Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Samsung NX20

Trådløse billeder

Her er kameraet, som kan kobles trådløst til din computer og smartphone. God billedkvalitet har det også.

Skrevet af / 16/09/2012 - 00:00
Samsung NX20
Lasse Svendsen

Dagens smartphones viser, hvor nemt man kan gøre noget, som egentlig er kompliceret. I løbet af sekunder kan man tage et billede, sende det videre til sociale netsider eller via e-mail, og før der er gået et minut, har man delt et helt frisk billede med mennesker, som befinder sig helt andre steder. Prøv det med et kamera.

Med undtagelse af store trådløse Wi-Fi-sendere på dyre professionelle kameraer på sportsarenaer har trådløs deling af billeder været forbeholdt mobiltelefoner. Spæde forsøg i form af trådløse kompaktkameraer fra Samsung og Canon har ikke været særlig vellykkede. Men Samsungs nye NX-serie kan sætte fart i salget af trådløse kameraer. For efter testen af Samsung er vi frelst.

Wi-Fi
Samsung har på mange måder hørt vores bønner og integreret en trådløs sender i kameraet. Så langt, så godt. Nikon har også Wi-Fi til D3200 og D800, men da må man sætte en separat sender på. 1-0 til Samsung. Alt, hvad man behøver at gøre, er at dreje funktionshjulet på toppen af kameraet til Wi-Fi. Så dukker der en skærmmenu op, hvor man kan vælge imellem syv forskellige måder at koble kameraet trådløst til andre enheder på. Mobile Link gør det også muligt at sende billeder og video fra NX20 til en smartphone. Remote Viewfinder – eller fjernsøger, om man vil – gør det muligt at se søgerbilledet fra kameraet på en tablet eller en smartphone, og så tage billeder ved at bruge pegefingeren på mobilens skærm.

Herudover kan man uploade billeder til Facebook, Picasa, YouTube og Photobucket. Det er også muligt at sende billeder via e-mail fra kameraet, uploade til netskyen SkyDrive og overføre dem trådløst til computeren på samme netværk. Endelig er det også muligt at vise billederne fra kameraet på tv’et, hvis det også er tilsluttet et trådløst netværk. For det må man naturligvis have. Så længe der er adgang til Wi-Fi, kan NX20, NX210 og NX1000 bruges trådløst.

Alt er relativt enkelt og intuitivt lagt op. Men det er et minus, at man hele tiden må taste netværks-password, e-mail-adresser og data for at få adgang. Og så bliver det en længere proces. Kameraet husker ikke sidst indtastede password, og at lægge det ind på ny kræver mange tastetryk. For den smarte AMOLED-skærm er nemlig ikke berøringsfølsom.

20 megapixel
NX20 er fysisk set bygget på den tidligere model NX10/11, med elektronisk søger, men har fået et redesignet håndgreb samt vrid- og vipbar 7,6 tommers AMOLED-skærm med 614K opløsning.

Kameraet har i lighed med NX200, som vi testede for nylig, en helt ny 20,3 megapixel CMOS-billedsensor. De to modeller deler det meste af teknikken, men NX20 har integreret blitz og 1/8000 sekund som korteste lukkertid. Den nye billedsensor har fået et forbedret farvefilter, der slipper mere lys igennem, og et mildere low-pass filter (reducerer moiré). Mikrolinsernes sensorer er placeret endnu tættere for at fange mere lys og få endnu mere af lyset i yderkanten af hver mikrolinse med. Den nye billedprocessor støtter også 1080p/30 fps HD-video, og kameraet har ISO-følsomhed fra ISO 100 til 12.800.

Flere funktioner
NX20 klarer op til otte billeder pr. sekund. Men kameraet magter ikke at fokusere mellem eksponeringerne på disse hastigheder, og bufferen stopper billedserien efter kun 11 billeder. I lighed med NX200 tager det længere tid, end vi kan lide, når man skyder råfiler og jpeg-filer samtidig. Så ja, det er hurtigt, men i praksis har NX20 sine begrænsninger. Autofokussen er hurtig nok til, at billederne bliver skarpe i de allerfleste situationer. Måske ikke lige så lynhurtigt som Olympus OM-D E-M5, men følgefokussen hænger godt med på bevægelige motiver. Så længe det ikke går for hurtigt.

Flere og flere af Samsungs objektiver har fået iFunction-knap – iFn – som med et tryk på knappen på siden af objektivet henter de mest brugte indstillinger frem på en linje nederst på skærmen og i søgeren. Det giver dig hurtig adgang til funktioner som eksponeringskompensation, ISO med mere.

Håndgrebet er ikke stort, men klædt i gummi og giver sammen med tommelfingergrebet på bagsiden et meget bedre greb end plastgrebet på NX200/210. Knapper og rat er overskueligt placeret, men placeringen af start/stop-knappen for video-optagelse er ikke så smart. Den sidder nemlig sådan placeret, at man kan komme til at starte optagelse ved et uheld.

Det er muligt at lagre egne indstillinger i kameraet, og et par af knapperne kan programmeres til en bestemt funktion. Den skarpe skærm er allerede nævnt, men søgeren er fantastisk lys, stor og skarp. Den slukker mellem eksponeringerne på serieoptagelse, men står faktisk ikke nævneværdigt tilbage for søgeren i Sony NEX-7, som vi anser for den bedste på markedet i øjeblikket.

Billedkvalitet
For en sikkerheds skyld testede vi også NX20 med det nye 85 mm f/1.4 iFn og 20 mm f/2.8 iFn, ikke bare den nye 18-55 mm, som følger med. Det er ikke blandt de skarpeste eller mest rettegnende objektiver, vi har testet, så for at have et bedre udgangspunkt til at vurdere billedkvaliteten fra NX20 benyttede vi flere objektiver.

Som ventet leverer NX20 meget høj opløsning med god skarphed og detaljeopløsning. På 18 mm brændvidde er tøndefortegningen synlig. Og den bliver ikke bedre før blænde f/8.0 og f/11, men er jævnt skarp, til man passerer blænde f/16. På 35 mm brændvidde er linjefortegningen næsten borte, skarpheden er jævnere fra blænde f/4.5 til og med blænde f/16. På 55 mm er skarpheden god fra blænde f/5.6, men her dukker der svag pudeformet linjefortegning op.

Med Samsungs 85 mm f/1.4 påmonteret får man virkelig udnyttet kameraets høje opløsning. Objektivet er relativt stort og vejer 715 gram, men balanceres fint med det slanke NX20, når man holder under objektivet. Detaljeopløsningen er synligt bedre end med 18-55 mm og viser tydeligt, hvor stor betydning optisk ydelse har for billedkvaliteten.

Testbillederne fra NX20 viste som ventet finkornet støj ved ISO 1600, som bare blev marginalt kraftigere ved ISO 3200. Og som på NX200 er det ved ISO 6400, man ser støjen øges betragtelig og farvestøjen gøre sin synlige indtræden. Da falder også opløsningen, og selv om ISO 12.800 er brugbart, tager kraftig støjdæmpning på JPEG-filerne detaljeskarpheden med sig ud i det store intet.

Sony NEX-5N er marginalt bedre på støjkontrol ved høj ISO, det samme er Olympus OM-D E-M5, som desuden har finere farvegengivelse på JPEG-filer, hvor hudtoner fremstår som mere naturlige, og komplementærfarverne ikke stikker lige så meget frem i billederne.

For farvebalancen har kølig farvetemperatur. Personligt ville jeg dæmpe farverne i kameraopsætningen, hvis jeg skulle skyde meget JPEG, men holder man sig til råfiler, er det ikke noget problem. Da laver man alligevel justeringer bagefter for at lave foretrukken farvemætning. Billeddynamikken fra CMOS billedsensoren i NX20 er på niveau med de bedste i klassen, såsom Sony NEX-7 og Olympus OM-D E-M5. Og følgelig på højde med spejlreflekskameraer som Canon EOS 60D og Nikon D7000, også de med APS-C billedsensorformat.

Som på NX200 er HD-videokvaliteten høj. Der er marginalt synlig flimmer under panorering, med relativt lille gelé-effekt (rolling shutter), og opløsningen er høj. Selv om stereomikrofonerne giver okay lydkvalitet, er muligheden for at bruge en separat mikrofon på NX20 en kærkommen bonus, som garanterer meget bedre lyd.

Konklusion
Med trådløse muligheder integreret i kameraet er Samsung NX20 et højst interessant alternativ til systemkameraer i denne klasse. Den meget skarpe søger, en lang liste med funktioner og et handy format er gode argumenter. Men endnu vigtigere er brugervenlighed og billedkvalitet. Der har vi ikke meget at udsætte på NX20, med undtagelse af den i overkanten aggressive støjdæmpning ved høje ISO-værdier – og fraværet af trykfølsom skærm. Med en trykfølsom skærm ville kameraets trådløse funktioner kunne udnyttes langt lettere. Hvis man ikke har brug for Wi-Fi, findes der gode alternativer i Sony NEX-7 og Olympus OM-D E-M5, som begge har elektronisk søger og trykfølsom skærm. Sidstnævnte har desuden et fristende udvalg af optik at vælge imellem, noget både Sony og Samsung mangler.

Nye objektiver

Systemkameraet bliver ikke komplet uden et godt objektivudvalg.

Samsung er stille og roligt kommet med nye objektiver til NX-systemet. Nu er udvalget oppe på ti objektiver. Da har vi også medtaget 16-80 mm f/3.5-4.5 iFn, som er annonceret, men endnu ikke i butikkerne.

16 mm f/2.4 iFn vidvinkel

20 mm f/2.8 iFn vidvinkel

30 mm f/2.0 normalbrændvidde

60 mm f/2.8 iFn med 1:1 makro

85 mm f/1.4 iFn tele

20-50 mm f/3.5-5.6 iFn normalzoom

16-80 mm f/3.5-4.5 OIS iFn normalzoom

18-55 mm f/3.5-5.6 OIS iFn normalzoom

18-200 mm f/3.5-5.6 OIS iFn telezoom

50-200 mm f/4.0-5.6 OIS telezoom

Samsung NX 85mm f/1.4 iFn har vi allerede stiftet bekendtskab med. Og efter kvaliteten at dømme er der ikke megen tvivl om, at Samsung kan optik. Objektivet er nemlig meget skarptegnende og meget rettegnende. Det lover godt for fortsættelsen.

Lyd & Billede mener

Meget høj opløsning Godt udstyret (Wi-Fi) God brugervenlighed Rigtig god HD-videokvalitet Kraftig støjdæmpning Ujævn optisk skarphed (18-55 mm) Behøver en trykfølsom skærm

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Længe ventet opgradering

Kompakt og kompetent telezoom

Større instant-billeder

Flyvende dobbeltdækker

Kamera med kunstig intelligens

Giver baghjul til konkurrenterne

Full-frame kamera på budget

Fænomenalt anvendelig kameradrone

Et perfekt kompromis

Helt vild vidvinkel!

En ulv i fåreklæder

Nikons Z8 opfylder manges drømme

Scroll to Top