Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: OPPO PM-1

Ekstraordinær lydmester

Disse hovedtelefoner giver en sjældent god lydkvalitet, som løfter musikoplevelsen til nye højder.

Skrevet af / 15/01/2015 - 10:00
OPPO PM-1
Lasse Svendsen

De fleste hovedtelefoner har én ting tilfælles: Cirkelrunde elementer placeret i ørekopper, som man placerer på ørerne ved hjælp af en bøjle. Kvaliteten af elementerne, ørekoppernes dæmpning og ikke mindst lydkvaliteten varierer meget. For nu at sige det mildt.

I dag er det muligt at få aldeles acceptabel lyd til en tusindkroneseddel. Dobler man prisen, øges besidderglæden, og lydkvaliteten bliver bedre. Mærkbart bedre. Men hvis man sigter efter femcifrede priser, går man ikke bare et hak op, man træder ind i en ny verden.

10.000 kroner køber dig exceptionelt god lyd. Vi vil vove at påstå, at du kommer op på et niveau, hvor lydkvaliteten kan overgå højttalere til mange gange prisen. Så hvis man trives med at høre musik med hovedtelefoner, kan man tage springet ind i high-end himlen for relativt få penge – sammenlignet med, hvad et high-end anlæg som regel koster.

Mange vælger netop derfor at bruge pengene på dyre hovedtelefoner, og måske en god hovedtelefon-forstærker. Måske er man den eneste i husstanden, der sætter pris på seriøs lyd. Så kan der være fornuft i snarere at bruge penge på gode hovedtelefoner.

I prisklassen omkring 10.000 kroner er der overraskende meget at vælge imellem. De fleste hovedtelefoner i denne klasse er bygget over samme læst som hørebøffer til 2.000 kroner, men nogle skiller sig markant ud fra de konventionelle principper.

Ikke helt almindelige
De første hovedtelefoner fra OPPO hører afgjort til i kategorien sjældne, hvad tekniske løsninger angår. Med en pris på heftige 10.000 kroner stiller de op i samme klasse som topmodellerne fra AKG, Fostex, Audeze, Grado, Sennheiser og Beyerdynamic.

Men OPPO PM-1 adskiller sig fra de fleste af disse ved, at de ikke bruger almindelige, runde dynamiske elementer. Her sidder der i stedet et stort, ovalt planar-element i hver ørekop. Det adskiller sig fra almindelige elementer ved, at den syletynde membran har strømførende tråde og drives af et magnetfelt, der skaber de bevægelser, som membranen har brug for.

Fordelene ved planar-magnetiske elementer er mange. Såsom lavere forvrængning, hurtigere respons (kraftige magneter og let membran), stor lydflade og svagere elektrisk modstand. Det betyder ikke, at de lyder radikalt anderledes end hovedtelefoner med almindelig dynamisk membran, men potentialet for høj lydkvalitet er afgjort til stede.

Uanstrengt lyd
PM-1 er store, men ikke så store som mange andre planar-hovedtelefoner. F.eks. Audeze LCD-2. De er også komfortable, selv om vægten er forholdsvis høj. At de er åbne, betyder at de lækker lyd ud; ikke særlig meget, men folk, der sidder tæt på, kan godt høre, hvad man spiller. De lækker også lyd ind; ikke meget her heller, men nok til at man ikke tager dem med i bussen på vej til arbejde.

Men hjemme i sofaen, på terrassen eller på kontoret er de fortræffelige.

Med de store ørekopper på ørerne og koblet til en god hovedtelefon-forstærker – f.eks. OPPOs egen HA-1 eller McIntosh MHA100 – åbner der sig et silkeblødt univers af krystalklare toner og klangfulde harmonier. OPPOs hovedtelefoner er næsten helt neutrale, men fokus er på mellemtonen. Som er dejligt fyldig og favoriserer vokaler. På en positiv måde. Især kvindevokaler, så kor, opera og singer/songwriters lyder fantastisk med PM-1.

Den allerdybeste bas og den allerøverste diskant er lidt afdæmpet. Men ikke så meget, at det er et problem, for de slår godt fra sig i bassen, og der mangler ikke noget i toppen.

pm1ha1-white
En ordentlig hovedtelefon-forstærker er nødvendig for at få mest muligt ud af hovedtelefonerne fra OPPO, f.eks. OPPOs egen HA-1, som ses her.

Tonerne fra Hélène Grimauds koncertflygel på hendes nyligt udgivne Beethoven- fortolkninger er pragtfuldt gengivet med et skarpt fokus, uden at det bliver ubehageligt, og bassen har virkelig format. Kontrabasser og slagtøj får en saftig ansats af de store membraner, men samtidig er bassen kontrolleret og ikke så blød, at den lyder uldent.

Personligt kan jeg godt lide et stort, bredt lydbillede, når jeg lytter med hovedtelefoner. Her får man afgjort et stort og åbent lydbillede, men det er ikke så bredt, så stereoperspektivet giver dig følelsen af, at musikken fremføres et stykke væk fra hovedet.

Men det gør ikke så meget, for PM-1 tackler både rock og raffinement lige godt. De slår ikke lige så hårdt som nogle af konkurrenterne, men de er lydefri forstået på den måde, at man ikke sidder og irriteres af f.eks. grove sibilanter eller svampet bas.

Detaljerigdommen er fremragende uden at være påtrængende, og hovedtelefonerne giver krystalklare smånuancer. F.eks. på Pink Floyds nye album, The Endless River, hvor man nærmest kan dykke ned i et hav af fine detaljer og nuancer, som i høj grad er med til at løfte musikoplevelsen.

Da PM-1 har aftagelige kabler, kan man også bruge dem med balancerede kabler for bedre støjdæmpning. Disse er ekstraudstyr og kan bl.a. anvendes sammen med OPPOs egen hovedtelefon-forstærker HA-1 (testes i næste nummer).

Lydmæssigt er forskellen stor, hvis man skifter fra jack-kabel til balanceret på HA-1. Lydbilledet åbner sig mere, perspektivet bliver bredere, og man kan høre flere nuancer. Så balanceret kabling er absolut de ekstra penge værd, i hvert fald hvis man vælger HA-1 som hovedtelefon-forstærker.

Konklusion
Selv om det er muligt at drive OPPO PM-1 med en iPhone, har de brug for en forstærker for at lyde optimalt. Men så når man næsten også nirvana-tilstande. Ulempen er, at det er en ekstra omkostning, som man næsten er nødt til at påtage sig, hvis man vil udnytte hovedtelefonerne til fulde. Det behøver ikke nødvendigvis at være OPPOs egen HA-1; de kan spille fantastisk på en god almindelig forstærker med en ordentlig hovedtelefon-udgang.

PM-1 er virkelig værd at lytte til, hvis du leder efter seriøse hovedtelefoner. Uanset om det er som erstatning for eller ved siden af et high-end anlæg. Meget bedre bliver det ikke, men det koster også derefter.

Lyd & Billede mener

At høre OPPOs hovedtelefoner er næsten som at få nye ører. Krystalklar lyd med behagelig balance og en enorm gennemsigtighed er sjældent blandt hovedtelefoner, men her klapper alting. Toppen af diskanten er lidt for afslappet, og trods god komfort er de tunge – og ikke mindst dyre.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Den bedste lyd til pengene

Køb forgængeren i stedet

Så enkelt - så mesterligt!

Endelig "lossless" fra Bose

Godt nyt fra Bose

Hør din musik for første gang

B&W sætter barren højt - igen

Fabelagtigt gode til få penge

AirPods Pro er de smarteste hørepropper

Jabras klart bedste – men ikke for alle

Sonys professionelle hovedtelefoner - en usminket sandhed

Propper med fjernsyn

Scroll to Top