Den norske psykiater Finn Skårderud lancerede for ca. 20 år siden en noget kontroversiel teori: Mennesket er simpelthen født med omkring 0,5 promille for lidt (!). Med andre ord: Først efter to glas øl/vin er du “normal”, sjælen i harmoni og kroppen “i vater”.
Den danske instruktør Thomas Vinterberg blev fascineret af teorien og skrev et manuskript ud fra konceptet. Resultatet blev filmen Druk.
Martin (Mads Mikkelsen) er historielærer på et gymnasium, men hvis han har mistet gejsten på hjemmebane, så har alt, hvad der hedder inspiration, entusiasme, engagement og livslyst, fuldstændig forladt hans arbejdsliv.
Under en 40-års fødselsdag for kollegaen Nikolaj bliver de fire svirebrødre enige om at udforske Skårderuds teori og gennemføre det som et studie med dertil hørende journalføring og notater. Kollegerne Tommy og Peter tøver ikke med at kaste sig ind i projektet.
Vinterberg har skrevet et herligt manuskript om mænd midt i livet, der indser, at det ikke er gået helt som planlagt, og at chancerne nu er løbet fra dem. På hjemmefronten slås de med enten en krævende kone, skrigende småbørn, ensomhed eller et samliv, der er gået helt i stå. Der er heller ikke flere trin på karrierestigen.
Ved at forankre fortællingen omkring et gymnasium bliver vi også vidne til, hvor vigtigt alkohol er i alle sociale sammenhænge allerede fra ungdomsårene – og hvordan man bliver “presset” til at tage en drink, hvis man mødes på en restaurant.
Befriende nok ser Vinterberg alkohol som en vej ud af “krisen” og monotonien, som et glidemiddel på vejen mod opvågnen og nyt liv. Det, vi lidt følelsesmæssigt afstumpede nordboer har brug for for at vække latinoen i os.
Når det er sagt, så er filmen bestemt ikke en uforbeholden hyldest til alkoholens glæder og fordele. Her bliver vi skandinavers noget komplicerede forhold til “gudernes drik” i den grad problematiseret, med vores trang til overforbrug, druk (!) og efterfølgende tragedie.
I centrum for plottet står forholdet mellem Martin og Anika, et ægteskab, der minder mere om et forretningsministerium end ægtefølt kærlighed og respekt. Begge parter savner den “gamle” partner, men har mere eller mindre godtaget status quo og givet op. Det er også her, filmen er bedst og stærkest.
Mads Mikkelsen er formidabel som den ensomme mand desperat på jagt efter livsglæde i sin monotone, fastlåste tilværelse. Han formidler hele følelsesspektret hos den komplekse mand på en Oscar-værdig måde, splittet mellem tvivl og savn, glæde og befriende udblæsning.
Druk er blevet en meget stærk film, som de fleste af os vel indimellem kan genkende os selv i. Den rammer alkoholkulturen i Skandinavien lige på kornet, uden at den nødvendigvis løfter nogen moraliserende pegefingre. Den vovede slutning er i sig selv både et paradoks og i højeste grad stof til eftertanke. (TA)