: Franco Serblin Accordo

At kombinere smukt håndværk med god lyd er ikke let. Nogle lykkes bedre end andre, og disse højttalere har de bedste forudsætninger for succes. De er nemlig lavet af en af de bedste på området.

Franco Serblin Accordo, der er håndlavet i Italien, kombinerer avanceret møbeldesign med storslået lyd, som kan vække følelser hos selv de mest hårdhjertede hi-fi-kynikere.

Højttalerne bærer den afdøde Franco Serblins navn. Manden bag Sonus faber, som nok er det bedste eksempel på italiensk kunsthåndværk med fornem lyd. For nogle år siden han forlod Sonus faber og begyndte for sig selv igen med Ktema og Accordo. Efter hans død i 2013 har svigersønnen drevet firmaet videre.

De bærer ikke alene Serblins signatur, de viderefører også hans filosofi. Det har givet de kompakte stativhøjttalere et usædvanlig åbent og fokuseret lydbillede – der dog ikke er blottet for varme og fylde – og en håndværksmæssig kvalitet, som de fleste højttalerproducenter aldrig kommer i nærheden af.

På mange typer musik er de så komplet afbalancerede og transparente, at man nærmest må knibe sig i armen.

 

Gennemarbejdet fra inderst til yderst

Formen er usædvanlig selv for italienske højttalere, der jo er kendt for at se vovede ud. Her er den traditionelle kasseform erstattet af en vinklet front og buede sider i en asymmetrisk form. Ikke alene ser det godt ud, det skulle også dæmpe interne resonanser bedre end kasseformede kabinetter.

Højttalerne kommer med standere, som har kabelføring indvendig og kabelterminaler nederst på bagsiden. En fordel, fordi man ikke har brug for helt så lange kabler, som hvis terminalerne sidder 60 cm højere oppe på bagsiden af højttalerne. Stander og højttaler kobles sammen med en indvendig plug og skrues sammen med flot forkromede bolte på undersiden.

Det hele ser ikke kun rigtig godt ud; kvaliteten er virkelig af den gennemarbejdede slags. Kabinetterne fås i matlakeret valnødde-finish eller grå klarlak og er sat sammen af flere dele limet træ. Man kan ikke se nogen af de samlinger, skruehuller eller overgange, der er så almindelige på de fleste højttalere. Også i de høje prisklasser.

De to højttaler-enheder er tilpasset specielt til Accordo og består af en 15 cm bas med fibermembran fra Scan-Speak og en 29 mm diskant med vævet silkemembran udviklet af Ragnar Lian (tidligere SEAS). Bas-enheden har en såkaldt fase-plug i midten, som skal sprede lydbølgerne mere jævnt over det aktive frekvensområde.

Da højttalerne ikke hører til de største, er de relativt lette at placere. Den bedste løsning er at holde dem et stykke fra bagvæggen – minimum en halv meter – men det er ikke kritisk. De kan med fordel vinkles ind mod midten, men ikke så meget, at de peger lige ind i ansigtet. Balancen i lydbilledet er efter min mening bedre, når de peger lidt til siden for næsetippen.

Så lyder de allerbedst, især med akustisk musik.

 

Bredt perspektiv

Vores test blev udført med Naims bedste forforstærker med streaming – NAC N272 – og effektforstærkerne NAP 250 med 80 watt effekt. Rigeligt til at drive større højttalere end Accordo, især med ekstra strømforsyninger tilsluttet.

De minder mere om de dobbelt så dyre Sonus faber Guarneri Evolution end om Focal Sopra N^o1. Som også ligger i en meget højere prisklasse. Lydbilledet er usædvanlig gennemsigtigt, fokuseret og rigt på detaljer. Uden at det lyder hårdt af den grund. Balancen kan virke slank, men de havde ingen problemer med at få toner under 50 Hz ud i lytterummet; bassen er bare ikke specielt fed eller hårdtslående. Hvilket kan få Accordo at lyde behersket i bassen.

Hvis man kan lide, at der er lidt muskler i bassen, bør disse højttalere måske ikke være førstevalg.

Men hvis man kan lide f.eks. jazzensembler, akustisk musik eller klassisk med og uden vokaler, er Accordo-højttalerne et fund. Også til rock, for “Heart of Gold” med Neil Young, som er et overvejende akustisk nummer, lyder levende nok til, at man føler, at der er tale om en live-optagelse. Selv om det er studieversionen af sangen. Youngs sårbare vokal er fokuseret til perfektion og med masser af plads omkring sig, hvilket skaber en fin rumfølelse.

 

Konkurrenter

Stereoperspektivet er faktisk bedre end på Focal Sopra N^o1, fordi lydbilledet breder sig længere forbi højttalerne, og instrumenterne er bedre defineret i bredden og dybden. Kald det bare tredimensionalitet.

På “Don’t Explain” med Cassandra Wilson havner alle instrumenterne imellem højttalerne, når jeg kobler Sopra N^o1 til, mens Accordo fordeler dem bedre i bredden. F.eks. er saxofonen placeret mere til venstre i lydbilledet på Accordo.

Det samme sker med Lars Winnerbäcks “Lågsäsong” og Adeles “When We Were Young”. De større Focal-højttalere giver langt mere fysisk bas og spiller gerne højere. F.eks. skorter det lidt på basdynamik på “Preach Hank” med Mac Avenue Super Band, og “My Name Is Liar” med Highasakite får ikke det drive, der gør, at man sidder og nikker til bassen.

Men skift til “Lascia chi’o pianga” fra Händels Rinaldo med barytonen Bryn Terfel, og gåsehudsfaktoren bliver med ét skyhøj. Stemmen kryber ind under huden, fordi den gengives med så meget dybde og lyder så mægtigt og ufarvet, at det løber én koldt ned ad ryggen af fryd.

Det samme sker med kvindevokaler, som når mezzosopranen Cecilia Bartoli fremfører “De miei Figli” fra Dell’Oglios La Clemenza di Tito (oprindelig af Mozart).

Accordos klangkarakter minder måske mere om Dynaudio Confidence C1 Signature eller Raidho C1.1, men mellemtonen er varmere og har mere fylde. De lyder ganske vist ikke så dynamisk som de små Raidho-højttalere, og der er ikke lige så godt smæld i bassen som på Dynaudio-højttalerne, men de er nærmest magiske på klavermusik.

Allegroen fra Beethovens Hammerklavier-sonate (nr. 29) med Grigory Sokolov mangler ikke noget her, måske med undtagelse af tyngde i klaverets allerlaveste oktav. Alle anslag, alle nuancer, kompleksiteten og de tonale kvaliteter er fantastisk godt bevaret og gengivet i Accordo-højttalerne.

De klarer sig fint på den endnu mere komplekse “Shingashi Song” med Yo-Yo Ma og Silk Road Ensemble, og hvis du kan leve med, at slagtøjet ikke masserer mavemusklerne, får du en usædvanligt troværdig oplevelse fra et par højttalere, der spiller langt over deres størrelse – og prisklasse.

Spænd dem efter en McIntosh MC275 med 75 rørwatt eller en Hegel H360, hvis du foretrækker en integreret forstærker. Parasound Halo og Denon PMA2500E er to rigtig gode alternativer. Og vil du have mere dybbas, end du får her, kan du altid tilføje en subwoofer. JL Audios 12 tommers E-Sub eller SVS Ultra på 13 tommer kan fint fylde en ekstra oktav baskvalitet på.

 

Konklusion

Det hænder indimellem, at udseendet står mål med lydoplevelsen. For selv om Franco Serblin Accordo er ikke blandt de største kompakthøjttalere, vi har testet, spiller de som meget større og mere velvoksne højttalere. Undtagen i bassen, hvor begrænsningerne blive tydelige på bastung musik, men den åbne mellemtone og det fabelagtige stereoperspektiv giver dig meget mere af musikkens sjæl, end mange sammenlignelige højttalere formår.

De er især velegnede til akustisk musik, der lyder mere naturligt og nuanceret på Accordo end på mange dyrere højttalere, vi har sammenlignet med.