Recepten i Buchardt Audio S400 er den samme som i forgængerne S200 og S300: En skoæskestor tovejs reolhøjttaler i pænt, men prunkløst design. Højttalerne fås i hvid og sort samt, mod en merpris, i en røgsværtet ege-finish. Der eksisterer også en signaturudgave i sortbejdset eg, hvor der er kælet ekstra for delefilteret.
Man kan ikke gå ind i en butik og prøve et sæt Buchardt-højttalere. Fra dag ét har Mads Buchardt valgt at satse udelukkende på direkte salg fra sin web-butik. Det gør det lidt sværere at høre dem på forhånd, men firmaet tilbyder fri fragt og 30 dages fri returret – overalt på kloden.
S400 leverer et fremadvendt lydbillede, hvor lyden gerne kommer frem foran højttalerne, og hvor stereoperspektivet rækker langt uden for højttalerne. Hvis der er rum- og faseinformation til det. F.eks. på Roger Waters’ Q-sound-manipulerede album Amused to Death. På “Three Wishes” kommer flaskeåndens rungende stemme næsten helt tilbage til lyttepositionen. Det vidner om, at Buchardt har styr på faseforløbet.
De første højttalere fra Buchardt kostede seks tusind kroner parret. Til den pris fejede de alt af banen. S400 koster næsten tre gange så meget, hvilket øger antallet af konkurrenter. Men ingen af dem kan hamle op med S400 i basområdet. Og de får også mere end kam til deres hår, når det gælder nuancering. At en så lille virksomhed kan levere noget, der kan konkurrere med de store producenter, er intet mindre end imponerende.
Konklusion
Buchardt Audio S400 har de kvaliteter, der har gjort firmaet til en succes: Den spiller musik fremragende, den er særdeles indretningsvenlig – og den spiller bas på en måde, der ikke burde være mulig i en passiv højttaler af den størrelse. Prismæssigt er buen spændt lidt hårdere end før, men heldigvis matcher kvaliteten til fulde den større investering. Så skal du have par små kvalitetshøjttalere i mellemprisklassen, bør S400 være med på listen. (JAH)