annonce
annonce
annonce

Test af Asus ZenFone 4 Pro ZS551KL

December 2017
Asus ZenFone 4 Pro

Asus-mobil i praleklassen

Asus’ topmodel kan ydelsesmæssigt gnubbe albuer med de allerbedste. Og skræmme livet af dit kamera.

Lyd & Billede mener

  • Lynhurtig og gavmildt udrustet luksustelefon med to fremragende kameraer om bord. Topklasse.

  • Teknikken er i top, men spørgsmålet er, om Asus kan lokke mobilfolket til at købe et “ukendt” mærke.

December 2017
Asus ZenFone 4 Pro
annonce

Asus er et mærke, der er kendt og elsket af især pc-gamere, hvor de er blandt de største. Men nu vil det taiwanske firma også være med på smartphone-området. Firmaet lancerede i efteråret med brask og bram en hel serie på fem mobiler, der angiveligt alle skal ses som topmodeller i hver sit segment. Der er dog nogle toppe, der rager højere op end andre, og mens Zenfone 4 er en rigtig god mellempris-smartphone, har vi været lidt spændt på at se, hvad Asus kan, når prisen ikke i samme grad er en parameter.

Asus Zenfone 4 Pro er på pris og specifikationer målrettet til at være en konkurrent til markedets øvrige Pro- og Plus-modeller. Altså en luksusmodel til dem, der er parat til at betale toppris for det bedste.

Prismæssigt ligger Zenfone 4 Pro i samme leje som iPhone 8 Plus – og faktisk over Samsung Galaxy 8 Plus. Det er rimeligt, når man ser på specifikationerne – og testresultaterne – men modigt, når Asus er den nye dreng i klassen, som ikke allerede har en fanbase af kunder, der har købt alle de foregående modeller og nu blot venter på at opgradere.

Af ydre er Zenfone 4 Pro nobel. En sort monolit af en glastelefon med smalle metalkanter uden om den 5,5 tommer store skærm. Der er dog en forholdsvis bred stribe i bunden til at give plads til Home-knap/fingeraftrykslæser og en tilsvarende i toppen til selfie-kamera og højttaler. Firmalogoet skal man om på bagsiden for at finde. Her finder man (selvfølgelig) også de to kameraer og en LED-blitz.

Teknik fra øverste hylde

Bag det diskrete ydre gemmer sig en motor i sværvægtsklassen. Qualcomm Snapdragon 835 er den kraftigste processor til Android-telefoner lige nu, selv om den på papiret er lidt langsommere end Apples A11-processor, når det gælder rå matematisk regnekraft. Der er til gengæld indbygget en kraftig 3D-grafikprocessor. Ram’en er på voldsomme 6 gigabyte. Begge dele matcher i øvrigt de kraftigste udgaver af Samsung Galaxy 8 Plus og Honor 9.

Asus har ikke fundet nogen grund til at gøre livet surt for folk med kablede hovedtelefoner. Og ligesom på de øvrige modeller i serien er der på lydsiden understøttelse af 24 bit/192 kHz HD-lyd og 7.1 kanalers virtuel surround-lyd i hovedtelefonerne med den udmærkede DTS Headphone:X.

Skærmen har “kun” Full HD (1920 x 1080) opløsning, men den er til gengæld af AMOLED-typen, så farverne er lækre og dybe. Hvilket klæder en ambitiøs kameratelefon ekstra godt.

Der er plads til to SIM-kort, men vælger du at udvide den i øvrigt rigelige lagerplads på 128 gigabyte med et microSD-kort, optager det den ene af pladserne. Der er i så fald plads til hele 2 terabyte lager.

Lysstærkt tandemkamera

Hovedattraktionen på Zenfone 4 Pro er kameraerne. Der er selvfølgelig to af slagsen (det er givetvis kun et spørgsmål om tid, før en producent finder en årsag til at bruge tre). Hovedkameraet har en brændvidde på 25 mm, imens det sekundære kamera, som bruges til zoom, har en kort tele på 50 mm. De to optikker bruges sammen til digitale specialeffekter som “portrættilstand” med skarpt tegnet motiv på en uskarp baggrund – som vi kender det fra spejlreflekskameraer.

Hovedkameraet bruger en Sony IMX362-billedsensor, der skulle være en af de bedste til mobilkameraer netop nu. Og med et blændetal så lavt som f/1.7 og fireakset optisk billedstabilisering er der lagt op til fotosjov i de mørke timer.

Asus er med Zenfone 4 Pro gået hele vejen: Kameraerne er i topklasse, og processoren overgås ikke af nogen anden Android-mobil. Foto: Asus

 

Benchmarks

De andre Zenfone-modeller har på ingen måde været sløve, og brugeroplevelsen på Asus’ ZenUI Android-brugerflade er kvik. Men Zenfone 4 Pro er bare i en helt anden boldgade. Det mærker man ved almindelig brug, hvor navigationen er næsten demonstrativt hurtig, og hvor apps åbnes som piskesmæld. Men hvor hurtig finder man først ud af, når telefonen virkelig sættes på arbejde.

Den tunge 3D-grafiktest AnTuTu 6 runder en score på 178.000. Det anbringer Zenfone 4 på top-5 i skrivende stund. I selskab med iPhone 8 Plus og Samsung Galaxy Note 8. Samme historie fortælles af Futuremarks Ice Storm Unlimited og Sling Shot, der begge klares tre gange så godt som den normale Zenfone 4.

Batteriet er på 3600 mAh, hvilket blot er en anelse mere end det i Zenfone 4, men det lykkes alligevel at knibe 9 timer og 35 minutter ud af det i PCMarks batteritest. Så du burde ikke have noget problem med at få en fuld dags brug ud af mobilen på en opladning.

Konklusion

Asus er med Zenfone 4 Pro gået hele vejen: Kameraerne er i topklasse, og processoren overgås ikke af nogen anden Android-mobil. Ser man på ren regnekraft og 3D-grafikydelse, er der al mulig grund til at tage Zenfone 4 Pro med i overvejelserne, hvis der står en supermobil på indkøbslisten. Og fotodelen er så god, at man med sindsro kan lade spejlreflekskameraet blive hjemme ni ud af ti gange.

Det bliver dog spændende at se, om Asus som ny mobilproducent kan få køberne i tale, eller de vælger det “sikre”.

Fakta

Skærm: 5,5" AMOLED, 1920 x 1080, 500 nit
CPU: 2,45 GHz Qualcomm Snapdragon 835 octa-core
Hukommelse: 6 GB ram / 128 GB lager (+ microSD op til 2 TB)
Styresystem: Android 7.1 (Nougat)
Kamera: 12 MP 25 mm f/1.7 + 12 MP 50 mm, 2x optisk zoom f/2.6/ 8 MP 22 mm f/1.9
Laserautofokus, 4-aksers optisk billedstabilisering med 4 blændetrin 4K-video med 30 fps og 3-aksers elektronisk billedstabilisering
Tilslutninger: USB-C, hovedtelefon (3,5 mm stereo-minijack)
Trådløst: X12 LTE, Bluetooth 5.0, Wi-Fi 802.11ac
Lyd: HD 24 bit/192 kHz, DTS Headphone:X 7.1 virtuel surround, aptX
Batteri: 3600 mAh
Farver: Sort, hvid Mål og vægt: 75,6 x 156,9 x 7,6 mm / 175 g

BENCHMARKS
Geekbench 4: 1.916 (single-core), 6.696 (multi-core)
AnTuTu 6: 178.036
PCMark Work 2.0: 7.856
Futuremark Sling Shot: 5.021
Futuremark Ice Storm Unlimited: 41.663
PCMark batteritest: 9:35 timer

Producent:
ASUS
Pris:
6.999,-
Importør:
annonce
annonce
annonce
annonce
Som læser har du kun ret til at benytte indholdet på lydogbillede.dk til personlige og ikke-kommercielle formål. Du kan downloade, linke til og udskrive indhold fra lydogbillede.dk til private og ikke-kommercielle formål, forudsat at du henviser til kilden og respekterer eventuelle rettighedsangivelser og/eller -forbehold. Du må ikke bruge indhold til andre formål eller på andre måder end dem, der udtrykkeligt er tilladt. .