Pro-Ject X1 er faktisk lidt bedre udstyret end konkurrenten Planar 3. Her får man et aftageligt signalkabel – med jordforbindelse – elektronisk hastighedsvælger (så man slipper for at tage pladetallerkenen af og flytte drivremmen) og justérbare fødder. Begge kan fås i lakfarver, men Pro-Ject-pladespilleren kommer også i valnøddefinér.
Pickuppen Pro-Ject Pick-it S2 er af Moving Magnet-typen (MM) og passer til de fleste forstærkere og receivere. Den er lavet af Ortofon på Pro-Jects specifikationer, så de får den lyd, de vil have fra pladespilleren. Den er monteret på en lige 8,6 tommers arm med kulfiber uden på et aluminiumrør.
Armen har højdejustering og mulighed for azimuth-justering, hvilket er usædvanligt i prisklassen. Det er ikke noget, de fleste har brug for, men hvis man vil opgradere til en anden pickup, kan det være guld værd med sådanne justeringsmuligheder for at få optimal lyd fra pickuppen.
Pro-Ject X1 er det bedste alternativ til Rega, og med sin lidt anderledes lydsignatur vil det nok være den pladespiller, mange vil foretrække.
Konklusion
Pro-Jects pladespillere behøver ikke at stå skyggen af nogen. Heller ikke Regas glimrende grammofoner i samme prisklasse. X1 er en soleklar rival til tilsvarende pladespillere fra Rega, Reloop, Thorens og TEAC, og lyder så godt, at den for mange vil være førstevalget.
Med elektronisk hastighedsvælger er det let at skifte til 45- og 78-plader, og for dem, der tør eksperimentere lidt, vil højdejusteringen være guld værd. Den lyder dog så godt, at der for de fleste næppe vil være behov for opgradering lige med det første. (LS)