oppslag

Test af Huawei Ascend P7

Den kinesiske kanin

Denne smartphone havde vi ikke set komme.

Plus

Meget slankt og elegant, men alligevel robust design, en glimrende skærm og det bedste frontkamera, vi har set på nogen telefon, gør Huawei Ascend P7 til et værdigt medlem af klubben af high-end smartphones.

Minus

Ydelsen kunne være bedre, og det er en skam, telefonen kun understøtter microSD op til 32 gigabyte. Og hvorfor sidder højttaleren til ringetonen på telefonens bagside, så man ikke kan høre den ringe, hvis den ligger på et bord?

Huawei Ascend P7

Allerede med forgængeren, Ascend P6, viste Huawei, at de godt kan finde ud af det med design og materialer, men sidste års topmodel led under andre skavanker, herunder et halvdårligt kamera og endnu værre lyd, og solgte efter Huaweis egne oplysninger da heller ikke mere end 4 millioner eksemplarer på verdensplan. Til sammenligning sælger Apple cirka 40 millioner iPhones hvert kvartal. Bare for at sætte tingene lidt i perspektiv.

Målet for Ascend P7 er et globalt salg på 10 millioner enheder, og selvom det heller ikke ligefrem er nok til at bide skeer med de store konkurrenter, så er det dog stadig mere end en fordobling af forgængerens salg, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Huawei mener det alvorligt med Ascend P7, som er det produkt, der én gang for alle skal slå fast over for forbrugerne, at Huawei kan være med i toppen.

Elegant design emmer af kvalitet
Starter vi med indtrykket, man får, når man ser Huawei Ascend P7 og holder den i hænderne for første gang, kunne ordet “high-end” lige så godt stå skrevet med flammeskrift i luften over telefonen, så lækker er den. Både forside og bagside er fremstillet af det robuste Corning Gorilla Glass 3, mens den blot 6,5 mm slanke telefon er indrammet af aluminium med undtagelse af den afrundede plastic-kant i bunden. Kombinationen af metal og hårdfør glas er set før, men den meget slanke formfaktor samt et meget diskret og alligevel praktisk design af tænd-og-sluk- samt volumenknap på telefonens højre side gør Ascend P7 helt unik. Og den ligner bestemt ikke en telefon, der kun koster cirka 3.000 kroner, hvilket jo ellers er tilfældet. Det er værd at understrege, at Huawei også har styr på detaljerne. Vi finder ingen spor af sjusk med fremstillingen af telefonen, og efter at have brugt den i et stykke tid kan vi blot konstatere, at kvalitetsoplevelsen af Ascend P7 ikke bare er et første indtryk. Den ligger godt i hånden og er behagelig at bruge, og den høje kvalitet er noget, man hurtigt kommer til at tage for givet.

 

Lyd & Billede
Hvor ville det derfor være en skam, hvis Ascend P7 haltede på en masse andre punkter, men det gør den heldigvis ikke. Den 5” store IPS-skærm med 1920 x 1080p Full HD-opløsning er både lysstærk og skarp samtidig med, at den leverer klare, naturlige farver og en god kontrast. Man kan manuelt justere på farvetemperaturen efter smag og behag, men på intet tidspunkt bliver skærmbilledet for dynamisk eller unaturligt.

Lyden er ikke helt så god, som vi kunne have ønsket os. Ofte bliver lydbilledet en smule mudret, og især højtopløst lyd har Ascend P7 lidt svært ved, hvilket vi finder ud af, da vi lytter til et par numre i HiFi-kvalitet via streaming-tjenesten WiMP. Men lyden er alligevel klasser bedre end på forgængeren Ascend P6, så alt i alt er også lydsiden på Ascend P7 et skridt i den rigtige retning. Og der findes jo også andre high-end smartphones på markedet, hvor lyden tydeligtvis heller ikke har været højeste prioritet. Bare spørg Samsung!

Gruppeselfie
Vi var ikke helt tilfredse med forgængerens kamera. Ascend P6 producerede billeder, der blev uskarpe i kanten, og den software, der skulle gøre kameraet godt til at tage billeder i mørke omgivelser, resulterede i stedet i overeksponerede og farveløse billeder. Den kritik har Huawei åbenbart ikke ville ladet sidde på sig, for vi skal da lige love for, at der med Ascend P7 er kommet andre boller på suppen. Hovedkameraet er på 13 MP og tager ganske hæderlige billeder. Det mest bemærkelsesværdige er dog en funktion, som lader brugeren tage et billede fra standby-tilstand på blot 1,2 sekunder blot ved at trykke to gange på volumenknappen. Ok, det er ikke sikkert, at disse lynfotos bliver superskarpe, men Huawei får da redefineret begrebet snapshot!

Samme motiv, Sacré-Cæur i Paris, skudt med iPhone 5S (til venstre) og Huawei Ascend P7 (til højre).

Samme motiv, Sacré-Cæur i Paris, skudt med iPhone 5S (til højre) og Huawei Ascend P7 (til venstre).

Men det er ikke hovedkameraet, som er skyld i, at vi ikke kan få armene ned. Alle og enhver ved jo efterhånden, at det, man fotograferer oftest med sin mobiltelefon, er sig selv! Og Huawei har udstyret Ascend P7 med et frontkamera på hele 8 MP, hvilken er den højeste opløsning på noget frontkamera, vi har set indtil nu. Med dét kamera bliver dine selfies selvsagt glimrende, men Ascend P7 har et lille trick oppe i ærmet, og det er de såkaldte gruppe-selfies, eller groufies som Huawei kalder dem. I realiteten er der tale om at man tager et panorame-billede som selfie, og dermed kan man enten få rigtig meget af baggrunden med på ét billede, eller også kan der blive plads til to-tre andre mennesker på billedet, altså en hel gruppe. Frontkameraet byder også på en forskønnelsesfunktion, der kan glatte rynker og fjerne uren hud på din selfie, men pas på med at skrue for højt op for filteren, ellers kommer du til at ligne en “alien”.

Pas på med at skrue for meget op for frontkameraets forskønnelsesfunktion. Du kommer til at ligne en “alien”.

Pas på med at skrue for meget op for frontkameraets forskønnelsesfunktion. Du kommer til at ligne en “alien”.

Frontkameraet på 8 MP byder blandt andet på “Groufie”-funktionen, som enten kan lave ægte panorama-selfies eller, hvis du har venner, gruppe-selfies med plads til to-tre personer udover dig selv.

Frontkameraet på 8 MP byder blandt andet på “Groufie”-funktionen, som enten kan lave ægte panorama-selfies eller, hvis du har venner, gruppe-selfies med plads til to-tre personer udover dig selv.

Brugerflade og anvendelse
Huawei har udviklet sin egen brugerflade til Android, Emotion UI, som med Ascend P7 nu er klar i den nyeste version 2.3. Den ændrer på et par punkter temmelig radikalt på det sædvanlige Android-design, herunder primært ved at trække alle apps frem på startskærmene. Ligesom vi kender det fra iPhone. Det kræver lidt tilvænning, hvis man forventer en standardiseret Android-oplevelse, men til gengæld vil Huawei Ascend P7 formentlig være nemmere at komme i gang med for iPhone-brugere, som ikke er vant til Androids app-launcher.

En nyhed i forhold til, hvordan brugerfladen så ud på forgængeren, Ascend P6, er den simple startskærm, som forsimpler betjeningen af telefonen betragteligt. De vigtigste funktioner (som f. eks. Beskeder, Personer, Kamera og Browser) bliver vist som store faner, der er nemme at overskue.

Som telefon leverer Ascend P7 varen. Lydkvaliteten under opkald er glimrende, og så kommer Ascend P7 med 4G/LTE Cat4, hvilket indebærer en teoretisk downloadhastighed på op til 150 mbps.

Det er dog ret tåbeligt, at den højttaler, som afgiver ringetonen, når telefonen ringer, sidder på bagsiden. Det betyder nemlig, at lyden dæmpes, hvis mobilen ligger på et almindeligt underlag med bagsiden nedad. Lige dén detalje kunne Huawei nok have tænkt en smule mere over.

Og så kunne vi godt tænke os at vide, hvorfor Ascend P7 kun understøtter eksterne microSD-kort på op til 32 gigabyte, når nu den indbyggede lagerplads kun er på 16 gigabyte. Er det for meget at forlange at bede om understøttelse af 64 gigabyte microSD?

Taber pusten
Men især på ét punkt lever Ascend P7 desværre ikke helt op til sine high-end ambitioner, og det er, når det gælder den rå ydelse. I vores Geekbench 3 benchmark-test opnår telefonen en score på henholdsvis 585 point (single-core) og 1.718 point (multi-core), og selvom det da ikke er så ringe endda, så er det omtrent en tredjedel langsommere end for eksempel den konkurrerende topmodel, HTC One M8, som scorer 975 og 2.946 point i samme test.

I daglig brug mærker man nu ikke, at Ascend P7 lider af åndenød, bortset fra hvis man udsætter telefonen for meget krævende opgaver. Vores sædvanlige testspil, ShadowGun, er en grafiktung og krævende first-person-shooter, og det kører desværre ikke helt så glidende, som vi kunne have ønsket os.

En ridse i lakken på en ellers dejlig telefon-oplevelse.

Konklusion
Huawei Ascend P7 er den bedste smartphone fra den kinesiske mobilproducent til dato. Især til prisen er den overraskende god, og på langt de fleste punkter kan den enten bide skeer med eller er sågar bedre end de high-end konkurrenter, som den sammenligner sig med. Her har Huawei virkelig hevet en kanin op af hatten, som vi ikke havde set komme.


Kommentarer (2)
  1. Fin anmeldelse, men du glemmer det vigtigste: Batteriet. 89% af alle britiske brugere har for nyligt i en undersøgelse peget på batteriet som det allervigtigste ved en smartphone, hvorfor er der ikke nævnt noget om dette i artiklen?