Nintendo dropper igen pixelræset og satser i stedet på innovation og anderledes styring med deres særlige touch-skærm på 6,2 tommer. Det ligner en tablet, men er en spilkonsol, som både kan bruges hjemme og på farten.
På hver side af skærmen kan de specielle Joy-Con-controllere monteres. De kan også benyttes trådløst, hvor du holder en i hver hånd. Man skal ikke have alt for store hænder, før de forsvinder helt mellem fingrene. Knapperne er uhyggeligt små, og særligt når man holder Joy-Cons vandret, risikerer man ofte at trykke forkert.
Ingen 4K her
Skærmen har en opløsning på 720p. Billedet står skarpt med gode farver og ditto kontrastniveau. Vil man spille på en større skærm, sætter man maskinen ned i den medfølgende dock, der kobles til fladskærmen. Nu kan Switch spytte et billede ud med en opløsning på 1080p.
En tredje måde at bruge maskinen på er ved at klappe en lille fod ud fra bagsiden af skærmen, så den kan stå på et bord. Det fungerer knap så godt. Foden er simpelthen alt for tynd og skrøbelig.
Stærkt spilkatalog
Hvor Switch ved lanceringen var plaget af mangel på gode spil, er de kommet godt efter det siden. Senest med Mario Odyssey, som overalt høster topkarakterer for sit geniale design og univers. Også tredjepartsudviklerne har set sig lune på Switch, og spil som Doom og Elder Scrolls har fundet vej til den håndholdte.
Det giver sig selv, at disse udgaver ikke er i samme liga som på PS4 eller Xbox One, men når man tænker over, at de afvikles på en håndholdt maskine, er det stadig imponerende. 2018 tegner allerede til at blive et fantastisk år for Switch. Spillene kan enten spilles fra de små kassetter eller downloades til den interne hukommelse. Som kan udvides med microSD-kort.
Konklusion
Nintendo Switch hverken kan, vil eller skal hamle op med Sony og Microsoft. De kører deres helt egen stil og vinder på innovativt design og et stort og velkendt spilkatalog. Dertil er konsollen fornuftigt prissat og hermed langt mere attraktiv for børn og unge end de tungere kombattanter.
Er du til Mario og andre lidt mere nuttede spil, er der ingen vej uden om den japanske hybridmaskine.
Home mener
Nintendo er som altid innovative og anderledestænkende. Switch er et solidt stykke ingeniørkunst med stort potentiale. Switch har ikke de samme grafiske muskler som Sony og Microsoft. Batterilevetiden er lidt kort, og vi savner trådløs tilslutning af hovedtelefoner.
Vejl. pris 2499 kr
Specifikationer
- 6,2” multitouch-skærm (720p)
- Switch docking-station
- Venstre og højre Joy-Con (grå), to Joy-Con
håndledsremme, Joy-Con greb - HDMI, USB 3.0, 2 x USB 2.0, USB-C til opladning, 3,5 mm minijack Wi-Fi, Bluetooth 4.1 Accelerometer, gyroskop, lyssensor
- 4 GB ram / 32 GB lager (+ microSD op til 2 TB)
- Batteritid: Op til 6 timer
- Mål og vægt: 10,2 x 23,9 x 1,39 cm / 398 g
- Web: nintendo.com
Også i denne test:
3 spilkonsoller
Sony PlayStation 4 Pro
Sær mellemlanding fra PlayStation
PS4 Pro ved ikke helt, hvilket ben den skal stå på.
Xbox One X
Verdens kraftigste spilkonsol
Microsoft tager førertrøjen på og spiller med musklerne.
Vil du læse hele artiklen?
Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.
Allerede abonnent? Log ind.
-
Prøv LB+ i 30 dageKun 29,-
Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.
-
LB+ Total i 12 mnd93.25 kr/mnd
Du sparer 312 kr