Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Metrum Acoustics Pavane

DAC med anderledes teknik

Hollandske Metrum Acoustics har lavet en DAC, der bryder med den gængse opfattelse af, hvordan digitale signaler skal oversættes.

Skrevet af / 02/10/2015 - 06:00
Metrum Acoustics Pavane
John Alex Hvidlykke

Musikken på en cd er – som mange nok er klar over – optaget med en sampling-frekvens på 44,1 kHz. Derfor havde de første cd-afspillere også den samme arbejdsfrekvens. Der gik dog meget kort tid, før nogen fandt på at aflæse signalet i flere omgange, såkaldt oversampling.

Formålet med oversampling er at forøge opløsningen på det digitale signal og reducere støjen. Samtidig kan man undgå de meget stejle – og lydødelæggende – lavpasfiltre, der ellers er nødvendige for at adskille signalet fra sampling-frekvensen på 44,1 kHz.

Oversampling har været god latin lige siden. Men nogle få hi-fi-producenter – bl.a. Audio Note og hollandske Metrum Acoustics – mener, at oversamplingen gør mere skade end gavn, og fravælger derfor oversampling i deres DAC’er og cd-afspillere.

Vi har lyttet til Metrum Acoustics’ topmodel, Pavane, til næsten 40.000 kroner.

 

NOS

Metrum Acoustics kalder teknologien i Pavane NOS. Det står ikke – som normalt – for New Old Stock, men for Non-OverSampling. Men det er ellers tæt på, da producenter af oversampling-fri DAC’er normalt må tage til takke med gamle DAC-kredse fra cd’ens barndom fundet på restlagre.

Metrum Acoustics har i stedet udviklet deres egen DAC-kreds, kaldet Transient. Kredsen klarer sampling-frekvenser op til 384 kHz (på USB-indgangen), men kun hvis originalsignalet har denne sampling-frekvens. Der pilles ikke ved det indgående signals sampling-rate.

Pavane Open

 

Otte DAC-kredse

Der er ikke sparet på delene i Pavane, hverken i antal eller kvalitet. Hvor de fleste ville bruge én DAC-kreds til at konvertere signalet, sidder der otte her!

Pavane er for det første opbygget som dual-mono, med separate printkort og strømforsyninger for hver kanal (en tredje strømforsyning tager sig af de øvrige logiske kredsløb). For det andet fordeles konverteringen mellem to DAC-kredse, som tager sig af henholdsvis den øverste og den nederste del af dynamikområdet for at opnå større dynamik og lavere støjgulv. Og så er det hele i øvrigt opbygget symmetrisk. En Lundahl-udgangstransformator summerer det balancerede signal til RCA-udgangene.

Det hele er pakket ind i et solidt aluminiumkabinet med glaslåg. I hvor høj grad mekanisk dæmpning er nødvendigt i en DAC, er et spørgsmål, som der er mange – og stærke – meninger om. Men dæmpningen er i hvert fald til stede, og når vi er oppe i dette prisleje, må det også gerne se lækkert ud. Den samlede vægt er oppe på 10 kg.

Betjeningen er enkel. Fem trykknapper på fronten giver adgang til hver sin indgang. Derudover er der kun en tænd/sluk-knap. Fjernbetjeningen er endnu simplere, da den kun har én knap, som kan skifte mellem de fem indgange. Der er ingen volumenregulering, så Pavane kan kun bruges som DAC og ikke som digital forforstærker. Det virker ellers nærliggende at spare et led i signalkæden – ikke mindst når hvert led koster det samme som en god brugtbil!

Pavane Silver

 

Ægte og nærværende

Pavane er en hudløst ærlig DAC, der ikke i nævneværdig grad lægger noget til eller trækker noget fra i behandlingen. Klangmæssigt er den i særklasse nøgen og ubetonet. Akustiske instrumenter lyder ægte og nærværende på en måde, som jeg ikke kan mindes at have hørt før. En klarinet lyder virkelig af træ.

Og detaljerne! Man finder sig selv lyttende til, hvordan hver enkelt streng i et akustisk klaver svinger. Og kommer der et stykke med elektrisk guitar, kan man med kirurgisk præcision høre, hvilken forstærker der er brugt.

Det betyder også, at mindre vellykkede optagelser afsløres i al deres mangel på perfektion. Heldigvis sker det sjældnere end ventet. Pavane bringer også detaljer frem i optagelserne, som hidtil har ligget gemt.

Umiddelbart virker dens ambience lidt afdæmpet. Ved nærmere lytning viser det sig dog, at den bare ikke overdriver rummet, men gengiver det i den størrelse, som det har på optagelsen. Tætte, intime optagelser står nøgent i stuen. Men når der er rum på en optagelse – det være sig ægte eller kunstigt – vokser perspektivet og fylder stuen ud i både bredde og højde.

Pavane Remote

 

Konklusion

Metrum Acoustics Pavane er en teknologisk utraditionel DAC, som beviser, at den slagne vej ikke er den eneste vej til et godt resultat. Lydmæssigt er den fuldt på højde med andre high-end DAC’er. Dens evne til at formidle lyden på optagelsen er blandt de bedste.

Om den passer til dig, afhænger af dit klangideal og øvrige anlæg. Men den er så afgjort værd at tage i betragtning, når digital lyd skal konverteres i høj kvalitet. Dens største konkurrenter vil næppe være andre DAC’er, men meget ambitiøse digitale forforstærkere.

Lyd & Billede mener

Superærlig og detaljeret lyd uden kunstig farvning og rumklang. I det lys er prisen faktisk rimelig. Med en pris på 37.500 kroner er Pavane en DAC for de få. Især når der stadig skal bruges en god forforstærker bagefter.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Kraftigere lyd, end man skulle tro

Referencelyd i premium-klassen

Find CD-samlingen frem igen

Sensationelt godt køb

Charmerende kassetteafspiller

Lydkort sender din high-end DAC på pension

Bedst uden eget phonotrin

Kompaktanlægget som har alt

Et usædvanligt godt køb

Pladespiller med startknap

Har du set noget lignende?

Hegel holder aldrig op med at overraske

Lyd & Billede
Scroll to Top