Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: LG 84LM960W

Verdens skarpeste TV

De nye Ultra HD-tv’er er fremtiden. Vi har set nærmere på LG’s enorme 84-tommer og deler ud af vores indtryk!

Skrevet af / 15/03/2013 - 06:20
LG 84LM960W
Audun Hage

Jeg husker tydeligt første gang, jeg så et vaskeægte HD-tv i aktion. På besøg i et amerikansk indkøbscenter i 1998 blev der vist HD-optagelser af amerikansk fodbold på et stort bagprojektions-tv. Billedkvaliteten var forbløffende, med en skarphed hinsides alt, hvad jeg tidligere havde set! Små detaljer som græsstrå og spillerdragter blev knivskarpt gengivet på den store skærm, der fik datidens billedrørsfjernsyn til at fremstå håbløst diffuse og outdatede i sammenligning. Det var kort og godt en fed billedoplevelse!

Spol 15 år frem i tiden, og endnu en revolution i billedkvalitet er nært forestående: De nye Ultra HD-tv’er repræsenterer på mange måder et kvantespring inden for billedkvalitet, med fire gange højere opløsning end dagens fuld HD-standard. Det giver rum for både større og skarpere tv-skærme, som kan tangere – eller til og med overgå – den billedoplevelse, du får i landets bedste biografer! Lyder det lækkert at kunne have hjemme i sin egen stue? Du har selvfølgelig ganske ret!

LG 84″ Ultra HD
Koreanske LG er en af de producenter, som har været mest ivrige efter at bringe UHD-tv’er på markedet. 84 tommers UHD-skærmen blev oprindelig introduceret i 2012 og er allerede at finde på udstillinger i udvalgte butikker til en pris af småpebrede130.000 kroner. Det er alligevel væsentlig billigere end Sonys ublu pris for deres 84 tommers 4K-tv på ca. 200.000 kroner.

LG-skærmens vitale mål er 84 tommer skærmdiagonal med 3840 x 2160 pixel opløsning. Designmæssigt er det en ganske simpel affære med en slank ramme omkring panelet og beskeden dybde.

Det første, man skal vænne sig til, er hvor enormt stor LG-skærmen er. Vi taler om et tv, som er næsten 2 meter bredt, 1,20 meter højt og vejer 80 kg! Vi har tidligere leget med Samsungs gedigne 75-tommer, men den bliver næsten som lille at regne i forhold til LG’s mastodont. Det her er med andre ord ikke et tv, du “smider hen i hjørnet”, men snarere indretter stue og siddegruppe omkring.

Selv om 84 tommer kan virke overdrevet stort, skal det ses i sammenhæng med den høje skærmopløsning. En del af pointen med en UHD-skærm er, at billedet skal dække hele synsfeltet uden synlige billedpunkter/mønstertern. Et tv på denne størrelse kan fint erstatte en projektor i dedikerede hjemmebiograf-anlæg.

Brugervenlighed og finesser
84LM960W har samme udstyrsniveau som LG’s øvrige topmodeller i 900-serien. Det indebærer LG’s egen netportal Smart World med populære apps som Skype og Netflix om bord. 84-tommeren er lige så nem at bruge som et hvilket som helst andet LG-tv og har nøjagtig samme menusystem. Indstillinger og finesser er nemt og overskueligt lavet.

Den smarte fjernbetjening, Magic Remote, er også inkluderet og gør det let at navigere gennem menuer og hjemmesider. 84-tommeren er udstyret med en dual-core (to-kerne) processor, som letter download af tunge net-applikationer.

Billedkvalitet UHD
Vi starter billedseancen med at teste tv’et med ægte UHD-video. Kildematerialet leveres til anledningen af en mystisk udseende medieafspiller, som LG har fyldt med alt fra stillfotos til levende video i Ultra HD. Videosignalet sendes videre til skærmen via et HDMI-stik, og wow-effekten lader ikke vente på sig!

LG-skærmen tegner et glasklart og knivskarpt billede, som er hinsides, hvad man kan håbe at opleve med en almindelig fuld HD-skærm. I stedet for at billedet brydes op i tydelige punkter eller mønstrede tern, smelter billedpunkterne her sammen til en sømløs helhed, som er skræmmende virkelighedsnær. Billedet er kort og godt så naturtro, at man får lyst til at strække hånden ud og føle på det.

Der sker også andre interessante ting, når billedet er så stort og skarpt som her. For det første bliver det utrolig afslappende og behageligt at se på, og vi oplever mindre tendens til irriterede øjne end med mindre skærme. Det bliver omtrent som at sidde midt i biografsalen med et billede, der fylder hele synsfeltet. For det andet taler vi om en dybdegengivelse, som klart overgår almindelige 3D-skærme. Med 2D-billeder så skarpe som dette går det faktisk an at se “ind” i billedet og få en følelse af dybde, konturer og formen på objekter.

Kræsen med signaler
Samtidig bliver det klart, at en skærm på denne størrelse er ekstremt afslørende over for svagheder i billedmaterialet, hvad enten det gælder i video-overførslen eller selve produktionen. Akkurat ligesom overgangen til HD har medført dyrere produktioner og højere krav til bl.a. sminke og sceneteknik, ser vi lignende udfordringer for os, når man skal filme i UHD. Demo-materialet fra LG er selvfølgelig meget dyrt og lavet specielt til opgaven. Det kommer desuden på harddiske i form af temmelig tunge videofiler. Det skal blive interessant at se, hvordan billedkvaliteten bliver via almindelige tv-udsendelser eller streaming via nettet, hvor video-overførslen nødvendigvis må være mere komprimeret.

En stor skærm som denne har også lettere ved at afsløre sine egne svagheder, og da tænker vi specielt på billedbehandlingen. Meget tyder på, at de store UHD-videofiler er tung kost at sluge for LG-skærmens billedmotor. Vi kan nemlig se en tendens til lidt ujævne billedbevægelser, som om billedet “hænger” lidt nogle gange. Hvorvidt dette problem ligger i skærmen eller den ukendte medieafspiller, er dog vanskeligt at bedømme.

Billedkvalitet i fuld HD
Selv om vi kan rose UHD-billedkvaliteten til skyerne, må vi indrømme, at det hele falder lidt til jorden igen, når vi skifter til almindelig Blu-ray-film. Forskellen er vældig stor. Selv Batman: The Dark Knight med sine imponerende IMAX-scener bliver skuffende at se på i forhold til ægte UHD. Selv om billedet fortsat er stort og detaljeret, er vi et godt stykke under den knivskarpe billedinformation, som vi får med ægte UHD.

Hvor vi med UHD-video kunne sidde 3 meter fra skærmen uden at se antydningen af billedpunkter, måtte vi flytte stolen ud til 4 meters betragtningsafstand for at undgå synlige billedpunkter eller støj i Blu-ray-overførslen. Det bekræfter bare, at LG-skærmen kræver UHD-materiale for at være i sit es.

Da de, der køber et UHD-tv, vil være nødt til at leve med almindeligt HD-materiale i lang tid fremover, er det vigtigt, at skærmen gør det bedst mulige job med at opskalere det til UHD på en effektiv måde. Baseret på vores erfaringer med Sonys 4K-skærm virker det, som om LG har lidt at hente netop her. (Om det alene er prisforskellen på næsten 50.000 kroner værd, er vi derimod mindre sikre på).

3D på 84 tommer
En spændende finesse på Ultra HD-modellen er muligheden for at se 3D med passive briller og alligevel få fuld HD-opløsning. Den polariserende teknik halverer som bekendt antallet af horisontale linjer fra 1080 til 540 linjer pr. øje, men med dobbelt så høj skærmopløsning er LG-skærmen i stand til at give 1080 linjer til hvert øje, på lige linje med de aktive brilleløsninger. Det giver på mange måder det bedste af to verdener: Fuld skarphed uden tendens til crosstalk og øjenbesvær.

Kombineret med det store skærmareal er der ingen tvivl om, at 84-tommeren giver en imponerende dybdeoplevelse i 3D, som alligevel ikke er helt på niveau med de bedste plasma- og OLED-skærme, sikkert fordi de opererer med endnu højere skærmfrekvenser end LED-skærmen fra LG.

Generel billedkvalitet
Selv om LG-skærmen er gedigen, både når det gælder størrelse og opløsning, er der fortsat tale om en ganske ordinær LCD-skærm med dens typiske styrker og svagheder. Mens de øvrige modeller i 9000-serien bruger LG’s avancerede Nano LED-paneler med ægte bagbelysning, bruger 84-tommeren almindelig kantmonteret LED-belysning. Det er den eneste teknik, der er økonomisk forsvarlig at bruge på en skærm af denne størrelse. (Vi tør slet ikke tænke på, hvad en mere avanceret bag-LED variant ville koste, langt mindre en 84 tommers OLED-udgave).

Alligevel har kant-LED teknikken sine begrænsninger i forhold til, hvilken kontrast og hvilket sortniveau skærmen kan give. Selv om LG-skærmen har blændende lysstyrke, som også er jævnt fordelt uden lyse pletter, er vi ikke videre imponeret over sortniveauet. De mørkeste scener mangler lidt detaljer og “gror sammen” i de mørke partier.

Det måske største ankepunkt, vi har, er dog det blanke frontglas, der har en slem tendens til at reflektere lyskilder i rummet. Lys fra mobiler, tablets og lamper kan let virke forstyrrende, når man ser film i dæmpet belysning. Selv om vi gyser ved tanken om, hvad et 84 tommer stort antirefleks-filter ville koste (Philips’ Moth Eye f.eks.), kunne vi godt ønske, at LG havde gået efter en lidt mattere overflade.

Lydkvalitet
Mens Sony har udstyret deres 4K-skærm med store sidemonterede højttalere, har LG valgt en indbygget løsning, som alligevel er relativt omfattende, med ti højttalere og dedikeret bashøjttaler. Og der er bestemt godt med tryk i tv-lyden, med rigtig bas og god klarhed. Lydkvaliteten er absolut på niveau med en god soundbar, men kan naturligvis ikke måle sig med et separat surround-anlæg, som du bør have for at matche billedkvaliteten.

Konklusion
LG 84LM960W er en imponerende skærm med et gigantisk billedareal og en skarphed, som tager pusten fra dig! Her er der absolut basis for en billedoplevelse ud over det sædvanlige. Men LG-skærmens største styrke er også dens største svaghed: Når man første har set den gnistrende billedkvalitet fra Ultra HD, er det nemlig skuffende at gå tilbage til almindelig HD-gengivelse, hvor LG-skærmen ikke udmærker sig specielt. Opskaleringen kunne have været bedre, og LG-skærmen sprænger heller ingen grænser, når det gælder almindelige billedparametre som kontrast og sortniveau.

Til 130.000 kroner forbliver 84-tommeren en drøm for de fleste, og det er måske også helt fint. Vi er nemlig ret så spændte på, hvad LG’s mindre og betydelig billigere 55 og 65 tommers modeller kan udrette. Én ting er i hvert fald sikkert: Har du første oplevet Ultra HD på nært hold, er der ingen vej tilbage …

Lyd & Billede mener

Skræmmende realistisk, superskarp billedkvalitet Lidt kildemateriale i UHD-format Spejlblankt frontglas

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Samsung TQ98Q80C: King size TV!

Lyd & Billede
Scroll to Top