Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

: ASUS Padfone 2

Et Android atomkraftværk

ASUS Padfone 2 er et monster. Som smartphone slår den alle andre på ren ydelse, og som tablet er den heller ikke så ringe endda.

Skrevet af / 16/11/2012 - 17:14
ASUS Padfone 2
Peter Gotschalk

Som sin forgænger, ASUS Padfone, består Padfone 2 af en selvstændig smartphone og så en såkaldt Station, som blot er en tablet-skærm med indbygget batteri og plads til at docke telefonen.

Men hvor forgængeren var tung og plastic-agtig, er Padfone 2 fremstillet af bedre materialer – både Padfone 2 og Station har skærm af rammeløst glas – og designet er mere intuitivt. Således kan man nu blot lade telefonen glide på plads i den tilhørende Station i en dertil indrettet slæde nærmest som at sætte to lego-klodser sammen, mens man med den første Padfone måtte kæmpe med et låg for at docke telefonen.Herudover er Padfone 2 som tablet-computer blevet væsentlig lettere. Den gamle telefon + tablet vejede i alt 724 gram, mens Padfone 2 som tablet med sine i alt 649 gram er lettere end eksempelvis den nye iPad. Selve telefonen er med 135 gram mod tidligere 129 gram dog blevet en smule tungere. Men så har den også fået væsentlig flere kræfter. Den første Padfone var et middelmådigt produkt med dual-core processor, men 2′eren byder på en quadcore Qualcomm SnapDragon S4 Cortex Class A 15 1,5 GHz processor med 2 GB RAM, og det gør faktisk Padfone 2 til noget nær hvis ikke dén hurtigste Android smartphone på markedet. Flagskibskonkurrenten Samsung Galaxy S III bliver slået af Padfone 2 med bind for øjnene og begge hænder bundet på ryggen. Hvis vi kigger på den rå ydelse, som vi har målt med det platformsuafhængige testværktøj, Geekbench 2, så scorer ASUS Padfone 2 således utrolige 2049, hvor den nyeste Samsung Galaxy S III LTE til sammenligning må nøjes med 1602 og Apples iPhone 5 med 1626. Der er med andre ord tale om en smartphone med store muskler, og det begrænser sig ikke kun til RAM og processorkraft.

Bedste Android-skærm
Skærmen er af typen IPS+ med HD (720p) opløsning, 312 ppi og 550 nits (Samsung Galaxy S III har til sammenligning 306 ppi), mens kameraet kan prale af hele 13 MP, 6 fps og et burstmode, der kan tage 100 billeder ad gangen. Video kan skydes i 720p HD med en framerate på 60 fps. Mange megapixels gør ikke nødvendigvis et godt kamera, men takket være Sonys bagbelyste billedsensor og en dedikeret billedprocessor fremtryller Padfone 2 fremragende fotos, selvom den ikke er helt på niveau med Nokia Lumia 920, som vi testede for kort tid siden.Det er til gengæld skærmen, som nok ikke kan måle sig med iPhone 5 og Nokia Lumia 920, hvad angår pixels per tomme, men som alligevel, især ved afspilning af video, leverer livagtige og meget naturlige farver. I modsætning til Samsung Galaxy S III, som efter denne anmelders mening altid har haft et overdrevent dynamisk og meget kunstigt farveskema. Vi tøver ikke med at kalde skærmen på Padfone 2 den bedste på nogen Android smartphone på markedet lige nu.

Lydoplevelsen kan vi heller ikke kimse ad, men Padfone 2 er også udstyret med ASUS’ eget SonicMaster lydsystem, som blandt andet er baseret på danske B&O’s ICE Power-forstærkere, og dem kan vi jo godt lide.

Skiftet fra smartphone til tablet
Den første ASUS Padfone kritiserede vi som nævnt for, at det var urimeligt besværligt at docke telefonen med tablet-skærmen, og vi var absolut ikke de eneste, som sendte den kritik afsted mod Taiwan. Og tænk engang, ASUS har lyttet, for med Padfone 2 tager det dig ikke længere tid at docke telefonen i din Padfone Station, end det tager Superman at skifte til superheltetøjet i en telefonboks. Således kan man nu blot lade telefonen glide på plads i den tilhørende Pad Station i en dertil indrettet slæde nærmest som at sætte to lego-klodser sammen. Lækkert.Når du så har docket telefonen og gjort din ASUS Padfone 2 til en tablet-computer, kommer ASUS’ DynamicDisplay-teknologi på arbejde, for det er nemlig meningen, at du skal kunne skifte uden videre fra smartphoneskærm til tabletskærm uden at skulle genstarte apps og lignende. Dine apps skal blot køre videre på den større skærm, som om intet var hændt. Og det virker faktisk overraskende hurtigt på Padfone 2.

Mister pusten
Er Padfone 2 et rent atomkraftværk som smartphone, må du dog ikke tro, at det samme er tilfældet, når Padfone 2 skal påtage sig sit alter ego som tablet-computer. Hvor Padfone 2 som smartphone kan bryste sig af en overlegen skærm med HD-opløsning og 312 ppi, så byder Padfone Station på en 10,1” IPS-skærm med normal 1280 x 800 WXGA-opløsning og 149 ppi. Rent ydelsesmæssigt kan vi kun være tilfredse med Padfone 2 som tablet-computer. Den kører hurtigt og fuldt på niveau med andre tablets, men underligt nok ikke helt så hurtigt, som når Padfone 2 smider den store skærm og «kun» er en smartphone. Måler vi den rå ydelse med Geekbench 2, så scorer Padfone 2 docket i sin Station 1998, mens den som nævnt ovenfor opnåede en score på 2049 uden tablet-skærmen. Og kigger vi kun på browseren bliver forskellen endnu mere markant. Her scorer Padfone 2 som tablet 1773 i Browsermark mod 1995 som smartphone. Til sammenligning opnår den nyeste iPad 4 en score på hele 2475 i Browsermark-testen.

Konklusion
Padfone 2 kommer i tre versioner med henholdsvis 16, 32 og 64 GB lagerplads, og så har den NFC og 4G/LTE (800, 1800 og 2600 MHz). Den leveres med Android 4.0 ICS, men vil meget snart kunne opdateres til version 4.1 Jelly Bean. Om produktet bliver en stor publikumssucces, stiller vi os tvivlende overfor. Dertil er Padfone 2 simpelthen for speciel, men hvor den første Padfone hverken var fugl eller fisk, så er Padfone 2 et ekstremt vellykket hybridprodukt, der fungerer godt som tablet og decideret fremragende som smartphone. Til gengæld får man også lov til at betale både ved kasse 1 og kasse 2 for fornøjelsen, men for de ekstra penge får man så også et produkt, der bør kunne tilfredsstille selv de mest krævende nørd-behov.

Home mener

Yder som et atomkraftværk Bedste Android-skærm 4G/LTE SonicMaster med ICE Power Tablet-skærmen

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hvor meget Nothing er der over Nothing Phone (2a)

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Lyd & Billede
Scroll to Top