Nexus9_1000x500
DK_LB_SpesAnbefalt_6
11 2014
HTC Google Nexus 9

Test af HTC Google Nexus 9

Forbavsende god

Nexus 9 er Googles bedste bud på fremtidens Android-tablet, og sammen med HTC gør de det bedre end nogensinde.

Plus

Android 5.0, også kendt som Lollipop, er overraskende godt og gennemarbejdet, lyden er klasseledende, og 64-bit processoren fra NVIDIA kan tæve de fleste andre på tablet-markedet. Bedre brugeroplevelse skal man lede længe efter.

Minus

To modeller med enten 16 eller 32 gigabyte indbygget lagerplads og ingen mulighed for udvidelse med microSD-kort? Hvad tænker I dog på??? Byggekvaliteten kunne også have været bedre.

HTC Google Nexus 9Nexus 9 produceret af HTC er den tredje i rækken af Nexus-tablets fra Google. Som bekendt er Nexus-produkterne referencemodeller, der skal demonstrere nye versioner af Android styresystemet uden nogen form for tilpasninger og ændringer af brugerfladen fra hardware-producenternes side. Vi har tidligere med stor begejstring testet tabletten Nexus 7, som blev produceret for Google af ASUS, mens vi var en hel del mindre begejstrede for Nexus 10-tabletten, som Samsung stod for. Begge disse produkter er nu udgået, for Google er nået til version 5.0 af Android, også kaldet Lollipop, og det er nu op til Nexus 9 at overbevise os om, at den nyeste Android-version også er velegnet til tablet-formatet.

iPad-dræber eller iPad-kopi?
Det er faktisk ikke første gang, HTC producerer et Nexus-produkt for Google. Helt tilbage i 2010, da den første Nexus smartphone, Google Nexus One, så dagens lys, var det også HTC, som stod for produktionen. Men hvor HTC må siges at have stor erfaring med smartphones, har vi hidtil kun set én eneste tablet fra HTC, nemlig HTC Flyer fra 2011, som ikke var nogen ubetinget succes.

Derfor er det måske lidt af et sats fra Googles side at lade netop HTC stå for hardware-delen af Nexus 9. Ikke mindst fordi formatet også er helt nyt. Hvor tidligere Nexus-tablets kom med enten 7” eller 10” skærm, placerer Nexus 9 sig midt imellem med en 8,9” skærm i 4:3 format, hvilket (måske ikke helt tilfældigt) er samme format og næsten samme skærmstørrelse, som vi kender fra Apples iPad.

iPad Air 2 og Nexus 9 har samme skærmformat og på afstand ligner de hinanden til forveksling.

iPad Air 2 og Nexus 9 har samme skærmformat og på afstand ligner de hinanden til forveksling.

Selvom Nexus 9 ikke har ambitioner om at være nogen “iPad-dræber”, er det derfor oplagt at sammenligne den ikke blot med andre Android-tablets, men også med Apples nyeste iPad Air 2. Mange forbrugere vil helt sikkert stå over for valget mellem at købe enten den nyeste iPad eller Nexus 9 med den seneste Android-version som deres næste tablet, og selvom der er en prisforskel mellem de to produkter på cirka 1.000 kroner i Nexus 9’s favør, er sammenligningen ikke urimelig, for på mange punkter kan Nexus 9 sagtens følge med iPad Air 2, som vi jo ellers mener er markedets bedste tablet lige nu.

Lyd og billede
På papiret skulle skærmen på Nexus 9 faktisk være bedre end iPad’ens ditto. Skærmopløsningen på 2048 x 1536 pixel har de to tablets nemlig til fælles, mens Nexus 9-skærmen på 8,9” er en del mindre end iPad’ens 9,7” skærm. Det giver Nexus 9 en højere pixeltæthed, men i virkelighedens verden er det iPad’en, som trækker det længste strå.

Hvad angår skarphed og opløsning kan Nexus 9 naturligvis ikke følge med Samsung Galaxy Tab S, som ubestridt har den bedste skærm på markedet, men altså også iPad Air 2 slår Nexus 9, når det gælder skærmens lysstyrke og skarphed. Apple har elimineret luftlaget mellem det trykfølsomme lag og selve LCD-skærmen, hvilket giver brugeren oplevelsen af, at skærmbilledet er klistret til glasset, og det giver Apples tablet en afgørende fordel, når man sammenligner de to skærme side om side. Nexus 9-skærmbilledet opleves som værende lidt længere væk fra brugeren, hvilket forstærkes af den smule backlight bleeding, som vi også kan konstatere på Nexus 9 og som gør, at sort aldrig bliver helt sort.

Det er ikke fordi, vi har noget at udsætte på Nexus 9-skærmen som sådan. Den er skarp, kontrasten er god og farvetemperaturen er varm og farverne naturtro, mens førnævnte backlight bleeding ikke er værre, end at man knap nok lægger mærke til det. Nej, skærmen på Nexus 9 er i bund og grund fremragende, den er bare ikke spektakulær.

N9-purchaseflow-1600_verge_super_wide

Det er lyden til gengæld. For det første kommer Nexus 9 med den samme slags BoomSound højttalere, som vi kender fra HTC One M8, hvilket vil sige fremadrettede stereohøjttalere, der har en bedre lyd end noget andet, vi har hørt fra en tablet. Selvom de indbyggede højttalere er så smalle og uanselige, at man knap nok kan finde dem, så er lydbilledet rundt og fyldigt, og det er lige før, man kan holde ud at se et afsnit af sin yndlings-tv-serie eller spille en omgang action-spil uden at gribe til hovedtelefonerne, så godt lyder de.

For det andet er lyden, hvis man tilslutter et par ordentlige hovedtelefoner, intet mindre end sublim. Der er masser med volumen og godt med rum til bassen, samtidig med at de højere frekvensområder får masser af plads. Det samlede lydbillede er både rundt og præcist, og vi må bare kaste håndklædet i ringen og konstatere, at vi aldrig før har hørt så god lyd fra en tablet. Godt gået, HTC!

For så vidt angår kameraet, så leverer Nexus 9 fine billeder, og tabletten formår faktisk at levere acceptable resultater uden så meget billedstøj, som vi havde forventet, også i dårlig belysning.

Kameraet på Nexus 9 leverer rimelige resultater uden for meget billedstøj.

Kameraet på Nexus 9 leverer rimelige resultater uden for meget billedstøj.

Ydelse og design
Det mest interessante ved Nexus 9 er virkeligheden operativsystemet, Android version 5.0, men det vender vi tilbage til. I første omgang må vi lige omkring de fysiske egenskaber, som Google og HTC til gengæld ikke har prioriteret lige så højt. Designet er en smule kantet og ikke ligefrem elegant, og selvom Nexus 9 har en metalramme omkring skærmen, så er bagsiden af plastic, der nok er behagelig at holde og ikke samler på fedtfingre, men som også giver sig lidt, når man holder godt fast i tabletten. Med andre ord kunne kvalitetsfølelsen godt have været en smule bedre, især til prisen.

N9-grid1-1600

Hvad ydelsen angår, så får Nexus 9 glimrende resultater ud af den 2,3 GHz dual-core 64-bit NVIDIA Tegra K1-processor, som sidder under skærmen. I vores benchmarktest (Geekbench 3) opnår den et resultat på henholdsvis 1.735 point (single-core) og 2.847 point (multi-core), som hvad den samlede ydelse angår er helt på niveau med et topprodukt som Samsung Galaxy Tab S. Faktisk er det stort set kun iPad Air 2, som med en multi-core score på 4.477 point er klart hurtigere end Nexus 9.

Geekbench3_result

I daglig brug oplever vi da heller ingen slinger i valsen. Apps åbner lynhurtigt og for eksempel i browseren kan vi navigere mellem sider og zoome ind og ud lige så hurtigt som med den mere kraftfulde iPad. Også et stort spil som Asphalt 8 kører som i smør.

2014_11_12_18.02.22

Asphalt 8 kører som i smør på Nexus 9 (øverst), men grafikken er bedre på iPad Air 2 (nederst).

Asphalt 8 kører som i smør på Nexus 9 (øverst), men grafikken er bedre på iPad Air 2 (nederst).

Skal vi endelig kritisere Nexus 9 for så vidt angår de fysiske specifikationer, så må det blive for, at den kun kommer i to udgaver med henholdsvis 16 eller 32 gigabyte indbygget lager. Vel at mærke uden mulighed for at udvide lagerpladsen via microSD-kort. Nuvel, Apples iPad lader sig heller ikke udvide, men den fås i det mindste med op til 128 gigabyte indbygget lager. Uanset hvor meget plads Google forærer brugeren i skyen, og uanset hvor meget man streamer, så er fysisk lagerplads altså alligevel en god ting, som man nærmest ikke kan få nok af. Og det gør man altså ikke med Nexus 9. Øv.

Lollipop
Som vi skrev til at starte med, er Nexus 9 først og fremmest sat i verden for at vise verden den nyeste inkarnation af Googles mobile operativsystem uden alle de dikkedarer, som de forskellige hardware-producenter ellers har det med at smide oven på Android for at skille sig ud fra hinanden.

Derfor er en meget stor del af brugeroplevelsen med Nexus 9 i virkeligheden lig med oplevelsen af Android 5.0, også kendt som Lollipop, og denne version af Android har overrasket os positivt. Hvor Android tidligere har haft et rodet og farvelade-agtigt designsprog, så er Lollipop konsekvent, simpelt og meget, meget brugervenligt. Google kalder selv det nye udseende for “Material Design”, men der er tale om andet og mere end bare et mere dæmpet farveskema og redesignede ikoner. Der er simpelthen en konsekvens og en logik indbygget i den nye brugerflade, som betyder, at brugeren aldrig er i tvivl om, hvor han befinder sig, hvor han kom fra, og hvilken opgave, han er ved at løse.

Lollipops nye "Material Design" er simpelt, logisk og konsekvent.

Lollipops nye “Material Design” er simpelt, logisk og konsekvent.

Blandt andre nyheder kan vi nævne muligheden for at oprette forskellige brugere, så en hel familie kan deles om en tablet, uden at arbejdsdokumenter kommer i farezonen, når ungerne vil spille Candy Crush, mens en anden nævneværdig nyhed er, at notifikationerne har fået et helt nyt design samtidig med, at brugeren i langt højere grad end tidligere kan tilpasse, hvilke notifikationer han får, og hvordan de prioriteres, ligesom notifikationer nu også kan blive vist på låseskærmen.

Og så er Lollipop den første version af Googles mobilplatform, som understøtter 64-bit arkitektur, hvilket bringer Android op på siden af iOS, som har understøttet dette siden version 7.

Konklusion
Google Nexus 9 er produceret af HTC, og det er taiwaneserne sluppet godt fra. De fysiske egenskaber, herunder design, byggekvalitet og skærm, får os ikke helt op at ringe, men må nøjes med et anerkendende nik. Til gengæld er lyden helt uovertruffen, ydelsen er på niveau med de bedste tablets på markedet, og Googles nyeste Android-version fortjener stor ros for at være både konsekvent og brugervenligt.

Kun på ét punkt sporer vi oprigtig utilfredshed, og det er når talen falder på den indbyggede lagerplads. Et ægte flagskibsprodukt havde fortjent mere lager end maksimalt 32 gigabyte eller i det mindste muligheden for at udvide pladsen via microSD-kort.

Men ingen roser uden torne, som man siger, og manglende lagerplads til trods tøver vi ikke med at give Nexus 9 vores specielle anbefaling!


Kommentarer (1)
  1. Karl Rølle 8. april 201510:40

    Ang. lagerplads er skyen og streaming værd at tale om, men Nexus 9 kan vel også (som Nexus 7) bruge OTG og dermed køre bl.a. Video fra memory stik. underligt at det ikke nævnes.