundigt herlige figurer.

Vi tager hatten af for, hvad serieskaber Christopher Storer har opnået med den skæve lille historie om den brogede bande bag en af Chicagos bedste og mest kendte og kaotiske sandwichbarer.

I første sæson lærte vi den energiske Berzatto-familie at kende, hvor den ældste bror, Michael (Jon Bernthal), havde startet sandwich-stedet The Original Beef of Chicagoland. En diner, der helt tydeligt ikke gav overskud, hvor hans rige onkel Jimmy (Oliver Platt) hjalp med at dække underskuddet, og hvor vi hørte om Michaels stadig eskalerende narkotikamisbrug.

Det endte med et selvmord, og lillebror Carmy (Jeremy Allen White) kom på banen. Han havde en ægte kokkeuddannelse, og havde arbejdet på Michelin-restauranter i New York, samt Noma i København.

Men heller ikke Carmy havde hovedet helt skruet rigtigt på, og kæmpede hårdt mod sine indre dæmoner.

Da vi genforenes med flokken i 2. sæson, er “The Beef” permanent lukket, mens Carmy og hans unge, entusiastiske protegé, Sydney (Ayo Edebiri), arbejder på at åbne en kvalitetsrestaurant i de forladte lokaler. Sydney drømmer om at blive en mesterkok, mens Carmy længes efter anerkendelse og respekt. Selvfølgelig står udfordringerne i kø, ligesom miner i russisk-okkuperede dele af Ukraine.

Men desværre; selvom kæresten Claire giver Carmy nogle minutters ro derhjemme, raser “krigen” stadig på restaurationen, som (angiveligt) skal åbnes som “The Bear”.

Det er dog ikke kaosset og konflikterne i køkkenet, der er i fokus denne sæson, og ej heller den omfattende renovering. De er blot en kulisse, og metafor for den menneskelige forvandling, som seriens skaber, Christopher Storer, udfolder for os.

Udover karakterudviklingen, der nærmst savner sidestykke, giver han os også et fuldstændig absurd indblik i den problemfyldte, mudrede familiebaggrund hos Berzatto-søskendeflokken; og det er ikke ligefrem nogen let håndbagage, de bærer rundt på.

Episoderne varer generelt omkring en halv time, mens Storer i episode 6 dog giver os noget over en times dyk ned i moradset af traumatiseret ydmygelse og skam. Her stifter vi endelig bekendtskab med matriarken, Donna Berzatto (Jamie Lee Curtis).

Det er et usædvanligt varmt portræt, Storer maler af det brogede køkkenpersonale – som på trods af deres åbenlyse forskelle og betændte konflikter faktisk har stor kærlighed til hinanden.

Rejsen fra en højtråbende, påståelig og bedrevidende fyr med nag til alt og alle, til engageret gourmet-kender med en brændende passion og omsorg for gæsternes ve og vel, er en manøvre i manuskriptet, der (lidt overraskende) sidder lige i skabet! Og genistregen er, at Storer formår at få os til at tro på det.

The Bear holder en næsten perfekt balance mellem mellemmenneskeligt drama, befriende humor og kaotisk spænding. Jo da, Storer har klart en forkærlighed for overdrevet gourmet-pornografi (som også elegant parodieret i Netflix-filmen The Menu), men det er mere til pynt.

Det er menneskene, han interesserer sig for, og det er deres historie og relationer, han vil fremvise. Og på dette plan må man sige at The Bear er fuldt ud vellykket. På trods af kaos og konflikter er den befriende humor aldrig langt væk, alt sammen akkompagneret af en skønt matchende musikscore.

De fleste serier går langs de samme nedtrådte stier sæson efter sæson, mens The Bear formår at forny sig, og samtidig bevare seriens unikke kendetegn; dens helt egen «smag». Denne eksklusive «menu» toppes af glimrende skuespil og sobert, nærgående fotografi og klipning. Vi giver 6 stjerner til en serie, der tilfredsstiller både intellektet og glæden ved mad – og som er en klar kandidat til årets bedste serie.