annonce
annonce
annonce

Test af Sony Playstation VR

VR til folket

Virtual reality på PS4 er indtil videre en god med kort fornøjelse

Lyd & Billede mener

  • Solidt stykke hardware, behageligt at have på, god indlevelse

  • Alt for mange ledninger, svimmelhed, ingen fulde spil

annonce

Med mindre man har ligget begravet under en sten det sidste års tid, vil man vide, at Virtual Reality er en af denne tids mest hypede teknologier. Det at tage et par specielle briller på hvorefter man træder ind i en helt andet verden, er vanvittig fedt og noget alle bør prøve. Virtual reality har dog indtil nu været forbeholdt first movers og tech-nørder, samt de der havde pengepungen i orden. Ud over det pebrede VR-headset, har det desuden krævet en solid gamer-PC til trække løjerne. Det bliver der vendt op og ned på nu! Med lanceringen af Playstations VR-brille, PSVR, når teknologien nu ud til en langt større målgruppe og til en noget mere overkommelig pris. Fordi der er tale om første generation og en stadig forholdsvis ny teknologi, er det dog endnu en investering af de større. Heldigvis fungere PSVR overraskende godt, såfremt man har en mave der kan tåle det og er frisk på at vente lidt endnu på de rigtige spil.

Et kvalitetsprodukt

Sonys VR-løsning består af et specialudviklet brille til Playstation 4-konsollen, der allerede har et par år på bagen. Ved at knytte sig til netop PS4, har løsningen fra starten en stor potentiel kundebase. Det eneste der reelt kræves for at komme i gang, ud over konsollen naturligvis, er det specielle PS Eye Kamera, som er nødvendigt for at kunne opfange hjelmens bevægelser. Ved hjælp af blå dioder på for- og bagside, kan kameraet registrere hvilken vej dit hoved vender, og hvor du befinder dig i lokalet. Samme teknologi blev brugt til Playstations Move-controllerne, der nu igen kan tages frem fra gemmerne. Disse fungerer som dine hænder i spillene, hvilket fungerer ganske godt, selvom trackingen af disse ikke er ligeså præcis, som vi har set det ved andre VR-løsninger. Move-controllerne er ikke nødvendige i alle spil, men det anbefales at købe dem, hvis du ikke allerede har dem, da de bidrager meget til oplevelsen.

(Foto: Producent)

(Foto: Producent)

VR-hjelmen er utrolig behageligt at have på, og kan justeres både for- og bagtil. Bruger du briller, kan du stadig have dem på, da den er tilpas stort med god plads indvendigt. De indbyggede OLED-skærme er, til trods for en lavere opløsning i forhold til konkurrenterne (HTC Vive og Oculus Rift), af en virkelig god kvalitet og leverer et både skarpt og farverigt billede med god kontrast. Fordi brillen sidder så godt og blødt på hovedet, hverken ser eller mærker du kanterne, hvilket igen sikrer en optimal indlevelse. Du bliver lukket inde i din egen lille verden, på godt og ondt. Billedet du ser inde i brillen vises samtidig på din fladskærm, så eventulle gæster kan følge med i hvad du ser.

Desværre er PSVR ikke trådløst og fordi den gamle PS4-konsol måske ikke er helt kraftigt nok til at generere VR-indhold, skal der tilsluttes en ekstra lille boks til din konsol, hvilket medfører et sandt kabelrod. Det er hverken særlig kønt eller praktisk, og man risikerer let at vikle sig ind i de mange ledninger, imens man sidder eller står og vifter med armene.

Ligesom det var tilfældet med PS Move og Microsoft Kinect, kræver PSVR også godt med plads i din stue. Pladskravet svinger godt nok alt efter hvor meget du skal bevæge dig i de enkelte spil, men det er alligevel en god idé at have forholdsvis god plads foran fladskærmen, så du ikke risikerer at vælte lamper eller slår hul i væggene. Kabelrodet og pladskravet til trods, er PSVR et særdeles vellykket og imponerende stykke hardware.

Hvor er spillene?

Uanset hvor godt brillen og teknikken fungerer, er det dog i sidste ende spillene der afgør, om PSVR bliver en succes eller ej. Desværre er udvalget ved lanceringen meget begrænset og kvaliteten er svingende. Bedst er Playstations egen VR Worlds, der flot demonstrerer hvor godt VR kan fungere, når grafik og lyd går op i en højere enhed. Også Rocksteadys Batman: Arkham VR er værd at nævne, hvor du får fornemmelsen af at være selveste Batman ved at iføre dig den velkendte batsuit og kaste med batarangs. Desværre er er både VR Worlds og Arkham VR korte fornøjelser, som slutter før de begynder at blive rigtig sjove. I stedet for hele spil præsenteres vi for tech- og spildemoer, som skal demonstrere netop hvor godt VR fungerer på PS4, snarere end helstøbte spiloplevelser. Det er ærgerligt og jeg følte mig faktisk lidt snydt hver gang der kom rulletekster på skærmen. Var det det? Samme mønster gjorde sig gældende ved de øvrige spiltitler jeg havde til rådighed ved anmeldelsen, hvor skuffelsen eksempelvis også var stor efter kun 8 baner af gyserspillet Until Dawn: Rush of Blood. Det er simpelthen ikke godt nok. Er PSVR kun ment som et dyrt stykke legetøj? Vil der overhovedet komme ”rigtige” spil i fuld længde, som vil kunne spilles med headsettet? Det er endnu svært at svare på.

De forskellige typer af spil illustrerer ligeledes fint, at spiludviklerne har lidt svært ved at finde ud af præcis hvad VR egentlig bedst egner sig til og hvordan man udnytter teknologien optimalt. Skal man kunne spille traditionelle spil som first person shooters, eller egner VR sig bedst til at placere spilleren i en helt anden verden, hvor man ikke nødvendigvis behøver at bevæge sig for meget rundt? I de fleste af de medfølgende spil bevæger spilleren sig ikke fysisk. I stedet kører man eksempelvis på skinner i en lille vogn, sidder som passager i bil eller hejses ned under havets overflade i et hajbur. Denne type spil er meget overbevisende og fungerer rigtig godt. Der er dog her ikke helt tale om spil i traditionel forstand, som vi normalt kender dem fra konsollerne. De spil der minder mere om rigtige konsolspil, som eksempelvis flysimulatorer og first person shooters, føltes til gengæld underlige og forkerte. Her bruger du den normale PS4-controller til at bevæge kameraet rundt, hvilket giver nogle underlige sug i kroppen.

En isolerende oplevelse

Oven i denne forvirring over hvilken type spil der egner sig bedst til PSVR, fandt jeg det at have headsettet på i længere tid en smule ensomt og isolerende, hvilket passer skidt til min normale opfattelse af konsolspil som en social aktivitet. Selvom jeg havde gæster siddende i sofaen ved siden af mig, følte jeg mig isoleret og alene i min egen lille verden De kunne kigge på, men ikke rigtig være med i legen, til trods for at de kunne følge med på skærmen. Heldigvis er dette noget Sony har tænkt over, hvorfor de kort før den endelige lancering smed en gratis samling af små partyspil på gaden. Modsat de øvrige titler demonstrerede de, hvordan PSVR også kan bruges til at spille sammen med andre og selvom der igen blot var tale om korte demoer, illustrerede de alligevel fint, at PSVR ikke nødvendigvis kun er tænkt som en oplevelse for én spiller. Dette ser jeg som et stort plus. Jeg håber derfor, at Playstation gør mere ud af netop partyspillene, da de i sidste ende var noget af det sjoveste jeg prøvede med PSVR.

Bevægelsessyge

Ligesom med andre VR-løsninger, kan nogle personer opleve ubehag ved at spille i virtual reality. Dine øjne og din hjerne modtager signaler, som ikke stemmer overens med hvad din krop foretager sig. Personligt er jeg en af dem der regerer ret skidt på denne slags forvirring, hvilket i nogle spil gjorde mig helt og aldeles rundtosset og bragte minder tilbage fra barndommen, hvor jeg snurrede rundt på en gynge til jeg kastede op. Så slemt gik det dog ikke til her, men der var alligevel titler, som jeg simpelthen måtte droppe, fordi mit hoved ikke brød sig om dem. Det var mildt sagt irriterende. Folk reagerer dog meget forskelligt på VR, og af de testkaniner jeg fik til at prøve headsettet, var det kun et fåtal der reagerede som mig selv. Hvordan du selv reagerer på det, vil jeg råde dig til at prøve af i butikken, inden du går ud og tømmer sparegrisen.

(Foto: Producent)

(Foto: Producent)

Konklusion

Playstation har uden tvivl fat i noget rigtigt med deres PSVR-headset. Teknologien er overbevisende og selve produktet er særdeles gennemført. Det er behageligt at have på og indlevelsen er i top. Desværre plages PSVR af samme problemer som ses, når en ny konsol sendes på gaden. Nye konsoller er i sidste ende ikke mere værd end de spil der kommer til dem, og hvis ingen spilproducenter bakker op om projektet, er det svært at argumentere for et køb af maskineriet. Lanceringstitlerne svinger meget i kvalitet og de få spil der kvalitetsmæssigt skiller sig ud, er ikke meget andet end imponerende demoer. Det er ærgerligt. Lægger man dertil, at det stadig koster en del samt fylder godt i stuen med alle sine ledninger og den ekstra boks, er det ikke helt let at forsvare et køb her og nu. Jeg skal dog indrømme, at jeg ser et stort potentiale i PSVR og ser derfor meget frem til hvordan spillene udvikler sig med tiden.

Fakta

Produktkode: CUH-ZVR1 Series

Skærm: OLED, 5,7 tommer

Opløsning: 1920 x RGB x 1080 (960 x RGB x 1080)

Opdateringshastighed: 120 hz, 90 hz

Visningsområde: ca. 100 grader

Mikrofon: Integreret

Sensorer: Accelerometer, gyroskop

Tilslutning: HDMI, USB

Eksterne mål/vægt

VR-headset: ca. 187×185×277 mm (bredde × højde × længde, ekskl. største fremstående del, ved korteste pandebåndslængde). Ca. 610 g (ekskl. kabel).

Processorenhed: Ca. 143×36×143 mm (bredde × højde × længde, ekskl. største fremstående del). Ca. 365 g

Producent:
Sony
annonce
annonce
annonce
annonce
Som læser har du kun ret til at benytte indholdet på lydogbillede.dk til personlige og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål, forudsat at du henviser til kilden og respekterer eventuelle rettighedsangivelser og/eller -forbehold. Du må ikke bruge indhold til andre formål eller på andre måder end dem, der udtrykkeligt er tilladt. .