15.000 kroner er, hvad danske Dynaudio forlanger for deres Focus 160. Det kan lyde som meget for et par kompakte stativhøjttalere. Men ved at krympe kabinettet i forhold til gulvhøjttalere til samme pris opnår man mindre egenresonans og forvrængning. Samtidig kan producenten koncentrere det samme budget på færre elementer og komponenter. Hvilket betyder højere kvalitet af hver komponent. Hvis du ønsker gulvhøjttalere fra Dynaudio med samme kvalitet kabinet og elementer, må du af med mindst 25.000 kroner for Focus 260. Med andre ord er der grund til at forvente store ting.
Den nye Focus-serie har fået flere opgraderinger. Bl.a. er den meget populære silkediskant kommet i en ny og bedre version med bedre laminering og omringet af en forsænket fokusring i aluminiumsramme. Kabinettet er stivere, med mindre egenresonans, for at musikken kan slippe endnu friere ud i luften, og med en strammere og mere detaljeret basgengivelse.
Ser vi bort fra selve lytterummet, er højttalerne den komponent i et lydanlæg, der påvirker lyden mest. Når et elektrisk signal skal oversættes til mekanisk akustik, er der meget, der kan gå galt. Højttalerelementerne skal hver for sig enten gengive høje (og dermed hurtige!) frekvenser med lynende hurtighed eller lavere frekvenser med så meget desto mere kraft. For at få dette til at ske med lavest mulig forvrængning kræves kvalitetskomponenter hele vejen; derfor kan man også få højttalere i alle prisklasser – helt op til hvad man må betale for et hus på landet eller en lejlighed i storbyen. Dermed lyder 15.000 kroner som et godt kompromis.
Lydkvaliteten
Specielt når man hører Focus 160 med en god lydkilde i form af f.eks. multiafspilleren Electrocompaniet EMP 2 (22.000 kroner) koblet til den kraftige integrerede Hegel H200 (22.000 kroner), er det overraskende, hvor meget bas højttalerne trykker ud. Og ikke nok med det – basområdet er større og mere afslappet, end jeg på forhånd havde troet. Kontrabassen på Norah Jones’ “Seven Years” fra albummet Come Away With Me har en krop, der i vores 30 kvadratmeter store testrum nærmest lyder, som om den kommer fra et par kompakte gulvhøjttalere. Bare med mindre farvning. Det gør også, at højttalerne lyder bedst et stykke ud fra væggen. Giv dem godt med luft, ellers kan bassen blive for meget og udefineret. Af samme grund fortjener højttalerne gode, stabile stativer.
Klar vokal
Vokalen fra Norah lyder meget nuanceret fra mellemtonen og opover; det føles næsten, som om hun står i rummet. Det samme gælder mørkere mandsstemmer som Jarvis Cocker, der har en lavmælt, dyb gæstevokal på Airs “One Hell of a Party” fra albummet Pocket Symphony.
Sidder man tæt på højttalerne, har de ikke samme fokus i midten af lydbilledet som eksempelvis KEF R100 til den halve pris. KEF bruger koaksialelementer, hvilket vil sige, at diskanten sidder i midten af mellemtonen, og det skaber et knivskarpt fokus. Men Dynaudio har fordelen af at være mere opløst opover i overtonerne, så cymbaler får endnu mere luft, og lydlandskabet præsenteres på en mindre stresset måde. Fra minimum tre meters afstand har lydbilledet desuden godt fokus, og det er velvoksent og involverende. I mine ører er Dynaudio-højttalerne prisforskellen værd.
Focus 160 er desuden meget rytmiske, når de skal. Sæt Nine Inch Nails’ “Piggy” på, og det fylder godt i bunden, samtidig med at lilletrommen smælder godt ud.
Vokser med opgaven
Og højttalerne vokser med opgaven. Tilslut dem til den meget dyrere Musical Fidelity AMS35i, som til 54.000 kroner giver 35 watt pr. kanal i ren klasse A. Dette lyder ikke af meget, men med den strømbank, som her er tilgængelig, er det mere end nok, hvis man ikke har tænkt sig at have koncertniveau i sin egen stue. Forstærkeren har stålkontrol, og højttalerne kvitterer med et heftigere og fyldigere lydbillede, og det bliver endnu mere rummeligt, tredimensionelt og opløst.
Konklusion
Dynaudio Focus 160 er kompakte højttalere beregnet til stativplacering. De er slet ikke billige, men fordi elektronikken er på et højt niveau, giver de virkelig valuta for pengene. De lyder kort og godt som komplette højttalere, der ikke kommer i vejen for musikken. Specielt basregisteret er stort og udstrakt af en stativmodel at være, og lydbilledet er stort, åbent og involverende. Der findes dog mere energiske og letdrevne alternativer. 86 dB følsomhed i en 4 ohm konstruktion kræver en forstærker med god kontrol. Men giv dem det, og du kommer til at nyde hvert sekund.
Lyd & Billede mener
Stort lydbillede Stor bas Sørg for god elektronik
Vejl. pris 14999 kr
Specifikationer
- Tovejs kompakthøjttalere
- 40 Hz – 25 kHz (± 3 dB)
- 86 dB/4 ohm
- 20,2 x 35 x 29,4 cm (b x h x d)
- Sort eller hvid højglans samt flere træfarver
Vil du læse hele artiklen?
Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.
Allerede abonnent? Log ind.
-
Prøv LB+ i 30 dageKun 29,-
Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.
-
LB+ Total i 12 mnd93.25 kr/mnd
Du sparer 312 kr