ÅRETS BEDSTE FILM OG TV-SERIER

Enestående

Få film har opnået større kultstatus – og er blevet mere heftigt diskuteret – end Ridley Scotts sci-fi-klassiker Blade Runner fra 1982. Filmen fik overvejende en hård medfart af kritikerne ved premieren, men efter syv (!) versioner, hvoraf den bedste er Blade Runner – The Final Cut (2007), er de fleste i dag enige om, at det er en ubestridelig klassiker.

Efterfølgeren samler tråden op 30 år efter den originale film, hvor det nu er K (Ryan Gosling), der er L.A.-politiets ledende “Blade Runner”. Et job, der består i at jagte og eliminere replikanter (androider), der ikke lader sig kontrollere.

https://www.youtube.com/watch?v=gCcx85zbxz4

Den fransk-canadiske instruktør Denis Villeneuve har tidligere vist mesterlige takter med en usædvanlig visuelt lækker stil – senest i den storslåede, filosofisk anlagte Arrival – men med Blade Runner 2049 overgår han sig selv!

Hver scene er som en fascinerende, dybt tankevækkende kunstinstallation, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Vi suges ind i handlingen i den dystopiske fremtidsverden, hvor det suggestive soundtrack spiller en fremtrædende rolle.

Når vi træder ind i et affolket Las Vegas, er det som at stå i helvedes forgård – en perfekt analogi, idet syndens og overdrevets by ligger øde og delvis pulveriseret hen. Alt, hvad der er tilbage, er rester af de prangende kulisser – som mindesmærker over menneskehedens dekadente livsførelse.

Harrison Ford gjorde det fremragende som Blade Runner i den originale film. Han fremstillede figuren med overbevisning, uden de store fagter, og fik kompleksiteten i karakteren frem. Da han nu, 25 år senere, skulle gentage rollen, var faldhøjden stor, ikke mindst fordi det er længe siden, vi er blevet imponeret af Ford på det hvide lærred – måske fordi han simpelthen ikke er blevet tilbudt tilstrækkelig saftige roller?

Ryan Gosling er som sædvanlig exceptionelt god og får hele det komplekse følelsesregister i karakteren frem, splittet mellem tro og tvivl om, hvem (og hvad!) han er, og hvem han i sidste ende skal adlyde. Lydhør grænsende til det selvudslettende over for myndighederne og systemet, indtil han finder ud af, at alt ikke er, som han har fået det præsenteret.

Filmen er næsten tre timer lang, men fuldstændig uden døde punkter og overflødige scener. Selv om der er en del actionscener, er det ro og eftertanke, der præger den indimellem lavmælte film.

Blade Runner 2049 viger ikke uden om at stille de store, eksistentielle spørgsmål som: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvad definerer et menneske? Hele tiden gnaver en ubehagelig følelse i baggrunden, idet hemmeligheder afsløres lag for lag i bedste thriller-stil.

En visuelt blændende film, hvor Villeneuve har perfektioneret historien og fået det bedste ud af skuespillerne. En film, der formår at overraske, underholde og samtidig mane til eftertanke. Fotograferingen og musikken spiller også en stor rolle, og som helhed er Blade Runner 2049 uslåelig som årets bedste film. Seks svimlende stjerner til denne øjeblikkelige klassiker! TA

Det kunstige univers ekspanderer – og imploderer

Det var en varm martsdag i Austin, Texas, ved SXSW 2016, da vi i sin tid blev introduceret til Westworld af selveste J.J. Abrams. Det lille klip, vi fik at se af den (dengang) ufærdige serie, gav os skyhøje forventninger – forventninger, der faktisk blev overgået, da 1. sæson blev lanceret. Velfortjent kårede vi Westworld til Årets Bedste tv-serie 2016-2017.

Kombinationen af et innovativt og banebrydende plot, mesterlig fotografering og klipning, et visuelt festfyrværkeri, dybtgående dialoger, et enormt budget til set design og kostumer plus skuespillerpræstationer i top var et ægte pletskud. Meget at leve op til, med andre ord, men den svære 2. sæson skuffer bestemt ikke!

Kort fortalt kan de rigeste af de rige boltre sig i en overdådig, realistisk “forlystelsespark”, der til forveksling ligner Det Vilde Vesten, og hvor alle værterne er androider – kunstige mennesker så realistiske, at det er umuligt at se forskel på dem og den ægte vare.

I en tid, hvor Elon Musk og nu afdøde Stephen Hawking har advaret om, at kunstig intelligens kan betyde enden for menneskeheden, kommer Westworld som en knytnæve ind i debatten.

I serien, der er baseret på filmen fra 1973 af samme navn – skrevet og instrueret af Michael Crichton (som også skrev bogen bag Jurassic Park) – oplever vi, som det ofte tilfældet – at teknologien ikke altid spiller sammen med os, og at det at fifle med naturen kan have uanede konsekvenser.

I 1. sæson tog det lidt tid at forstå, hvad det var, vi rent faktisk var vidne til – hvad der var drøm, hvad der var fiktion, hvem der var androider, og ikke mindst hvilken tidslinje vi til enhver tid befandt os i. 2. sæson er i den henseende mindst lige så kompleks.

Nu hvor værterne får mere og mere selvbevidsthed, udspiller der sig et mangefacetteret handlingsmønster med forskellige sidehistorier i forskellige dele af parken – stadig i forskellige tidslinjer. I Westworld får vi heldigvis ikke handlingen serveret med teske.

Med det kraftige fokus på action i begyndelsen af 2. sæson forsvinder mange af de stilfærdige filosofiske dybder desværre. Ikke mindst savner vi de fascinerende samtaler mellem værterne og skaberne om, hvad der er virkeligt, og hvordan de opfatter virkeligheden.

Westworld er stadig en fantastisk serie og en herlig fusion af sci-fi, action og mellemmenneskeligt drama. Serien ser ud, som om den har kostet et mellemstort lands statsbudget – her er ikke sparet på noget – og har manuskripter og skuespillere i topklasse.

Lidt for meget fokus på action i første halvdel af 2. sæson, hvor noget af den mystik, vi oplevede i 1. sæson, er væk, betyder at topkarakteren ryger. Men du får stadig ikke meget bedre og mere heftig underholdning i dag, og Westworld formår fortsat at overraske. Fem bundsolide stjerner! TA