Det er let at tænke, at denne prisseddel er mange penge for et par hovedtelefoner. Især når Philips Fidelio X3 ikke engang er trådløse eller har aktiv støjreduktion.
Men selv om jeg personligt elsker hovedtelefoner med god støjreduktion, så er det ikke dem, jeg bruger, når jeg vil nyde musik for mig selv i ro og mag. Så vil jeg nemlig have den bedst mulige lyd, hvilket udelukker langt de fleste trådløse modeller.
Medmindre man er villig til at betale det dobbelte af, hvad Philips kræver for Fidelio X3. Nå, ikke? Det tænkte jeg nok. Desuden er åbne hovedtelefoner meget mere behagelige end lukkede ved længere tids brug – og åbne hovedtelefoner findes næsten ikke trådløse.
Philips kalder Fidelio X3 “mass market high-end”, altså high-end for massemarkedet. Prismæssigt lægger de sig solidt i den seriøse premiumklasse. Forgængeren X2 kostede omkring 2.000 kroner og var blandt de klasseledende i segmentet. Men med prisstigningen stilles der også større krav.
Derfor har Philips udstyret hovedtelefonerne med 50 mm store drivere, altså større end det mere almindelige 40 mm. Dermed kan de give mere energi i basregisteret, uden at de bliver træge.
Konklusion
Philips Fidelio X3 lyder, som de ser ud: Lækkert. Man bliver aldrig lyttetræt med dem, og de har en varm og indbydende lyd, som man kan høre på i timevis.
Uanset om man kan lide rock, akustisk eller klassisk, er der kvaliteter ved disse hovedtelefoner, som er svære ikke at holde af. Det her er ægte hi-fi med klanglagene i tonerne distinkt og adskilt, og der er en nærhed i vokaler, strygere og blæsere – og elektriske guitarer – som det er umuligt ikke at kunne lide.