Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Logitech Harmony Elite

Én fjernbetjening til det hele

Logitechs monster-remote tager skridtet ud af hjemmebiografen og ind i det smarte hjem.

Skrevet af / 03/02/2016 - 06:00
Logitech Harmony Elite
Jonas Ekelund

Vi får flere og flere apparater i vores tv-møbler. Ud over tv’et er der gerne en tv-modtager, en dvd- eller Blu-ray-afspiller, en hjemmebiograf-forstærker, hvis man kan lide film, og måske en spilkonsol.

Det betyder også, at man har tre-fire fjernbetjeninger, som forhåbentlig ligger der, hvor man skal bruge dem, typisk på sofabordet. Hvis ikke en af dem ved et uheld er kommet med ud i køkkenet, da man hentede kaffe, eller er faldet ned mellem sofapuderne.

For den, der har installeret alle apparaterne og forbundet dem, er det indlysende, hvordan man styrer hjemmebiografen. Hvis man skal se tv, tænder man for tv’et og tv-tuneren, og vælger den rigtige indgang på tv’et. Hvis man skal film, tænder man for tv’et, forstærkeren og Blu-ray-afspilleren, og vælger den rigtige indgang på tv’et og forstærkeren.

Men prøv lige at forklare det for partneren eller – endnu værre – for en gæst.

Det er her, multifjernbetjeningen kommer ind i billedet. Man kan lægge alle de andre fjernbetjeninger i en skuffe og glemme alt om dem – der er kun brug for én. Og med Harmony behøver man heller ikke at tænke på, hvilke apparater der skal styres. I stedet har man forprogrammerede aktiviteter, der kan hedde noget så simpelt som “Se tv” eller “Høre musik”.

Et tryk på aktiviteten, og det hele sker automatisk. Det er lettere at huske, og det går hurtigere.

 

Harmony Elite

Selv om fjernbetjeningen er den mest iøjnefaldende enhed, så er den faktisk kun en biting. Selve hjernen i systemet er den såkaldte Harmony Hub. Det er en lille dåse, som man sætter i sit tv-møbel, og som holder styr på alt udstyret og sender de rigtige infrarøde signaler til de rigtige apparater. Hvis de står separat i f.eks. et skab, indgår der to IR-sendere, så man kan sætte en i skabet.

Harmony Hub styres ved hjælp af RF-signaler fra fjernbetjeningen, så man behøver ikke at have frit udsyn til den. Den kan altså sagtens stå bag en lukket dør.

Men Hub’en kan også kommunikere via Wi-Fi og Bluetooth. Det betyder, både at man kan styre den fra mobil eller tablet, og at den kan styre apparater, der har Bluetooth-remote. Hvis man vil slippe billigere, kan man nøjes med at købe en Hub og styre den med app’en, eller supplere med den enklere og billigere fjernbetjening Companion, som ikke har nogen skærm.

Hub er hjernen i systemet og kan både styres med fjernbetjeningen og med en app. (Foto: Producent)
Hub er hjernen i systemet og kan både styres med fjernbetjeningen og med en app. (Foto: Producent)

 

Installation

Den nemmeste måde at programmere sin nye Harmony på er at downloade dens software til Mac eller pc. Så tilføjer man alle sine apparater og fortæller, hvordan de er forbundet.

Logitech har heldigvis en kæmpe database over næsten alle modeller på markedet, så risikoen for, at en af dem ikke er med, er lille. Medmindre man har virkelig gamle, specielle apparater. Men den er også rigtig god til at finde netværkstilsluttede enheder, såsom mine Sonos-højttalere, der automatisk blev tilføjet.

Derefter kan man begynde at indprogrammere sine aktiviteter. Også her får man hjælp undervejs, da Harmony Elite kan gætte, hvilke aktiviteter man har brug for, baseret på, hvilke apparater man har. Normalt er det nok at fortælle, hvilken indgang der skal vælges. Man kan også tilføje kanallister og vælge favoritter for at gøre håndteringen endnu nemmere.

Og når man logger ind på sin konto, vil alle indstillinger blive synkroniseret til fjernbetjeninger og apps. Men hvor strømlinet det end er, så tager det et stykke tid at kode hele hjemmebiografen ind, især hvis man har et kompliceret anlæg.

 

I brug

Det går virkelig nemt at springe mellem forskellige aktiviteter, og det virker nærmest som magi, når apparaterne tænder og slukker af sig selv, og det rigtige billede dukker op på tv’et. Forudsat at man har tænkt sig om, da man programmerede dem!

Man skal også huske ikke at tænde eller slukke apparaterne manuelt, for så kan Harmony Elite bliver forvirret. Kommunikationen er jo envejs, så det kan nemt ske, at den slukker for et apparat i stedet for at tænde det, hvis det var i den forkerte “tilstand”.

En lakmusprøve på, om multifjernbetjeningen virkelig kan erstatte de traditionelle remotes, er at man kan lade dem blive i skuffen. Og det klarer Harmony med glans, så længe man holder sig til hverdagsaktiviteter.

For at slippe billigere kan man købe en Companion-fjernbetjening uden skærm og komplettere med app’en. (Foto: Producent)
For at slippe billigere kan man købe en Companion-fjernbetjening uden skærm og komplettere med app’en. (Foto: Producent)

Hvis man f.eks. skal ind og rode med indstillingerne på forstærkeren, må man enten bruge noget tid på at programmere knapperne ind på fjernbetjeningen eller simpelthen tage den gamle fjernbetjening frem. Det er til at leve med, hvis det ikke er noget, man gør hver dag.

En nyhed ved Harmony Elite er, at der er tænkt meget mere på det intelligente hjem end tidligere. Ud over hjemmebiograf og anlæg kan man også tilføje opkoblede apparater som fjernstyrede stikkontakter og lamper. Den har endda fysiske knapper til dem.

Men endnu sejere bliver det, hvis man føjer dem til sine aktiviteter. Så kan man f.eks. starte “God morgen” for at få en behagelig belysning, sætte kaffemaskinen i gang og tænde for nyhederne.

 

Konklusion

Aldrig har det været lettere at styre alle sine apparater med én enhed, og den praktiske multifjernbetjening har en tilpas blanding af fysiske knapper og touch-skærm. Ud over hjemmebiograf og anlæg kan den nu også bruges til smart home-gadgets. Installationen er så simpel, som den kan blive, og resultatet er pædagogiske hurtigkommandoer til at se tv, høre musik osv.

Hvis man vil have mest mulig kontrol med mindst mulig betjening, skal man investere i en Harmony Elite.

Den mest kendte og tilgængelige smart-belysning er Philips Hue. Systemet er for nylig blevet certificeret til Apples HomeKit og kan derfor nemt styres fra iOS, inklusive stemmekommandoer til Siri. Og det er et af de mærker, der er lettest at styre fra Logitech Harmony. De to kontroldåser kommunikerer med hinanden, så man ikke kun får adgang til de enkelte lamper, men også til scener og grupper.Læs mere om Philips Hue i vores smart home-tema i Lyd & Billede #2 2016. En startpakke med kontrolenhed og tre lamper koster omkring 1.500 kroner.

Lyd & Billede mener

Kan styre alle typer apparater, man har brug for, med smarte aktiviteter og hurtigkommandoer. Kan betjenes med app til Android og iOS. Det kræver tålmodighed at indstille alting, som man vil have det. For dyr for almindelige forbrugere.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Samsung TQ98Q80C: King size TV!

Scroll to Top