annonce
annonce
annonce

Test af Nikon D5600

April 2017
Nikon D5600

Kameraet der passer til alle

Hvis du har brug for et bedre kamera, er Nikon D5600 et godt sted at starte.

Lyd & Billede mener

  • Gennemført enkelt at bruge for amatører og viderekomne. Billedkvalitet i top, kompakt og let, og praktisk billeddeling med Bluetooth.

  • Moderat skudtakt og fokushastighed, ingen vejrtætning, lille søger.

April 2017
Nikon D5600
annonce

Med Nikon D5600 er det lettere at få fine billeder og lettere at dele dem via mobilen. Det er i hvert fald, hvad de selv siger, så det måtte vi selvfølgelig teste. Kameraet stiller op i den lette ende af spejlrefleksklassen og er rettet mod hverdagsfotografer, der har brug for noget bedre end mobilkameraet.

Det er Nikon lykkedes ganske godt med, for teknisk set er det baseret på to af de bedste amatørkameraer, vi har testet: Nikon D3400 og forgængeren D5500.

Der er mange ligheder mellem de tre kameraer. Såsom en fremragende billedsensor på 24 megapixel, Nikons rigtig gode RGB-lysmåler med hele 2.016 målepunkter og et kompakt ydre, der gør, at det passer fint i en lille taske eller rygsæk.

Hvis man kigger nærmere på kameraet, ser det ikke bare ud som D5500, det er i bund og grund samme kamera. Bare med SnapBridge oveni. Det er Nikons måde at sige opkoblet på. SnapBridge bruger Bluetooth, som kan være tilsluttet kameraet hele tiden, så hver gang du tager et billede, kan det uploades i web-opløsning til mobilen.

Dermed er det endnu nemmere at dele billederne, enten på sociale medier, med e-mail eller bare lægge dem i skyen som backup. Op til 2 megapixel opløsning, vel at mærke – hvis du har brug for mere end det, må du koble dem sammen med Wi-Fi. Så kan du også overføre HD-video.

Desuden får du mere avanceret autofokus end i D3400, med 39 fokussensorer i stedet for 11, og op til 5 fps skudtakt, god HD-videokvalitet med mikrofonindgang for bedre lyd samt hovedtelefonstik.

(Foto: Producent)

Let at bruge

D5600 er et af de kameraer, som man bare kan tage op, tænde for og begynde at fotografere med – uden at bekymre sig om indstillinger. Sæt alt på grøn, så tager kameraet sig af resten, og det fungerer forbløffende godt.

Efterhånden som man bliver mere vant til det, kan man dreje på de få hjul og trykke lidt på knapperne for at lære noget om de forskellige indstillingsmuligheder. Som der er en del af – ikke overvældende mange, men nok til, at kameraet kan følge brugerens erfaringskurve et godt stykke op i klassen for viderekomne.

Kameraet har vridbar touch-skærm, en meget stor og skarp én. Det er i sig selv ikke noget særligt; det er der på mange kameraer. Men Nikon er lykkedes bedre end de fleste med at lave et overskueligt skærmbillede med de mange indstillinger.

Det meste af kameraet kan betjenes med en finger på skærmen, på samme måde som man bruge en smartphone, bortset fra at kameraet ikke har nogen apps. Kun fotoindstillinger, som man skal forholde sig til.

Det gør D5600 nemmere at bruge, end man måske skulle tro, også fordi man så let kan se og få et overblik over kameraets funktioner. Jeg ved ikke, hvor mange der vil finde det nyttigt, men det er muligt at flytte fokuspunkterne med tommelfingeren, mens man kigger i søgeren. Det fungerer fint, og meningen er, at man skal kunne flytte fokus efter motivet. Noget, som kameraet egentlig klarer fint på egen hånd.

Faktisk vil jeg anbefale at vælge 3D-Tracking fra AF-Area Mode på skærmen (tryk i-knappen ind først), når man har brug for følgefokus på actionfotos. Det fungerer bedre det meste af tiden.

Der er alligevel plads til forbedringer. Højere skudtakt, vejrtætning og endnu bedre integration mellem skærmmenuer og touch-funktion står højt på listen. Men allerhelst så jeg gerne en større søger. Den er simpelthen for lille. Det kan fungere, hvis man alligevel stort set kun bruger skærmen, men her er søgeren nedbarberet for at gøre kameraet så lille som muligt.

(Foto: Producent)

SnapBridge

Mange oplever ligesom vi, at billedoverførsel fra et kamera kan være besværligt. Forbindelsen er upålidelig, og ofte er man nødt til at betjene kamera og mobil samtidig for at være sikker på, at billederne virkelig bliver overført til telefonen. Det har Nikon forsøgt at gøre lettere med SnapBridge, som bruger Bluetooth til overførslen. Det fungerer faktisk fint, så længe man kan klare sig med billeder på under 2 megapixel.

Mobilen kan også bruges som fjernbetjening – eller rettere sagt fjernudløser, for der er ikke meget, man kan indstille på kameraet fra telefonen.

 

Flot billedkvalitet

Kameraet fås i flere forskellige konfigurationer. Den mest almindelige er med Nikons kompakte AF-P 18-55 mm f/3.5-5.6G VR normalzoom, men vi testede det også med Nikons fremragende 50 mm f/1.4G.

Den tekniske kvalitet fra billedfilerne er der ikke meget at udsætte på. Den er nærmest identisk med det resultat, vi fik fra D3400, hvilket vil sige marginal billedstøj, før man passerer ISO 3200. Eller sagt på en anden måde: Du behøver ikke at være bange for grumsede billeder i svagt lys. Som det ofte er tilfældet med mobilkameraer.

Efter ISO 6400 bliver det mere grumset, men det er ikke noget at fortvivle over før ved ISO 25.600. Her bliver mørke billeder meget grumsede.

Der er heller ikke meget at udsætte på farvebalance og hvidbalancekontrol. Som sædvanlig med Nikons RGB-lysmåling er eksponeringspræcisionen upåklagelig, og med Nikons dynamiske Active D-Lighting slipper du for, at skyggerne gror til. Kameraet har også en HDR-indstilling i fire trin plus auto og selvfølgelig automatisk. Den bør bruges med forsigtighed, for det ikke altid, at kameraets processor ved bedst.

Det er sjovere med de billedeffekter, du finder på programhjulet, som du vælger med touch-skærmen. Mange af dem kan faktisk lave fine effekter, men jeg savner en valgbar sort-hvid-indstilling fra programhjulet. Som det er nu, skal man vælge Monochrome fra menuerne, klikke sig igennem indstillingerne og gemme.

(Foto: Producent)

Konklusion

Nikon D5600 vil være et rigtig godt valg for de fleste amatører, næsten uanset behov. Der er et enormt udvalg af tilbehør, såsom de mange Nikkor-objektiver, der også passer til dette kamera, og billedkvaliteten, brugervenligheden og videoegenskaberne er gode nok til at tilfredsstille selv de mere kræsne viderekomne brugere.

Hvis man har brug for et godt kamera i en kompakt indpakning, der ikke er stort, tungt og dyrt, er det et af de bedste kameraer i klassen.

 

Fakta

  • Type: 24 MP systemkamera med APS-C billedsensor
  • Optik: Nikon DX
  • Skærm: 8 cm LCD, 1 mio. billedpunkter
  • Søger: Optisk spejl, 0,85x forstørrelse, 95 % dækning
  • Højdepunkter: Vridbar touch-skærm, Wi-Fi, Bluetooth, 5 fps, mic-indgang, 970 skud/opladning
  • Pris: 7.290 kroner
  • Web: nikon.dk
Producent:
Nikon
Pris:
7.290,-
annonce
annonce
annonce
annonce
Som læser har du kun ret til at benytte indholdet på lydogbillede.dk til personlige og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål, forudsat at du henviser til kilden og respekterer eventuelle rettighedsangivelser og/eller -forbehold. Du må ikke bruge indhold til andre formål eller på andre måder end dem, der udtrykkeligt er tilladt. .