I den vitale Kvinden i buret (2013) mødte vi den udslidte politimand Carl Mørk (Kaas) og hans uerfarne partner Assad (Fares), der placeres i en kælder under Politigården i København for at opklare gamle, uløste sager. Formålet er mest at få den besværlige Mørk af vejen, men selvfølgelig lykkes tingene for det umage par. I opfølgeren suppleres de af sekretæren Rose, uden at hun dog sætter sig nogen spor i handlingen.

I Fasandræberne trækker Adler-Olsen veksler på alle krimigenrens klicheer. Her er fordrukne politifolk, sammensværgelser på højt plan og vulgære rige, der leger med andres liv (og skyder truede dyr), alt sammen med udgangspunkt i en af Danmarks fineste kostskoler. En kostskole, hvor næsten hele magtapparatet har gået, og hvor “Brødrene” vil gå til yderligheder for at forsvare hinanden.

Fint nok, det er trods alt en krimi. Filmens største problem er snarere, at den fuldstændig mangler nerve, dramaturgisk udvikling og spænding. Og at slutningen er et solidt uforløst antiklimaks. Desuden er der dumpekarakter til makeup-afdelingen: Sjældent har vi set så overdrevent sminkede narkomaner – man skulle tro, at de var sminket til en teaterscene og ikke en film! Ovenikøbet er Fasandræberne gennemgående gråt og trist filmet (endnu en kliché), men det klæder på en måde den sørgelige historie.

<

►

>

Trods godt skuespil fra Kaas, Fares og Curcic ender det hele som en tandløs forestilling uden hverken højdepunkter eller spændingskurve, og filmen er alt for forudsigelig. En okay samlebånds-thriller til at slå to timer ihjel med en hverdagsaften, men meget hurtigt glemt. Tre stjerner.

God billedkvalitet, men nogle lidt for nedtonede scener. Lydsporet (dts-MA 5.1) har uklare dialoger, der af og til drukner i krævende scener. Intet bonusmateriale.