Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

test: Creative Omni

Multirum på dåse

Creative satser småt på multirum med en Wi-Fi-højttaler, der ikke er større end bærbare Bluetooth-modeller.

Skrevet af / 04/12/2017 - 14:15
Creative Omni
John Alex Hvidlykke

Creative var i sin tid enevældig konge af pc-lydkort. I dag er de mest kendt som producent af pc-højttalere og hovedtelefoner til gaming. Et område, hvor konkurrencen er hård.

Creative Omni er en prisrimelig bærbar højttaler i “dåseølsformat”, som passer lige i flaskeholderen på en cykel. Den har dog et trick mere oppe i ærmet, nemlig Wi-Fi. Man kan også samle to Omni-højttalere i et stereopar eller styre musikken på flere individuelt som et multirumssystem.

Bestykningen består af to 1,5 tommers fuldtone-enheder og to rektangulære slave-enheder, hvoraf den ene sidder på bagsiden. Creative oplyser ikke noget om forstærkereffekten, men da Omni oplades via USB-portens 5 volt, skal der særlige tricks til for at opnå andet end encifrede watt-tal.

Foto: Creative

 

Gennemprøvet design

Med sit slanke, cylindriske ydre går Creative Omni direkte efter Boom-serien fra ærkekonkurrenten Logitech. Den ligner desuden til forveksling sin ældre lillebror, Bluetooth-højttaleren Sound Blaster FRee. Faktisk ser det ud til, at kabinetterne er identiske helt ned til knappernes placering. Hvor Omni har Wi-Fi-vælgeren, har FRee dog en “Loud”-knap til at give ekstra skub i lydbilledet. Begge har desuden mulighed for at fungere som jukebox ved hjælp af en indbygget microSD-kortlæser. Der er knapper til at skifte mellem numrene. På toppen finder man volumenknapper, afbryder og mikrofonknap til mobilsamtaler.

En af de få bærbare højttalere, som kan gøre Creative Omni Wi-Fi-kunsten efter, er Libratone Zipp Mini, der oprindelig er næsten dobbelt så dyr og kan bryste sig af en noget kraftigere basgengivelse. Til gengæld spiller Zipp Mini kun i mono. Creative Omni spiller i stereo, når den ligger vandret, men i mono, når den anbringes på højkant.

Uanset reklamernes løfter om et bredt stereobillede er der kun meget lidt forskel på stereo og mono, eftersom man nærmest skal bære Omni på næseryggen som briller for at få den ideelle afstand til stereolytning. Som med andre bærbare højttalere handler det dog mere om at have musikken ved hånden i en kvalitet, der overgår mobilens indbyggede højttalere.

At sætte Creative Omni op til netværket er problemfrit med SB InterConnect-app’en, og når højttaleren er indlemmet i det gode selskab, dukker den op i enhedslisten på Spotify. Man kan også bruge højttaleren med Tidal, Napster og TuneIn internetradio.

Foto: Creative

 

Lyden af Creative Omni

I Creatives eget materiale loves, at “den kraftige lyd og forstærkede basrespons sikrer, at du altid er omgivet af høj, levende og boomende musik.” At boomende lyd skulle være ønskværdigt, er i sig selv diskutabelt, men copywritere til bærbare højttalere må leve i deres helt egen dimension med radikalt anderledes naturlove!

Creative Omni leverer udmærket lyd for noget, der har et rumindhold på en halv liter, men bas gengiver den altså ikke. Ikke engang sammenlignet med andre i samme størrelse og prisleje – som UE Boom 2.

Mellemtonegengivelsen er til gengæld rigtig god. Stemmer lyder ret naturligt og uforvrænget. Selv om jeg mistænker, at Creative nok mere havde elektropop end taleradio og solosang i tankerne, da de lavede Omni. Sammenlignet med UE Boom 2 er lyden lidt spids i toppen, hvilket kan give lyttetræthed. Men Omni ligger stadig i den pæne ende af feltet til prisen.

Konklusion

Hvis du ikke ved, om du helst vil købe en bærbar Bluetooth-højttaler eller en multirumshøjttaler til stuen, fritager Creative Omni dig fra at vælge. Du får lidt af begge dele til en pris, der kun kan kaldes rimelig.

Omni er dog ikke en konkurrent til stationære netværkshøjttalere. Dertil har den for lidt spark i bassen. Set i forhold til andre bærbare højttaler mangler den lidt robusthed og ikke mindst bedre beskyttelse mod vand (den er kun IPX4-stænktæt). Dette til trods er den stadig et spændende udspil fra Creative.

Foto: Creative

Lyd & Billede mener

Wi-Fi, Bluetooth og SD-medieafspiller i en bærbar højttaler. Du får i både pose og sæk. Rigtig udmærket mellemtonegengivelse. Bas? Hvilken bas? Den kan hverken spille særlig højt eller særlig dybt. Dog tilstrækkeligt til køkkenunderholdning.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Spilledåsen

Trådløse guldpokaler

Er dette Samsungs "Sonos-killer"?

Klassens bedste kompakthøjttaler

Stor lyd - men vi savner noget

Vi tester prisvenlige soundbars

Scroll to Top