Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

: LG G5

LG famler i blinde

LG G5 er en glimrende mobil, som du formentlig ikke vil købe.

Skrevet af / 13/04/2016 - 19:02
LG G5
Peter Gotschalk

LG har det ikke for nemt på mobilmarkedet. Firmaet laver skam glimrende telefoner – som LG G4, der blev kåret til Årets Bedste kameratelefon sidste år, og LG V10, som vi for få måneder siden gav vores specielle anbefaling – men firmaets ideer og produkter peger snart i den ene retning og snart i den anden, og det virker som om, LG har svært ved at finde sine ben i skyggen af den koreanske storebror, Samsung.

De seneste par år har LG således brugt meget krudt på at promovere nye måder at betjene mobilen på – blandt andet med funktionerne Knock Code og KnockON, som lader brugeren oplåse og vække sin mobil ved at banke på skærmen med knoerne – mens det store cirkusnummer i år, LG Friends, er i en helt anden boldgade. Det hele handler selvfølgelig om at differentiere sig fra konkurrenterne, men vi har hidtil ventet forgæves på den helt store genistreg fra den koreanske elektronikproducent.

Udseende og design
Og sådan er det også i år. For godt nok er det nye koncept, førnævnte LG Friends, absolut en spændende idé, men den er ikke gennemført nok, og med mindre der pludselig kommer uventet stor opbakning fra tredjepartsproducenter eller enorm efterspørgsel fra forbrugerne, vil også LG’s seneste nyskabelse gå i glemmebogen i løbet af et par år, tør vi godt garantere.

Foto: LG
Foto: LG

LG Friends er navnet på en serie af tilbehørsprodukter, som LG i år har lanceret sammen med deres nye topmobil. Selve mobilen er fremstillet af en aluminiumslegering og glas, men i bunden sidder et udskifteligt modul, der er fastgjort til batteriet og kan trækkes ud ad telefonen. Det betyder dels, at batteriet kan skiftes ud, hvilket er en sjældenhed for mobiler fremstillet i metal, og dels at man kan isætte moduler, som tilføjer ny funktionalitet til mobilen – de førnævnte LG Friends-produkter.

Vi synes som sagt, at ideen er god, men indtil videre findes der kun to udvidelsesmoduler, som vi i øvrigt ikke engang har kunnet teste, fordi LG simpelthen ikke havde testeksemplarer af dem til rådighed, da de sendte os LG G5.

LG CAM Plus er det ene Friends-modul, og det udvider batterikapaciteten med 1200 mAh samtidig med at det tilføjer et kameragreb og fysiske knapper for bl.a. videooptagelse og zoom. Desuden tilføjer det bedre autofokus og eksponeringslås.

H-Fi Plus med B&O Play er det andet Friends-modul, der dybest set er en DAC med understøttelse af både upsampling og afspilning af 32 bit HD-lyd (384 kHz).

Det er i øvrigt ikke til at se den omtalte modulopbygning med det blotte øje. Så tæt slutter det medfølgende batteri-modul med resten af telefon-kroppen. Der sidder blot en lille knap på siden af mobilen, som man skal trykke ind med en negl. Så kan man med lidt møje og besvær hive modulet ud.

Foto: LG
Foto: LG

Ellers er designet forholdsvis uspektakulært. Mobilen har afrundede kanter og hjørner, hvor de sidste par forgængere var meget skarpe og kantede, og det er helt, helt slut med bagsider af kunstlæder, der var et andet af LG’s forsøg på at vinde kundernes gunst. Tværtimod ser telefonen meget plastic-agtig ud, selvom den vitterligt er fremstillet af aluminium, men vi har ladet os fortælle, at det skyldes en særlig behandling af overfladen, der gør den mere robust over for skrammer.

Knappen, der udløser batteri-modulet, sidder nederst på mobilens højre kant. Foto: LG
Knappen, der udløser batteri-modulet, sidder nederst på mobilens højre kant. Foto: LG

Skærm
Skærmen på sidste års model var faktisk større med sine 5,5”, så fordi LG G5 har samme QHD-opløsning som G4, men en skærm på bare 5,3”, er pixeltætheden lidt højere (554 mod 538 ppi), og skærmens detaljeskarphed en mikroskopisk smule bedre. I modsætning til Samsung, der sværger til S-AMOLED-skærme, bruger LG samme type skærmteknologi som Apple, nemlig IPS LCD, hvilket giver skærmbilledet en mere naturlig farvetemperatur, mens det kan være svært at nå samme perfekte sortniveau som med OLED.

LG praler med, at skærmen på LG G5 er deres bedste hidtil, og den skulle angiveligt være ekstremt lysstærk med en lysstyrke på op til 800 nit, hvilket er næsten lige så højt som de 855 nit, skærmen på Samsung Galaxy S7 kan præstere.

Sådan er det i teorien, men i praksis er der kæmpe forskel på de to skærmes præstationer. Vi oplevede skærmen på LG G5 som skarp og meget detaljeret, men også som lyssvag og en smule farveløs. Det blev især tydeligt, da vi lagde G5 ved siden af Galaxy S7 og skruede helt op for lysstyrken på begge mobiler.

Kamera
Straks mere overbevisende er kameraet. Det er ikke lige så lysfølsomt som kameraet i Samsung Galaxy S7, der jo nærmest kan se i buldermørke, men tager stadig gode billeder både i dagslys og ved dårligere lysforhold. Mest interessant er dog, at mobilen er udstyret med to kameralinser, hvoraf den ene er en standard 16 MP-linse, mens den anden er en 135 graders vidvinkellinse på 8 MP. Og sidstnævnte giver altså nogle muligheder, som vi ikke før har set bygget ind i en mobil.

standard

Det nederste billede er fotograferet med vidvinkel-linsen, det øverste med standardlinsen på 16 MP. Fotos: Peter Gotschalk, Lyd & Billede
Det nederste billede er fotograferet med vidvinkel-linsen, det øverste med standardlinsen på 16 MP. Fotos: Peter Gotschalk, Lyd & Billede

For man kan naturligvis få meget mere med i billedet med en vidvinkellinse, og dels kan man selv skifte manuelt mellem de to linser i kameraets brugerflade, og dels vil mobilen automatisk skifte fra den ene til den anden, når man zoomer ind eller ud på et motiv. Smart.

Foto: LG
Foto: LG

Lyd
LG’s mobiler har aldrig haft god lyd som deres stærke side, og det har LG G5 heller ikke. Måske er det derfor, firmaet har lanceret et produkt som det føromtalte Friend-modul, H-Fi Plus med B&O.

For uden lyder musik mest som grød. Kun LG’s egen musik-app kommer med en begrænset EQ-funktion, som kan justere lydbilledet en smule.

Samtalekvaliteten, mens man telefonerer, er heller ikke overvældende.

I brug
Én ting, som LG har holdt fast i gennem flere år, er tænd- og sluk-knappens placering på bagsiden. I år har knappen også fået indbygget fingeraftrykslæser, der faktisk er enormt hurtig.

En nyskabelse er brugerfladen, som er baseret på Marshmallow, den nyeste Android-version, men kommer med én markant ændring i forhold til tidligere. LG har nemlig taget livet af den såkaldte app-launcher, hvilket gør betjeningen meget iPhone-agtig. LG er ikke den første Android-producent, som går den vej. Huawei har tidligere gjort det samme, og det vil sikkert glæde mange brugere, mens hardcore Android-fans vil føle sig på udebane.

lagerstyring_LG

Øverst screenshot fra LG G5. Her kan vi ikke få lov til at flytte Asphalt 8 til eksternt hukommelseskort, som vi kan på Samsung Galaxy S7 (screenshot nederst).
Øverst screenshot fra LG G5. Her kan vi ikke få lov til at flytte Asphalt 8 til eksternt hukommelseskort, som vi kan på Samsung Galaxy S7 (screenshot nederst).

I lighed med Samsung Galaxy S7 understøtter LG G5 ikke den såkaldte adoptable storage-funktion, som ellers blev introduceret med Android Marshmallow (funktionen indebærer, at den indbyggede hukommelse bliver slået sammen med lagerpladsen på et eventuelt eksternt hukommelseskort, så de to lagre fungerer sammen som én hukommelse), men i modsætning til Samsung lader LG heller ikke til at åbne op for at flytte apps fra mobilens interne hukommelse til det eksterne lager via lagerstyringen. Vi er ikke hundrede procent sikre på, at der er lukket af for denne mulighed, men vi kunne ikke finde én eneste apps, der kunne flyttes på denne måde, da vi testede mobilen.

Ydelse
Hvor sidste års LG-topmobil ikke brugte den på daværende tidspunkt hurtigst tilgængelige processor på markedet, så er der med LG G5 skruet op for tempoet, og mobilen har en spritny Qualcomm Snapdragon 820-processor til at drive værket. Hertil kommer 4 GB RAM.

Geekbench 3-resultat.
Geekbench 3-resultat.

Ydelsen fejler altså ikke noget, hvilket vores benchmark-resultater også er vidnesbyrd om. I single-core test præsterer LG G5 sågar bedre end Samsung Galaxy S7, men kan dog ikke hamle op med Apples iPhone 6s på dét punkt.

AnTuTu-resultat.
AnTuTu-resultat.

I daglig brug er telefonen lynhurtig og i praksis helt på niveau med årets andre absolutte topmodeller.

Batteritiden er ringere end på Samsung Galaxy S7.
Batteritiden er ringere end på Samsung Galaxy S7.

Konklusion
LG G5 er en god mobiltelefon. Ligesom tidligere topmodeller fra den lidt mindre koreanske elektronikgigant. Den modulære opbygning og idéen med tilføjelsesprodukter er god, men kun to af slagsen er simpelthen ikke nok.

I det hele taget mangler LG sans for detaljen. Man har ændret på brugerfladen, og man har ændret på designet, men ingen af delene rammer plet. Idéen om en ekstra kameralinse med vidvinkel er god, og kameraet er sjovt at bruge i praksis, men er det nok til at få forbrugerne til at vælge LG frem for Apple, Samsung og Sony? Vi tror det ikke, og det ville vi nok heller ikke gøre selv.

Home mener

Mulighed for tilføjelse af nye funktioner samt udskiftning af batteri via modul-design. Høj ydelse og lynhurtig i daglig brug. To kameralinser, hvoraf én har vidvinkel. For få tilbehørs-produkter, der drager nytte af moduldesign. Lidt kedelig og lyssvag skærm, og mudret lyd. Fås kun med 32 gigabyte indbygget lager og drager ikke nytte af adoptable storage.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Lyd & Billede
Scroll to Top