Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Philips 55PUS7809/12

4K til lavpris?

Philips vil også være med i 4K-ræset og stiller op med et ultra skarpt tv til en fornuftig pris.

Skrevet af / 24/06/2014 - 12:39
Philips 55PUS7809/12
Audun Hage

Philips er kendt for at lægge vægt på høj ydeevne i forhold til pris. Sidste år satsede de stort med en overkommelig 65-tommer og en vild 84-tommer i jumboklassen. I år har den hollandske producent fokuseret på at gøre 4K tilgængeligt i lavere prisklasser og skærmstørrelser.

Først ude er 55PUS7809, der i vanlig Philips-stil er ultra slankt. Rammen omkring skærmen er knap nok synlig, og skærmen har en simpel drejelig fod. På bagsiden sidder Philips’ tosidede Ambilight, der lyser op på væggen med farvelys, som matcher handlingen på skærmen. Fjernbetjeningen er dobbeltsidet med et tastatur på bagsiden, som letter indtastning af passwords og søgeord.

Brugervenlighed og funktioner
Philips har i år introduceret tv’er med Googles Android-styresystem, som bl.a. giver bedre adgang til apps og spil. 55PUS7809 får dog ikke gavn af denne funktion, som kun er tilgængelig på de dyrere modeller. Derimod har det Philips’ almindelige smart-portal, som inkluderer de populære Spotify og Netflix.

Vi var selvsagt ivrige efter at teste Netflix i 4K, men måtte nøjes med almindelig Super HD: Philips-tv’et understøtter nemlig ikke den opdaterede version, der kræves. HDMI-indgangene kan ifølge specifikationerne kun håndtere 4K op til 30 billeder i sekundet (4K/30p) og ikke 4K/60p, som HDMI 2.0 standarden kræver. Ifølge Philips arbejdes der på at løse dette problem, men i skrivende stund er 55PUS7809 altså ikke Netflix-kompatibelt.

Billedkvalitet
I standard billedtilstand leverer Philips-skærmen et knivskarpt billede med flotte detaljer. Farvegengivelsen er også god, om end noget kold i standard billedtilstand, men mere naturlig med indstillingen Spillefilm.

55PUS7809 gør et godt stykke arbejde med at opskalere vores komprimerede SD- og HD-materiale, men det skal siges, at støjreduktionen kunne have fungeret bedre – noget af vores materiale, især den mørke Blade Runner, præges af meget billedstøj, som nogle af konkurrenterne er bedre til at undertrykke. Philips har imidlertid god bevægelseskompensation (Natural Motion), som f.eks. sørger for, at fodboldspillere glider hurtigt hen over grønsværen uden at hakke.

Grunden til at overveje denne model snarere end en god Full HD-model som f.eks. Sony KDL-60W855 er selvfølgelig evnen til at vise ægte 4K. 55PUS7809 ser da også imponerende ud med vores testvideoer via en pc med 4K-skærmkort, men er ikke helt på højde med de bedste 4K-skærme. Detaljer og konturer er ikke så skarpe og glatte som på testdeltagerne fra Sony og Samsung.

Philips-modellen er en kant-LED skærm med dens typiske styrker og svagheder. Gennemslippet af baglys er lidt ujævnt og medfører, at nogle dele af skærmen bliver lysere end andre. Standardindstillingerne og Spillefilm-tilstanden er nøje tilpasset til at minimere disse svagheder, og Ambilight på bagsiden er med til at øge den oplevede kontrast. Philips-skærmen har en relativt blank glasoverflade, men er ikke så spejlblank som de værste, vi har set.

Lydkvalitet
55PUS7809 har ikke noget specielt avanceret lydsystem, men de bagmonterede højttalere giver en okay lydoplevelse med god taleforståelse og bas nok til at kunne underholde. Alligevel synes vi, det er på sin plads at anbefale en god soundbar til de højopløste billedoplevelser.

Konklusion
Philips 55PUS7809 er et spændende tv for dem, der gerne vil tjekke den nye 4K-teknologi ud uden at knuse indtil flere sparegrise. 55PUS7809 er ikke den bedste 4K-skærm, vi har set, og understøtter heller ikke Netflix 4K (den letteste adgang til den type indhold) i øjeblikket

Samlet set giver det dog rigtig god allround billedkvalitet med glimrende klarhed og kontrast. Sortniveauet i mørke filmscener vil nok efterlade filmelskere lidt skuffede, men der kan kompenseres en del i indstillingerne.

Lyd & Billede mener

55PUS7809 leverer 4K-billedkvalitet til en ikke alt for skræmmende pris og får almindelige HD-udsendelser til at se rigtig skarpe og flotte ud. Manglende understøttelse af Netflix 4K begrænser adgangen til det højopløste videoformat.

Også i denne test:

tv’er til fodbold-VM

Sony KD-65X9005B

4K-kongen

For dem, der gerne vil have et komplet topklasse-tv med gnistrende skarpt billede og fuldfed lyd, er Sonys 4K-topmodel den rigtige vej at gå.

Sony-skærmen giver en førsteklasses tv-oplevelse med barberknivskarpt billede og krystalklar lyd. Billedkvaliteten er fremragende, uanset om man ser tv, Blu-ray eller Netflix i 4K.
De sidemonterede højttalere giver solid lyd, men medfører også, at tv’et bliver tungt og pladskrævende. Betragtningsvinklen er ganske snæver, og billedet bliver blegere ude på siden.
Læs hele testen

Panasonic TX-65AX800E

Knivskarp billedmester

Panasonics plasmaskærme var i årevis kendt for deres overlegne billedkvalitet. Med denne nye LCD-model håber producenten at kunne hjemtage billedtrofæet endnu en gang.

TX-65AX800E leverer en ekstremt flot billedkvalitet, der viser både HD- og 4K-indhold fra sin bedste side. Skarphed og kontrast er suveræn, og farvegengivelsen minder om de klassiske plasmaskærme.
4K-skærmen understøtter ikke Netflix 4K. Lyden er heller ikke særlig god i forhold til prisklassen.
Læs hele testen

Sharp LC-70UQ10EN

Hverken fugl eller fisk

Denne kolos fra Sharp er ikke noget almindeligt HD-tv og heller ikke en 4K-model – snarere en slags hybrid.

Med sit store skærmareal giver 70UQ10EN et imponerende billede med skarpe detaljer og strålende farver. Det er ikke et ægte 4K-tv, men takket være avanceret skærmteknologi formår det alligevel at forbedre billedkvaliteten fra almindelige Full HD-signaler.
Hvor skarp Sharp-skærmen end er, så når den ikke op på siden af de ægte 4K-skærme ved visning af 4K-materiale. Den understøtter heller ikke Netflix i 4K-version.
Læs hele testen

Samsung UE55HU7505

Slankt og lækkert

Samsung har fokus på buede tv-skærme i år, men alligevel er denne flade model måske den mest spændende.

Samsungs tv er meget veludstyret, når det gælder smart-funktioner, og understøtter den vigtige Netflix 4K-app. Billedkvaliteten passer perfekt til højopløst tv-underholdning med fremragende farver og kontrast.
Lyden er forholdsvis tynd, og både kommentatorer og publikumsbrus lyder lidt indelukket.
Læs hele testen

LG 55EA880V

Organisk nydelse

Hvis du endnu ikke har fundet ud af, hvad organiske lysdioder er for noget, så er det på høje tid. Teknologien er nemlig ved at revolutionere tv-verdenen, som vi kender den, med en billedkvalitet, der vil tage pusten fra dig!

55EA880V er en mere rendyrket udgave af LG’s OLED-tv uden fancy bueform eller overflødige højttalere. Her får du samme ekstreme billedkvalitet med fantastisk kontrast, et sortniveau i referenceklasse og sprudlende farvegengivelse. Alt sammen i en lidt billigere og enklere indpakning.
Trods minimalisme er prisen fortsat høj, og den barberknivtynde OLED-skærm kan kun hænges på væggen. Lyden må du selv sørge for, men hvis du har råd og lyst til et OLED-tv, værdsætter du sikkert også lydkvaliteten fra et separat lydsystem.
Læs hele testen

Sony KDL-50W805B

Champagne-tv til sodavandspris

Sonys nye budgetmodel 50W805B har ikke det mest spændende udseende eller den fedeste udstyrsliste, men sikke en billedkvalitet! Til prisen har vi næppe set noget bedre.

Sony 50W805B er en mellemstor skærm med fremragende farvegengivelse samt imponerende kontrast og sortniveau, både i lyse og mørke omgivelser. Designet er minimalistisk, men ser langtfra billigt ud. Et rigtig godt køb!
Lyden er ikke noget at skrive hjem om, og fjernbetjeningen heller ikke. Desuden er tv’et ikke så velegnet til vægmontering.
Læs hele testen

LG 55LB870V

Pletskud

LG har givet deres 2014-modeller en komplet overhaling med nyt design, ny brugerflade og forbedret billedprocessering. 55LB870 kan blive en hård konkurrent til titlen som årets tv-trofæ!

LG’s skærm har overbevisende billedkvalitet til både film og sport. Kontrast og sortniveau er helt i top, og tv’et har også rigtig god farvegengivelse og fremragende billedindstillinger, hvad enten du foretrækker det neutrale eller med kraftigere kulører. Desuden gode smart-funktioner.
Trods separat soundbar er lyden ikke specielt kraftig.
Læs hele testen

Sony KDL-60W855B

Hattrick

Stort og skarpt billede, smarte funktioner og god lyd. Sonys prisbillige 60 tommers model scorer ægte hattrick!

60W855B yder overbevisende billedkvalitet til både sport, film og andet tv-indhold. Skarphed og kontrast er imponerende, med et næsten bundløst sortniveau. Lydkvaliteten skiller sig også positivt ud.
Sony-skærmens kileformede kabinet er unægtelig lidt mere klodset at se på end de tyndeste skærme derude. Smart-funktionerne er ikke så omfattende som hos LG og Samsung.
Læs hele testen

Panasonic TX-L55AS750

Tv for hele familien

Panasonics nye 55AS750 har meget at tilbyde den tv-glade familie.

Fin billedkvalitet med bred betragtningsvinkel, gode tilslutningsmuligheder og brugervenlig betjening gør Panasonic 55AS750 til et godt allround-tv.
Lyden er ikke særlig kraftig, og sortniveauet er (trods god lysfordeling) ikke på højde med de allerbedste.
Læs hele testen

Samsung UE55H6475

Stolpe ud

På papiret er Samsungs 6-serie meget veludstyret, men billedkvaliteten kommer ikke helt i mål denne gang.

Stiligt og slankt design, god brugervenlighed med ny pegefjernbetjening og et stort antal smart-funktioner gør Samsung 55H6475 til en favorabel pakkeløsning.
Farvegengivelsen i fodboldindstillingen er surrealistisk. Billedkvaliteten præges også af middelmådigt sortniveau og ujævn lysfordeling, der betyder, at filmgengivelsen mangler dybde.
Læs hele testen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Samsung TQ98Q80C: King size TV!

Scroll to Top