Få film har opnået større kultstatus – og er blevet mere heftigt diskuteret – end Ridley Scotts sci-fi-klassiker Blade Runner fra 1982. Filmen fik overvejende en hård medfart af kritikerne ved premieren, men efter syv (!) versioner, hvoraf den bedste er Blade Runner – The Final Cut (2007), er de fleste i dag enige om, at det er en ubestridelig klassiker.
Efterfølgeren samler tråden op 30 år efter den originale film, hvor det nu er K (Ryan Gosling), der er L.A.-politiets ledende “Blade Runner”. Et job, der består i at jagte og eliminere replikanter (androider), der ikke lader sig kontrollere.
https://www.youtube.com/watch?v=gCcx85zbxz4
Den fransk-canadiske instruktør Denis Villeneuve har tidligere vist mesterlige takter med en usædvanlig visuelt lækker stil – senest i den storslåede, filosofisk anlagte Arrival – men med Blade Runner 2049 overgår han sig selv!
Hver scene er som en fascinerende, dybt tankevækkende kunstinstallation, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Vi suges ind i handlingen i den dystopiske fremtidsverden, hvor det suggestive soundtrack spiller en fremtrædende rolle.
Når vi træder ind i et affolket Las Vegas, er det som at stå i helvedes forgård – en perfekt analogi, idet syndens og overdrevets by ligger øde og delvis pulveriseret hen. Alt, hvad der er tilbage, er rester af de prangende kulisser – som mindesmærker over menneskehedens dekadente livsførelse.
Harrison Ford gjorde det fremragende som Blade Runner i den originale film. Han fremstillede figuren med overbevisning, uden de store fagter, og fik kompleksiteten i karakteren frem. Da han nu, 25 år senere, skulle gentage rollen, var faldhøjden stor, ikke mindst fordi det er længe siden, vi er blevet imponeret af Ford på det hvide lærred – måske fordi han simpelthen ikke er blevet tilbudt tilstrækkelig saftige roller?
Ryan Gosling er som sædvanlig exceptionelt god og får hele det komplekse følelsesregister i karakteren frem, splittet mellem tro og tvivl om, hvem (og hvad!) han er, og hvem han i sidste ende skal adlyde. Lydhør grænsende til det selvudslettende over for myndighederne og systemet, indtil han finder ud af, at alt ikke er, som han har fået det præsenteret.
Filmen er næsten tre timer lang, men fuldstændig uden døde punkter og overflødige scener. Selv om der er en del actionscener, er det ro og eftertanke, der præger den indimellem lavmælte film.
Blade Runner 2049 viger ikke uden om at stille de store, eksistentielle spørgsmål som: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvad definerer et menneske? Hele tiden gnaver en ubehagelig følelse i baggrunden, idet hemmeligheder afsløres lag for lag i bedste thriller-stil.
En visuelt blændende film, hvor Villeneuve har perfektioneret historien og fået det bedste ud af skuespillerne. En film, der formår at overraske, underholde og samtidig mane til eftertanke. Fotograferingen og musikken spiller også en stor rolle, og som helhed er Blade Runner 2049 uslåelig som årets bedste film. Seks svimlende stjerner til denne øjeblikkelige klassiker! TA