77-årige Martin Scorseses fantastiske mafia-epos handler om det tvivlsomme partnerskab mellem fagforeninger, politikere og mafia på USA’s østkyst i 1960’erne og 70’erne. I denne brydningstid opstår der et hårrejsende kompagniskab, som kulminerer i en af USA’s mest omtalte uløste mordsager: Henrettelsen af den legendariske fagforeningsboss Jimmy Hoffa (Al Pacino).
I filmen vender Frank “The Irishman” Sheeran (Robert De Niro i sin niende Scorsese-film!) mentalt skamskudt tilbage fra 2. Verdenskrigs blodbad i Europa. Desillusioneret og mentalt medtaget af de endeløse, meningsløse drab får han et job som lastbilchauffør i Philadelphia og begynder hurtigt at supplere indtægterne ved at sælge ud af lasten.
Det ene leder til det andet, Sheeran bliver introduceret for mafiabossen Russell Bufalino (Joe Pesci), og derefter går det hurtigt ned ad bakke i et moralsk fordærv a la Dante’s Inferno.
På mange måder kan The Irishman ses som en efterfølger til Scorseses klassikere Goodfellas (1990) og Casino (1995), der begge er baseret på virkelige historier om mafiaens nådesløse kamp om magt og indflydelse og dens endeløse pengebegær. Her bliver kliken fra disse film stort set genforenet.
I The Irishman er De Niro ikke ude efter vold, et glamourøst gangsterliv eller action. Han er bare en meget pragmatisk mand på jagt efter en måde at forsørge sin voksende familie på. Men samtidig er han så følelsesmæssigt afstumpet, at volden ikke anfægter ham nævneværdigt.
Hvor andre film har givet os enkeltscener med foryngede skuespillere, får vi her over to timer med De Niro og kompagni som op til 50 år yngre versioner af dem selv, og det fungerer godt.
Joe Pesci overrasker med en subtil fortolkning af en af de mest hensynsløse forbrydere i USA’s historie. Mild og rund af fremtoning, men samtidig – med et minimum af mimik – hjerteskærende brutal og hensynsløs; uden at få sine egne hænder beskidte. En mand uden antydning af empati.
Tre en halv time varer herligheden, og den virker ikke et minut for lang. Martin Scorsese giver sig god tid til at bygge de komplekse karakterer op med deres forhistorier, familieliv, kynisme, æreskodeks og samfundssyn.
Vi kan ikke forestille os andre instruktører, der kunne have mestret dette materiale så tilfredsstillende. Scorsese er en klassisk filminstruktør i ordets egentlige forstand, der lykkes bedst, når han fortæller store, episke historier om mennesker, der lever på kanten; helst strukket ud over en længere periode.
I vanlig stil leverer han tilbagetrukken fotografering uden de store fagter, hvor vi nærmest bliver en flue på væggen; akkompagneret af fremragende klipning og en dramaturgisk opbygning, der får tiden til at suse af sted.
Vi kommer desværre nok ikke til at opleve dette stjernegalleri i samme film igen. Seks klare stjerner! (TA)