annonce
annonce
annonce

Test af AudioQuest DragonFly Black og Red

Marts 2017
AudioQuest DragonFly Black

Fantastisk lydforbedring

Hvis du elsker musik og er kræsen med lyd, så har du brug for en mikro-DAC som denne.

Lyd & Billede mener

  • Tydelig forbedring af lyden fra alle digitale lydkilder såsom mobiler og pc’er med USB. Så lille, at den kan være i en lomme, og Black er billig nok til, at den er alle pengene værd.

  • Understøtter kun musikfiler op til 24 bit/96 kHz. DragonFly Red er dobbelt så dyr som Black.

Marts 2017
AudioQuest DragonFly Black
annonce

Har du tænkt over, at den smartphone, du har i lommen, kan give dig langt bedre lyd i hovedtelefonerne? Hvis svaret er nej, er du sandsynligvis ikke i målgruppen for AudioQuest DragonFly. Er svaret derimod ja – eller måske tjah – så skal jeg fortælle dig en hemmelighed:

En lille dims, der ligner en USB-nøgle, kan være ren balsam for dine kræsne ører. Især hvis du har investeret i dyre hørepropper eller hovedtelefoner. Så er du måske mere kræsen end de fleste og klart i målgruppen for en af disse løsninger til bedre lyd.

AudioQuest er bedst kendt som kabelproducent, men i 2012 tog de hi-fi-markedet med storm, da den første DragonFly kom. En lillebitte USB-DAC med indbygget hovedtelefonforstærker, der løftede lydkvaliteten fra enhver computer med Spotify, WiMP (nu Tidal) eller iTunes.

Men de fleste mennesker (hvem de så end er) bruger mobilen som musikafspiller, og en DragonFly er så strømkrævende, at den ikke har fungeret med smartphones.

Indtil nu.

DAC og hovedtelefonforstærker
De to nyeste udgaver af DragonFly fungerer glimrende i telefonens USB- eller Lightning-port. Bare tilslut en adapter, så har du en mikro-DAC, der også fungerer som hovedtelefonforstærker. Eller du kan slutte din bærbare til anlægget via DragonFlys mini-jack udgang.

Den sorte og den røde DragonFly er næsten ens. De gør det samme, men rent teknisk er der nogle forskelle, der er værd at være obs på. Begge understøtter selvfølgelig højopløste musikfiler op til 24 bit/96 kHz, og der er også understøttelse af MQA-filer på vej. Som allerede findes på Tidal, der var første ude med såkaldte Masters-albums i MQA-kvalitet.

(Foto: Producent)

En LED-lampe lyser “guldsmeden” op, og farven indikerer, hvilken opløsning lydfilen har. Jeg vil i øvrigt anbefale, at man følger AudioQuests guide til opsætning af pc’ens USB-port for at få den optimale lydkvalitet fra DragonFly.

De tekniske forskelle ligger i udgangsniveauet, digitalkonverteren og volumenkontrollens opbygning. DragonFly Black er den billigste og har 1,2 volt udgangsspænding, hvilket er nok til de fleste hovedtelefoner. Bortset fra de mest tungtdrevne.

DAC’en i Black er en 32 bit ESS kaldet 9010, som også anvendes i mange dyre stationære DAC’er, og den har analog volumenkontrol.

DragonFly Red har en større udgangsspænding på 2,1 volt, hvilket gør hovedtelefonforstærkeren både kraftigere og bedre i stand til at drive krævende hovedtelefoner. Her sidder der en 32 bit ESS 9016 DAC, som har lavere jitter-støj, og en 64 bit digital volumenkontrol (bit-perfect), der skal tilfredsstille selv de mest kræsne ører.

Red er også dobbelt så dyr som Black.

Hørbart bedre lyd
Men er den bedre end Black? Ja, er det korte svar, men ikke meget. Jeg skiftede mellem dem begge fra Mac’en med Tidal Masters og fra iPhone 7 Plus med Tidal HiFi. Og jeg vil mene, at forskellen i lydkvalitet kun er de ekstra penge værd, hvis du er virkelig kræsen. Eller har et par meget tungtdrevne hovedtelefoner.

(Foto: Producent)

Men hvad sker der, når man slutter DragonFly Black til i stedet for at plugge hovedtelefonerne direkte i laptoppens hovedtelefonudgang? En masse, skulle det vise sig.

Med Black som DAC bliver musikken skarpere fokuseret, der kommer mere lyd ud af hovedtelefonerne, og du kan umiddelbart høre flere detaljer. Og det er ikke det hele. Bassen er langt bedre defineret og samtidig mere fyldig, og jeg synes også, at den dynamiske kontrast er bedre.

På mine referencehørepropper fra UE – In-Ear Reference – kan jeg høre mere klang fra strygere og klaverer, og der er mere dybde i vokaler. En markant forbedring, som i hvert fald for mig er så stor, at jeg næppe kommer til at høre musik fra mobilen uden en DragonFly i fremtiden.

Den dyrere Red lyder umiddelbart lavere, men indstiller man udgangsniveauet ens på de to, er der mere raffinement, finere detaljeopløsning og mere luft omkring instrumenterne med Red.

(Foto: Producent)

Lad mig understrege, at forskellen er ikke særlig stor, men jeg foretrak Red til klassisk og jazz. Eller ren akustisk musik. For her fik jeg flere klangnuancer i øret og mindre af de lidt krasse s-lyde, som indimellem dukkede op i ørerne med Black.

Så DragonFly Black giver bedre dynamik, federe bas og mere opløst lyd. Red giver desuden større detaljerigdom og raffinement, og et mere tredimensionelt lydbillede med bedre fokus.

De kan i øvrigt opdateres med AudioQuests Desktop Manager App, som bl.a. har MQA-understøttelse i DAC’en for potentielt endnu bedre lyd fra Tidal Masters.

Konklusion
Man skal ikke have ører af guld for at få gavn af DragonFly Red. Den lyder bedre end Black, men ikke dobbelt så godt. Red er bedst egnet til de allermest kræsne, som har meget dyre hovedtelefoner eller skal slutte computeren til et dyrt anlæg. Alle andre kan klare sig glimrende med DragonFly Black, som er det allerbedste køb blandt bærbare hovedtelefonforstærkere med indbygget DAC lige nu. Dine ører fortjener det.

Og du kan takke mig senere.

Fakta

  • Type: Bærbar USB-DAC/hovedtelefonforstærker
  • Indgange: USB
  • Udgange: 1,2-2,1 V mini-jack
  • Mål: 12 x 19 x 62 mm
Producent:
Audioquest
Pris:
749,-
Importør:
annonce
annonce
annonce
annonce