: Ultrasone Edition 12

I løbet af et lille kvart århundrede er det lykkedes tyske Ultrasone at skabe sig et navn som hovedtelefonproducent. Siden starten i 1991 er udvalget udvidet, så det nu omfatter hovedtelefoner fra et par hundredlapper og op til de kostbare Edition 5, der koster over 25.000 kroner.

Edition er Ultrasones topserie, og Edition 12 – som vi tester her – er de billigste i serien med en kampagnepris på 9.695 kroner. De er omhyggeligt fremstillet i aluminium og kvalitetsplast. De nærmeste konkurrenter i denne klasse kommer fra Beyerdynamic, HiFiMAN, Audeze og ikke mindst Sennheiser, der med deres HD800 har sat standarden for åbne hovedtelefoner til omkring 10.000 kroner.

Ultrasone Edition 12 er beregnet til hjemmebrug. Til afslappet musiknydelse i lænestolen, tilsluttet en god hovedtelefonforstærker med 6,3 mm jack-stik. Hovedtelefonerne har 40 mm membraner monteret diagonalt i de store, åbne ørekopper. De luksuriøse ørepuder er stofklædte og lægger sig behageligt omkring ørerne, og først efter et stykke tid registrerer man, at bærekomforten faktisk er fantastisk. Man mærker knap nok, at man har dem på!

De anvender Ultrasones S-Logic Plus-teknologi, og elementerne er altså monteret skråt inde i ørekopperne, hvor den indvendige akustik er optimeret til at udnytte hele membranfladen. På den måde dækker de mere af det indre øre og spiller ikke i det “ukontrollerede” område ved øreflipperne og det ydre øre.

Selv om impedansen kun er på 40 ohm, gør den lave følsomhed på 99 dB, at Edition 12 egner sig dårligt til bærbar brug. I hvert fald uden en kraftig forstærker med 6,3 mm udgang. Koblet til f.eks. den rigtig gode McIntosh MCD500 er det ikke noget problem at få lydtryk og kontrol nok til at skabe et realistisk lydbillede.

Balancen er lidt ujævn med en afrundet, næsten dæmpet basrespons, hvor jeg aldrig helt fik greb om dynamikken. Esperanza Spaldings “Ponta de Areia” har en temmelig dyb og kraftig bas, men Edition 12  får ikke samme dybde frem her som Sennheiser HD800. Bassen er lidt mere rund og fyldig end på HD800, men ikke lige så artikuleret.

Mellemtonen er behageligt balanceret – hvis man ser bort fra en irriterende tendens til at betone sibilanter, altså s- og sh-lyde. Kvindevokaler gengives unaturlig tyndt med Edition 12, og både sibilanter og hvislende bækkener kan ligefrem lyde stikkende i øret. Til gengæld betyder det, at diskanten står meget klart – lidt for klart, ville nogle sige – men heller ikke den er helt lydefri. Overtonespektret virker noget ujævnt, så man hører nogle toner godt, mens andre er mere dæmpet.

Hvis man kan ignorere problemet med sibilanter, så er Edition 12 nogle flotte, luksuriøse hovedtelefoner med en lidt tynd klangbalance, der passer bedre til jazz og klassisk bedre end til rock, hiphop og rap. Men jeg anbefaler, at man prøver dem før et eventuelt køb, for sibilanterne kan blive for meget af det gode.