Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

test: BeoSound Shape

Akustiske byggeklodser

Modulopbyggede BeoSound Shape kan tilpasses til rummet og vokse med behovet.

Skrevet af / 17/10/2017 - 11:00
BeoSound Shape
John Alex Hvidlykke

Som gammel hi-fi-nørd er jeg vokset op med, at et hi-fi-anlæg består af to højttalere og en forstærker. Og hvis man skal have det bedste ud af højttalerne, skal de anbringes som to af hjørnerne i en ligesidet trekant – med lyttepladsen i det tredje hjørne. Højttalerne skal også helst trækkes et stykke ud fra væggen.

BeoSound Shape er karakteriseret ved, at intet af ovenstående passer på dem! For det første skal de hænges op på en væg. Og så går der mindst fire højttalere på et sæt – men helst mange flere. De kan desuden anbringes stort set, som man måtte have lyst til. Og endelig er der ikke nogen favoritplads. Man kan sætte sig, hvor man har lyst til, eller endda gå rundt i rummet, uden at det går ud over stereoperspektivet. Hvad i alverden har de gang i hos B&O?

Skalérbar skulptur

BeoSound Shape er på én gang diskret og iøjnefaldende. Man ser ingen synlige højttalere i rummet, men derimod en meget markant “vægdekoration” bestående af sekskantede felter, der kan anbringes i et mønster. Antallet af felter bestemmes af plads og pengepung. Felterne er beklædt med stof, der fås i flere farver og vævninger.

Systemet er fuldt aktivt og består af tre slags moduler: Højttalere, forstærkermoduler og akustiske dæmpere. Fordelingen mellem og placeringen af modulerne er valgfri. Ved hjælp af et online-værktøj kan man skræddersy sit system til netop den stue, det skal bruges i.

Shape-systemet består af tallerkenstore moduler. Der er tre slags moduler: Højttalere, forstærkere og akustiske dæmpemoduler. Foto: B&O

 

Hvert forstærkermodul rummer otte forstærkerkanaler på hver 80 watt, som kan drive op til fire højttalere, da der bruges elektronisk deling, og der dermed går to forstærkerkanaler pr. højttaler. Det hele er – naturligvis – styret af en DSP (Digital Signal Processor), der retter fase- og frekvensgangen ud og sørger for, at højttalerne ikke bliver tvunget til at gøre noget, de ikke kan tåle.

Der kan maksimalt være 11 forstærkermoduler og 44 højttalermoduler i en opsætning. Det kræver en stor væg. Men så er vi også oppe i en effekt- og prisklasse, der kan måle sig med BeoLab 90. Det system, som vi testede, indeholdt otte højttalere og to forstærkermoduler, altså det dobbelte af minimalsystemet, og koster dermed ca. 60.000 kroner.

Forbedrer akustikken

Shape-systemet er skabt til store, åbne rum. Det være sig køkken-alrum eller offentlige rum som hotellobbyer og butikker. Rum af den type har oftest en dårlig akustik på grund af store, nøgne vægge og gulve samt sparsom møblering. En hård rumakustik kan få selv de bedste højttalere til at komme til kort – hvilket enhver, der kan været til koncert i en idrætshal, kan bekræfte.

BeoSound Shape kan imidlertid hjælpe på rumakustikken takket være de akustiske dæmpemoduler, der indgår i systemet, hvor de kan tæmme refleksioner og lang efterklangstid. Der er til gengæld ikke indbygget digital rumkorrektion. Men Jakob Dyreby, der som elektroakustiker har stået for den tekniske udvikling af systemet, håber, at det kan komme med i en senere opdatering af firmwaren.

Akustikspecialist Jakob Dyreby har stået for den tekniske udvikling af BeoSound Shape. Bag ham ses den første prototype på systemet. Foto: L&B

 

Forskellig lyd i alle højttalere

Det, der gør BeoSound Shape særlig interessant, er den måde, de mange højttalere arbejder sammen på. Stereosignalet panoreres og tidsforskydes nemlig digitalt i forhold til hver enkelt højttalers placering på væggen. Ingen af højttalerne i klyngen spiller altså det samme signal. Det betyder, at stereoperspektivet forbliver stabilt, og sangeren forbliver på sin plads, selv om man bevæger sig rundt i rummet.

B&O kalder effekten “Band on the Wall”. Ambitionen har været at skabe en lydoplevelse, hvor man får indtryk af, at bandet optræder live placeret op mod væggen, så publikum har mulighed for at bevæge sig frit rundt.

Trådløse valgmuligheder

Tilslutningsmodulet BeoSound Core giver mulighed for trådløs streaming af musik via Chromecast, AirPlay og Bluetooth. Systemet kan også bruges sammen med B&O’s eget multirumssystem.

Lyden af BeoSound Shape

På grund af Shape-systemets natur, hvor hvert system skal skræddersys til lytterummet og derpå sættes op af en installationstekniker, foregik testen ikke i vores eget lytterum, men i et af B&O’s demorum på fabrikken i Struer. Rummet var af nogenlunde normale stuedimensioner (ca. 25 kvadratmeter), men med en mere kontrolleret akustik end de fleste moderne stuer.

BeoSound Shape er overraskende at lytte til. Både fordi den flade vægdekoration lyder som “normale” højttalere – og fordi den overhovedet ikke gør det!

De tallerkenstore højttalere indeholder hver en 5 tommers bas og en ¾ tommes dome-diskant. Ikke noget, der lover høje lydtryk eller dyb bas. Men når tilstrækkelig mange arbejder sammen – og i øvrigt har en DSP til at hjælpe på de mest begrænsende naturlove – bliver billedet et ganske andet.

BeoSound Shape lyder først og fremmest stort. Med højttalere i det meste af væggens bredde bliver lydbilledet naturligt nok bredt. Hvad der til gengæld kan overraske, er at punktformigheden og opløsningen er rigtig udmærket.

Korstemmerne i “Right Hand Man” fra musicalen Hamilton står nydeligt i stereobilledet. Og det er let at adskille stemmerne, hvilket er ekstra imponerende, når man tænker på, at de i signalbehandlingen er blevet splittet op og panoreret ud mellem højttalermodulerne. Også de dybe basdrøn i samme nummer bliver gengivet med al den magt, der skal til.

Højttalerenhederne i BeoSound Shape er små, men mange. Og med intelligent hjælp fra elektronikken er resultatet overbevisende. Foto B&O

 

Ikke bare til pynt

Givet decideret umulige opgaver som James Blakes “Limit to Your Love” må Shape strække våben. Systemet klarer opgaven, og computerstyringen gør det i praksis umuligt at ødelægge noget. Men subsonisk bas på fuldt niveau er ikke det, det er beregnet til. På mere almindelige rocknumre er der til gengæld meget højt til loftet. Shape ligner en skulptur, men er ikke bare en pyntegenstand!

Det mest komplekse, man kan bede højttalere om, er dybdeperspektiv – illusionen af, at et rum åbner sig bag højttalerne. Det går faktisk rigtig godt her. På Hanne Boels udgave af “The Ballad of Lucy Jordan” fornemmer man, at instrumenterne står i et rum og ikke bare er linet op på stribe. Men rummet er dog ikke helt så dybt som på tilsvarende dyre konventionelle højttalere.

Band on the wall

Der, hvor Shape adskiller sig fra alle andre højttalere, jeg har hørt, er den måde, stereoperspektivet optræder i rummet på. Det er langtfra første gang, en producent har påstået noget lignende. Men denne gang er der faktisk noget om snakken.

På et normalt sæt stereohøjttalere er oplevelsen af stereoperspektiv en psykoakustisk illusion, som man skal befinde sig midt mellem højttalerne for at opnå. Rykker man væk fra “den gode stol”, vælter perspektivet, og lyden synes at komme alene fra den nærmeste højttaler.

På BeoSound Shape er stereoperspektivet stabilt. Ligesom hvis orkesteret stod i stuen og spillede akustisk live-musik. Det skyldes, at de to stereokanaler opsplittes og panoreres i “bånd”, der svarer til placeringen af hver enkelt højttaler i opsætningen. På den måde bevarer instrumenter og sangstemmer deres plads i perspektivet, uanset hvor man befinder sig.

Konklusion

BeoSound Shape er ikke for hvem som helst. Man kan godt finde højttalersystemer til samme pris, der gengiver musikken mere nuanceret og med bedre rumfornemmelse. Men ikke nogen, der i samme grad kan skræddersys og tilpasses til opgaven. Og slet ikke nogen, der senere kan vokse med opgaven, ved at man tilsætter ekstra moduler, som det er tilfældet her.

Digitalteknologien har også givet nogle fuldkommen unikke lydmæssige egenskaber, som betyder, at musikken kan nydes i hele rummet uden bare at blive baggrundsstøj. Designet vil nok, som vi er vant til fra Bang & Olufsen, dele vandene. Men gennemtænkt og modigt er det i særklasse.

BeoSound Shape ligner en skulptur på væggen og kan takket være dæmpemoduler forbedre akustikken i det rum, det opsættes i. Foto: B&O

 

Lyd & Billede mener

Unikt og gennemtænkt system, der både lydmæssigt og indretningsmæssigt giver helt nye muligheder. Kan vokse med opgaverne. Opsætningen er kompliceret, og et kraftigt system koster mange penge. Man kan få traditionelle højttalere med bedre lyd for samme pris.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Vi troede de var dyrere

De lyder lige så godt, som de ser ud

Trådløs retrohøjttaler

Siger ikke noget forstyrrende

Bærbart retro-pletskud

Toplyd på budget

Spilledåsen

Trådløse guldpokaler

Er dette Samsungs "Sonos-killer"?

Klassens bedste kompakthøjttaler

Stor lyd - men vi savner noget

Vi tester prisvenlige soundbars

Scroll to Top